Da dyrlæge Mads Berthelsen fra Zoo i København for et par år siden var på studietur i Malaysia - i en nationalpark i regnskoven, hvor Zoo er involveret i et naturbevarelsesprojekt - fik han en ide, som han først opfattede som lidt syret. Men som han alligevel besluttede sig for at afprøve.

Mads Berthelsen så, hvordan medarbejderne, hvor godt de end søgte at dække sig til, uundgåeligt blev angrebet og tappet af blodhungrige igler, når de bevægede sig ud i den fugtigvarme regnskov, hvis tætte, dybgrønne løv hang som en anden baldakin og skyggede for tropesolen. Og så slog det ham:

Igler går jo ikke kun på mennesker, men hægter sig på alle de pattedyr, de kan komme i nærheden af. Hvad nu, hvis man over tid indsamlede igler i regnskoven og dna-analyserede det blod, de indeholder – ville man så gradvist kunne få en fortegnelse over de vildtlevende dyr, der er i skoven?

I en artikel, der i aftes blev offentliggjort i det estimerede videnskabstidsskrift Current Biology, kunne Mads Berthelsen sammen med forskerkolleger fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet og Department of Geography ved det britiske University of Cambridge så vise, at metoden fungerer. Og tilmed forbløffende præcist, fortæller biolog og ph.d.-studerende Philip Francis Thomsen, som i samarbejde med professor Tom Gilbert, begge fra Center for Geogenetik, har udført dna-analyserne:

Igler i stedet for kamera
»For vi kunne ved hjælp af velkendte og i virkeligheden ret basale teknikker identificere dna’et i det blod, regnskovsiglerne havde suget – og dermed igle for igle få et præcist genetisk fingeraftryk af det pattedyr, blodet stammede fra. Det åbner på mange måder helt nye perspektiver«.

Overalt på kloden er vildtlevende pattedyr truet af menneskets aktiviteter og menneskets behov for at inddrage natur til blandt andet landbrug. Presset er nu så stort, at hver fjerde vildtlevende pattedyreart ud fra en biologisk vurdering kan betegnes som truet. For at kunne gøre en indsats, der skal hjælpe disse arter, er det nødvendigt at indsamle pålidelig viden om dyrenes antal og levesteder.

LÆS OGSÅ Danskere finder middel mod uhelbredelige sygdomme

»Lige præcis her kan det knibe, når vi taler om pattedyr i Sydøstasiens regnskove«, fortæller Mads Berthelsen, der også er adjungeret lektor ved Københavns Universitet:

»For skovene er tit meget svært tilgængelige. Og når man er derinde, er det vanskeligt og i bedste fald stærkt tidskrævende ved hjælp af observationer at få et indtryk af, om et bestemt dyr findes i området, samt hvor udbredt det er«.

»I stedet for at lade biologer observere kan man bruge forskellige former for fotofælder – altså strategisk anbragte kameraer, for eksempel i nærheden af steder, hvor dyrene kommer for at drikke. Men det giver heller ikke noget præcist billede. Og det var derfor, jeg kom til at tænke på, om ikke iglerne kunne gøre arbejdet for os«.

En ukendt stribet kanin
For at gennemføre det forsøg, der skulle vise, om iglerne duede, fik de danske forskere deres kollega Nicholas Wilkinson fra University of Cambridge til at indsamle 25 igler i Annamitområdet i det centrale Vietnam. I dette uvejsomme jungleområde er biologer endnu ikke nået til bunds med kortlægningen af pattedyr, og der er inden for de seneste årtier dukket flere hidtil ubeskrevne arter op, herunder den stribede annamitkanin.

Da de 25 igler blev dna-analyseret på Center for Geogenetik, opdagede man noget interessant, fortæller professor Tom Gilbert:

Grafik:  Mads Pedersen. Tegning: Lucy Molleson.

»21 af de 25 igler havde nemlig pattedyr-dna i sig. Og da vi efterfølgende sammenholdt sekvenserne med de store databaser med genetiske ’fingeraftryk’ fra pattedyr, der efterhånden er bygget op, kunne vi se, at de 21 prøver repræsenterede 6 forskellige arter. Foruden den stribede kanin var der blandt andet en korttandet grævling, en såkaldt munjtac-hjort og en serow, der er en stor ged. Det var ret mange forskellige dyr i så få prøver«.

Den landlevende blodsugende igleslægt, der huserer i Vietnam, findes i hele Sydøstasien samt i Australien og på Madagaskar. I resten af verden findes disse igler (Haemadipsa) derimod ikke, hvilket sådan set er en skam, fordi det udelukker pattedyrkortlægning ved hjælp af igler i blandt andet Afrika og i Mellem- og Sydamerika.

Tusinder af igler skal analyseres
»Et centralt aspekt ved vores arbejde har været at finde ud af, hvor længe dna i iglers bytteblod kan holde sig«, fortæller Philip Francis Thomsen:

»Det gjorde vi ved at give en række ’modeligler’, som vi havde gående i Zoos laboratorium, et solidt måltid gedeblod. Vi valgte gedeblod, fordi der aldrig før havde været gedeblod inden for dørene i dette laboratorium, og dermed kunne vi udelukke risikoen for såkaldt krydsforurening fra tidligere forsøg«.

LÆS OGSÅDanskere vækker opsigt med ny lymfekræft-forskning

»Det viste sig, at iglerne kan opbevare blod i mindst fire måneder, før dna’et i bytteblodet kan blive så nedbrudt, at det ikke længere kan identificeres. Hvordan iglerne langtidskonserverer blodet – og det sker jo ved en relativt høj temperatur – ved vi ikke. Men det kunne det faktisk også være interessant at kigge nærmere på«, siger Philip Francis Thomsen.

Den nye metode skal nu afprøves i en række større forsøg, formentlig i Malaysia og på Borneo, og her vil forskerne analysere pattedyrblod fra flere tusind igler. Ligesom man skal finde ud af, hvordan igler mere systematisk skal indsamles i det skovområde, man ønsker at undersøge.