Det er sæson for nye computerspil i disse dage. I dag kommer en ny udgave af det militære dræberspil ’Call of duty’, og næste måned kommer en ny udgave af ’World of Warcraft’.

Så har børnene noget at hygge sig med inden døre i de lange vinterdage, mens forældrene bekymrede ser til fra sidelinjen og undres over, hvorfor børn – især drenge – er så optagede af de voldelige, men egentlig ganske harmløse spil.

Og hvorfor er det så, at drenge ned til 9-års alderen er så vilde med at spille spil, hvor aldersgrænsen egentlig er 16-18 år?

Drab sker uden følelser
Det skyldes især to ting, vurderer professor i børnelitteratur ved Cambridge University Maria Nikolajeva, der er mor til fem børn og følger med i spilverdenen og forskningen på området.

For det første er der ved spil, såvel som i litteraturen, mulighed for at leve sig ind i en anden verden, identificere sig med en person og dele dennes oplevelser, mens man slipper for at opleve konsekvenser af dennes handlinger.

I krigsspillene opstår en virtuel verden i børnenes hoveder, hvor der ikke er forståelse for, at det faktisk er mennesker, der mejes ned. Først i puberteten opstår ifølge hjerneforskningen og litteraturforskerne den dybere evne til at føle empati med fiktive personer. For drengene begynder det at ske i 13-års alderen. Inden da forbinder de ikke det at dræbe i et spil med følelser.

Det er derfor, at en dreng begejstret kan råbe: ’Jeg skal lige dø først mor, så skal jeg nok komme ...’, når der kaldes på ham, vurderer Maria Nikolajeva.

Man dør kun for sjov
»Problemet med spil er, at det blandt børn er meget svært at skabe empati på samme måde som med hovedpersonen i en bog. I en bog er der typisk visse etiske forudsætninger indbygget, og man tvinges til at tage stilling. Typisk er det også sådan, at den onde besejres eller straffes. Sådan er det ikke i spil, hvor der i mange tilfælde heller ikke er konsekvenser af ens handlinger. Man kan bare starte forfra igen, når man dør«, forklarer hun.

»I nogle bøger opererer man med to verdener, og her er det let at skelne og sige, at denne verden er uvirkelig, så det her sker ikke i den virkelige verden. Med spil er det mere problematisk. Her dræber man som i virkelige krige, som man også kan se det på tv, men samtidig dør man kun for sjov. Det kan resultere i, at børn, der spiller meget, ikke har helt styr på, hvad der er virkelighed og spil«.

Hjernen omstiller sig
Desuden er drenge formentlig mere vilde med den slags spil, fordi de udvikles senere end piger. Allerede i 11-års alderen begynder pigers pubertet og dermed udviklingen af hjernens evne til at vise empati.

»Hjernen begynder at omstille sig fra total selvfiksering til en mere social adfærd, og så tænker man sig mere om, før man slår nogen ihjel i et spil«, siger hun.

»Formentlig kobler det sig til evolutionen, at det er et overlevelsesinstinkt hos piger, fordi de førhen skulle tage sig af børnene meget tidligt og dermed udvise empati, mens manden gik ud for at jage og slå ihjel«.

Ifølge neurolog og professor ved Oxford University Susan Grienfield har børn sværere ved at fokusere på andre ting, når de spiller meget. Meget actionprægede spil med masser af følelsesstimuli, men ingen konsekvenser for spilleren fører til rastløshed, utålmodighed i andre situationer og svækket evne til at udvise empati, mener hun.

Danske børn spiller mest
Om spillene så er skadelige for børn, har forskningen intet entydigt svar på.

»Det handler om at følge med i, hvad og hvor meget børnene spiller, og så tale med dem om det. Men det gør de færreste forældre«, siger Maria Nikolajeva.

En tysk undersøgelse viser i øvrigt, at danske drengebørn i alderen 6 til 16 år er blandt de mest computerspillende i Europa foran såvel finner og svenskere som tyskere, briter og hollændere. Generelt siger børnene, at de især spiller, når de keder sig, vejret er dårligt, eller de er alene.