Ulideligt varmt var det, og fugtigt, men alligevel ikke særlig fristende at hoppe i vandet: Vores bryllupsrejse var nået til Ecuadors regnskov, og vi stod ved en af de bifloder til Amazonas, der var kendt for at have rigtig mange piratfisk.

Men den lokale guide rystede på hovedet ad vores betænkeligheder:

»Hop nu bare i. Det er en myte, at piratfisk er farlige«.

Og han havde faktisk ret. Det viser en ny gennemgang, som det videnskabelige magasin New Scientist har foretaget af forskningen om piratfisk – også kendt som piranhaer.

Der findes mellem 30 og 60 forskellige piranha-arter, men selv de mest berygtede, dem med røde maver, er langt mindre drabelige end antaget og går kun til angreb på mennesker og andre store dyr i helt specielle undtagelsestilfælde.

Dem vender vi tilbage til. Først lidt om, hvordan myten er opstået. Det skyldes naturligvis blandt andet fiskens udseende og egenskaber: de barberbladskarpe tænder og de kraftige kæbemuskler, men især en kombination af en amerikansk præsident, en tegneseriedetektiv og Hollywood-film.

Practical joke med Roosevelt
Da Theodore Roosevelt i 1913 meldte sin ankomst til en isoleret del af Brasiliens Amazonas-jungle, besluttede nogle lokale fiskere at give den eventyrlysne ekspræsident smæk for skillingen.

De blokerede en del af Rio Aripuana med fiskenet og hældte en stor flok sultne rødmavede piranhaer derned. Da Roosevelt og hans følge af ansatte og journalister ankom, indskærpede fiskerne, at de endelig ikke måtte bade i floden eller krydse den, fordi de så ville blive angrebet og ædt af piranhaer.

Roosevelt var skeptisk, men brasilianerne tog en gammel syg ko, der havde et stor blodigt sår, og smed den i floden – på det sted, hvor de havde isoleret de sultne piranhaer med net, som gæsterne ikke kunne se.

Tilskuerne så chokeret koen blive »forvandlet til et skelet på få øjeblikke«. Roosevelt konkluderede året efter i sin rejsebeskrivelse ’Through the Brazilian Wilderness’, at piranhaen var »den mest glubske fisk i verden«, fordi den i modsætning til hajer og barracudaer ikke tøvede med at angribe noget, der var meget større end den selv.

Piranhaen var ifølge Roosevelt kort sagt »legemliggørelsen af djævelsk ondskab«.

filmstjerne.  I den nye 'Piranha'-3D-film slipper en jordrystelse en større stime forhistoriske – og glubske - piranhafisk løs i en amerikansk sø, hvor unge per tradition samles til særlige fester, hvor de soler sig, drikker, flirter - og (nøgen)bader. Det skulle der komme mange blodige gys ud af. Foto: PR-foto'Du lever kun to gange'
I 1930’erne fik myten mere kød på og blev bredt ud til resten af verden. Den belgiske tegneserieforfatter Hergé viste i Tintin-albummet ’Det Knuste Øre’ fra 1935, hvordan granvoksne mænd bliver bidt i småstykker på få striber, og i flere af de tidlige Tarzan-film agerede piranhaer skrækindjagende monstre.

Senere har Hollywood flere gange givet den en ekstra tand: Først i James Bond-filmen ’Du lever kun to gange’ fra 1967, hvor skurken Blofeld smider en kvinde i en pool med blodtørstige piranhaer, og Bond selv kun lige undgår samme grumme skæbne.

I 1978 kom gyserkomedien ’Piranha’, og for et par uger siden fik 3D-thrilleren af samme navn så premiere i USA.

Den overdimensionerede piranha i den nye film har rent faktisk eksisteret i virkeligheden: For 8-10 millioner år siden fandtes såkaldte megapiranhaer på op til en meter – næsten fire gange så store som dem, der lever i dag. Til gengæld ved vi altså, at nutidens piranhaer er om ikke tandløse, så i hvert fald langt mildere end deres rygte.

Mere trygge i flok
Den primære mytedræber på piranha-området er professor i biologi Anne Magurran fra det skotske University of St. Andrews. Hun har studeret fiskene siden 1995, blandt andet ved i flere, lange perioder at bo i flydende huse i regnskoven.

Marrugan tog egentlig til Amazonas for sammen med sin brasilianske kollega Helder Queiroz at afprøve hypotesen om, at fiskene svømmer i stimer, fordi det er mere effektivt at jage i flok.

Men den reelle årsag viste sig at være nærmest modsat: De svømmer i stimer, fordi de er bange. Marrugan og Queiroz puttede fiskene ned i kæmpetanke og målte deres åndedræt. Alle åndede hurtigere – et sikkert tegn på stress.

LÆS OGSÅDræberhajer er sociale fisk

Men jo større stimen var, jo hurtigere faldt åndedrættet til ro.

Med andre ord var piranhaerne ligesom alle andre små fisk bange for større fisk og fugle. Især alligatorer, delfiner og skarver.

Fisk med store tænder
Strukturen i stimerne bekræftede den nye teori. I stedet for at svømme med de største fisk yderst, klar til at hugge til, svømmer piranhaerne med de mindste yderst og de største inderst.

De stærkeste får med andre ord de svageste til at agere levende skjold i de usikre, ydre positioner.

»Helt basalt er piranhaerne bare fisk. Med store tænder«, forklarede Anne Magurran, da forskerparret publicerede deres første resultater i tidsskriftet Biology Letters i 2005.

Myten lever imidlertid i bedste velgående, selv om Magurran siden blandt andet har demonstreret den nye viden ved selv at dykke ned i en tank med levende piranhaer.

LÆS OGSÅForsker: Hajen er ikke en dræbermaskine

Samme stunt udføres nu hver fredag hos Danmarks Akvarium i Charlottenlund.

»Og indtil videre uden tabstal hos dyrepasserne, der er nede hos piranhaerne«, siger biolog på akvariet, Anders Kofoed:

»Så vi er glade for, at de ikke er så bidske som deres rygte«.

Akvariet har ændret informationsskiltet ved piranhaernes tank. Det fortæller nu, at der er mange ældre beretninger fra Sydamerika om skamfering af både hjorte, okser, heste og mennesker, men at der ikke findes dokumentation for drab på mennesker.

De ansatte forsøger også at aflive myten ved hver fodring af piranhaerne og på specielle informationsaftener, næste gang på onsdag.

»Her i foråret prøvede vi at tilbyde vores røde piranhaer et kohoved. De blev så bange, at de flygtede ind i et hjørne af akvariet«, fortæller Anders Kofoed. Ikke meget Roosevelt-djævelskab over det.

Kofoed tilføjer dog, at fiskene kan være meget barske mod deres artsfæller.

Det bekræftes af den nye New Scientist-gennemgang, der understreger, at piranhaerne ikke er helt harmløse. Deres tandsæt bliver udskiftet flere gange i deres levetid, én side ad gangen, så de hele tiden kan være skarpe i deres jagt.

De tager typisk ret store bidder af andre fisk, og de gør det ofte ved at vente i skjul og pludselig svømme ud og hugge til. Føler de sig sikre, går de gerne efter øjne og hale, så de kan handikappe deres modstander og senere spise endnu mere i ro og mag. De spiser også gerne ådsler af større dyr eller lig af mennesker.

To bidske tilfælde
Og så er der to tilfælde, hvor piranhaerne kan være farlige for større, levende væsner:

I det ene tilfælde handler det om, at hannen forsøger at forsvare de æg, som hunnen har lagt i en slags rede ved bunden. Her kan den svømme ud og bide hvad som helst, der kommer tæt på. Men kun én gang, for den skal tilbage og passe på æggene.

Det forklarer, hvorfor næsten alle de mennesker, der er blevet angrebet af piranhaer, kun har fået et enkelt bid fra en enkelt fisk.

Det andet tilfælde er uhyre sjældent – fordi de lokale i Amazonas godt ved, at de skal undgå det: Hvis vandstanden i junglens floder er meget lav, kan der blive så stor mangel på føde, at piranhaerne bliver desperate.

Og så kan de, ifølge biolog Michael Gouldings bog ’The Fishes and the Forest’ »på kort tid fortære et hvilket som helst dyr eller menneske, som bevæger sig ned i vandet«.

Der var hverken piranhaæg i nærheden eller lav vandstand, da vi overvandt vores frygt og hoppede i floden på min bryllupsrejse. Denne artikel er derfor skrevet med alle ti fingre og andre lemmer i behold.