Før midten af 1900-tallet kendte inuitter og andre beboere i det nordlige Arktis slet ikke spækhuggere, og så sent som i 1990’erne kunne antallet af årlige observationer tælles på en eller to hænder.

Men det seneste årti er antallet af disse sort-hvide dræberhvaler nærmest eksploderet, og det vil medvirke til at presse isbjørnen og andre store arktiske pattedyr mod udryddelse, viser ny forskning fra Manitoba University i Canada.

Forskningen indgår i den store samlerapport ’Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic’, der blev præsenteret i København i denne uge.

Øget konkurrence mellem arter
Det er den canadiske biologiprofessor Steven Ferguson, der har kortlagt spækhuggernes tendens til at søge længere mod nord, i takt med at klimaændringerne slår igennem.

»Når spækhuggeren og andre pattedyr fra tempererede områder invaderer arktiske have, vil det give øget konkurrence mellem arterne og også kræve tilpasning fra menneskets side«, påpeger Steven Ferguson.

Spækhuggeren har hidtil holdt sig væk fra Arktis, fordi havis generer dens store, følsomme finner. Men i det seneste årti er mængden af sommer-havis skrumpet ind, og det har betydet gæstevisitter, der typisk varer fra juli til september.

Ved fravær af is kan spækhuggerne nemlig bruge deres ret avancerede jagtmetoder, hvor de for eksempel ved hjælp af sofistikeret kommunikation med artsfæller ’svømmer i karrusel’ omkring offeret.

I august 2005 så de lokale i Kakiak i canadiske Hudson Bay for eksempel et dusin spækhuggere omringe og dræbe adskillige narhvaler i løbet af seks timer.

Sælen har en nøglerolle
Netop narhvalen – der udelukkende findes i Arktis – er et af de pattedyr, der risikerer at tabe terræn som følge af spækhuggernes indtrængen og glubende appetit. Heller ikke kaskelothvaler og hvidhvaler er for store mundfulde.

Teknisk set er dræberhvalen faktisk en delfin – deraf den høje intelligens – men det er en meget stor delfin, der kan blive seks-otte meter lang og veje mere end seks ton. Og så er den et af havets mest fleksible rovdyr, der blandt meget andet har fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, søkøer og sæler på menuen.

Sæler er i denne forbindelse en nøgleart, fordi den er vigtig føde for både isbjørne og mennesker. Sælerne har nydt godt af de svindende ismasser, fordi både isbjørne og mennesker har sværere ved at jage den i vandet end på isen.

Men de seneste år har fiskere fra blandt andet Labrador fortalt, at de stadig oftere har set sæler hoppe pludseligt op på isflager, fordi der var cirklende spækhuggere i farvandet. Også spækhuggernes jagt på kaskelothvaler og hvidhvaler kan give problemer for inuitterne, både fødevaremæssigt og kulturelt, påpeger Fergusons forskerhold.

Pukkelhvaler, vågehvaler og gråhvaler trækker også længere mod nord, men er ikke rovdyr og vil derfor slet ikke give så meget ballade i økosystemet.

Mest udbredte pattedyr
Foreløbig optræder spækhuggeren stadig i ret beskedent antal omkring Nordpolen.

Forskerne er ikke sikre på, hvor mange der kommer på arktisk sommervisit. Tallet kan være så lavt som 50-100, men det kan også være op mod 2.000. Og de er ikke i tvivl om, at antallet vil stige markant – medmindre mennesket griber ind for at sikre de andre store pattedyr i området.

Ferguson mener, at den eneste måde, hvorpå man kan forhindre, at spækhuggeren er med til at udrydde andre store pattedyr, er at åbne for jagt på den.

Det er ikke ukontroversielt, men på den anden side er spækhuggeren geografisk set det mest udbredte pattedyr på kloden – næst efter en anden endnu større dræber: os mennesker.