Uhmmm.  Man skal bare lige finde den, men så bliver man også imponeret. Der blev sagt både »ser man det« og i mere husarpræget lag sikkert også »det var dog den stiveste«, da biologen dr. Kevin McCracken fra det amerikanske University of Alaska i 2001 i det højt estimerede videnskabstidsskrift Nature skrev om Oxyura vittata – argentisk skarveand.

Selv uden illustration ville artiklen have vakt opsigt, også hinsides biologiske kredse.

Blånæbbet parringsorgan
Men den havde næppe haft den nærmest øjeblikkelige, globalt nyhedspenetrerende kraft, som tilfældet var, hvis den ikke havde været forsynet med fotodokumentation af det, den lærde redegørelse dybest set drejede sig om:

Nemlig den kønne, blånæbbede andriks parringsorgan.

Der var tale om en penis af næsten ufattelig længde, som dr. McCracken og et par af hans kolleger havde fundet hos et eksemplar af Oxyura vittata under feltstudier i Sydamerika, hvor fuglen har hjemme.

I forvejen var det velkendt, at hannerne hos argentinsk skarveand ligger i det absolutte førerfelt blandt hvirveldyrene, mennesket inklusive, når det gælder relativ lemlængde.

Så lang som fuglen selv
Men denne andrik var ganske speciel: Dens penis var lige så lang som fuglen selv – 40 cm – og slog dermed det hidtidige estimat for maksimal lemlængde hos denne art med 100 procent.

Fundet ansporede biologer til at kigge nærmere på kønsorganerne hos andefugle, hvor hannerne i modsætning til de fleste andre fugle er penisbestykkede.

Og nu begynder forskningsresultaterne at komme.

Hvorfor lemløs?
Skal man have noget op at flyve, skal det være så let som muligt.

Og det kan meget vel være grunden til, at de allerfleste fuglearter, omkring 97 procent, har lemløse hanner, mener Tim Birkhead, fuglespecialist og professor ved Det Biologiske Fakultet på University of Sheffield:

»For da fuglene i en meget fjern fortid begyndte at udvikle sig – og det skete ud fra krybdyr, der har penis – gjaldt det om at komme af med overflødig vægt, hvis man skulle i luften. Det er tænkeligt, at penissen hen ad vejen røg hos de fleste arter på den konto«, siger han.

Kloak mod kloak
Det store flertal af verdens fugle parrer sig derfor ved, at hannen placerer sin kloak – der også er udførselsvej for sæd – mod hunnens kloak, og så er det klaret. Hos andefugle, i øvrigt også hos strudse, er penisparring imidlertid bibeholdt op gennem evolutionen.

Dr. McCrackens monumentale opdagelse gjorde det klart, at det var nødvendigt systematisk at udforske kønsorganerne hos både hanner og hunner blandt andefugle for at få en nærmere forståelse af den bagvedliggende mangfoldiggørelsesdynamik.

En del af denne kortlægning er siden blevet gennemført af et hold på seks forskere, heriblandt Tim Birkhead og den amerikanske evolutionsbiolog Patricia Brennan fra Yale University, og det har givet helt ny viden om andefugles underliv.

Hop så af!
De fleste andefugle – der som gruppebetegnelse også omfatter gæs og svaner – parrer sig i vand, og meget tit vil hannerne søge at springe på alle de parringsmodne hunner, de kan komme i nærheden af.

I dette biologiske system risikerer hunnerne derfor at blive tvangsparret.

Tim Birkhead og hans kolleger besluttede sig for at studere 16 forskellige andefugle, hovedsagelig ænder, og det gjorde de ved at obducere både hanner og hunner fra de racer, de undersøgte.

De skar ganske enkelt kønsorganerne fri og begyndte derefter dels en større opmåling, dels en analyse af specifikke funktioner og fysiologiske særkender.

Og det var i den forbindelse, de blev ansporet til at tænke nærmere over proptrækkerproblematikken og hunnernes narrelommer.

Snoet penis med proptrækker
Proptrækkerproblematikken er umiddelbart til at få øje på, når man ser et nærbillede af en penis fra eksempelvis Oxyura vittata, men hvorfor er den så snoet?

Svaret kom, da man begyndte at studere vaginaer. For den snoede penis har sin pendant, og en kraftfuld sådan:

Den vagina, en andrik skal trænge ind i med sit proptrækkerformede lem, kan nemlig lynhurtigt antage en proptrækkerstruktur. Men vel at mærke en snoning, der går modsat af penissnoningen, hvorved en ’voldtægtsand’ kun i meget sparsom udstrækning oplever at komme ind, før der lukkes for det varme vand.

»Vores antagelse er, at hunnen iværksætter denne mekanisme, når en han, hun ikke ønsker at have noget at gøre med, forsøger at parre sig med hende. Og i stedet for at nå op i hende bliver hans penis ledt ud i en slags små lommer, hun har nederst i vagina. Man kan kalde dem blindgyder«, forklarer Tim Birkhead.

Lemmet pumpes op
Hunnen er i den situation tvunget til at værge for sig med hast, for hannens erektion er en fuldbyrdet kendsgerning nærmest i kontaktøjeblikket:

Når hans kloak rører hendes, pumpes hans lem – der ellers sidder godt i skjul i en slags futteral i forbindelse med hans kloak – op til fuld størrelse på mindre end et sekund, viser en undersøgelse, Patricia Brennan gennemførte i 2009.

Denne ekspreserektion skyldes ikke øget blodgennemstrømning, men er resultatet af, at andrikkens lymfesystem reagerer eksplosivt.

Kønnenes kamp
Ser man på penisanatomien hos andefugle, er der store variationer i både længder – fra 1,5 op til 40 cm – og i »graden af detaljerigdom«, som Tim Birkhead og Patricia Brennan udtrykker det i deres gennemgang af de 16 andefugles genitalier.

Hos nogle arter har penis således en »glat overfladestruktur«, mens den hos andre arter er »furet«. Og samme variationsbredde kan observeres inden for andevaginaer – både når det gælder dybde og antallet af spiralsnoninger og blindgyder.

Generelt er det sådan, at jo længere penis hannerne i en art har, desto mere detaljerede vil hunnernes vaginaer også være.

Har været i seksuel konflikt
Denne genitaliestruktur er resultatet af en lang evolutionsproces, hvor hanner og hunner i en slags kønskamp – en seksuel konflikt – har foretaget en parallel tilpasning og udvikling af parringsorganerne, mener forskerguppen.

Og tilføjer, at man i en vis forstand kan sige, at hunnerne har vundet dette slag, fordi de ved fysisk at kunne afvise fuldbyrdet parring også har opnået kontrollerende indflydelse på reproduktionen.

»Hvordan udviklingen af kønsorganer hos andefugle styres rent genetisk, ved vi ikke ret meget om. Men det er et område, jeg sammen med en kollega er ved at undersøge ved at analysere de proteiner, der udtrykkes fra penisvæv i fostre hos en række forskellige ænder. Og i løbet af et års tid vil vi have de første resultater«, siger Patricia Brennan.

Fejl kan give reduceret penisvækst
Blandt de gener, som muligvis kan være på færde, er såkaldte Hox-gener, som både hos mennesker og dyr spiller en central rolle ved at kontrollere overordnede udviklingsprogrammer. Man ved således, at en fejl på genet Hox A 13 hos mennesker kan udløse reduceret penisvækst – der i øvrigt ofte vil gå hånd i hånd med forkortet tommelfinger.

Én and – den måske mest berømte af alle ænder, nemlig Anders And – må biologerne dog blankt erkende, at de ikke har haft fat i, siger Tim Birkhead:

»Vi kender jo ikke meget til denne art. Men at Anders fremstår lemløs, skal man ikke lade sig narre af. Jeg er af den faste overbevisning, at han har, hvad han skal have. Den er bare – som hos andre ænder – godt gemt, til han har brug for den«.