Københavns Universitet kan ikke løbe fra sit medansvar i Penkowa-sagen.

Det mener Per Soelberg Sørensen, professor i sklerose ved Rigshospitalet.

Han er uenig med formanden for Københavns Universitets (KU) bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, der overfor Ritzau helt frikender universitets ledelse for at have et medansvar for hjerneforsker Milena Penkowas forskningssvindel.

LÆS MEREDom over Penkowa: Hjerneforskeren fuskede og snød

»Det kan man ikke sige så kategorisk«, siger Per Soelberg Sørensen.

Stod bag underskriftsindsamling
Da sagen rullede i medierne, tog han sammen med flere andre forskere initiativ til underskriftindsamling blandt forskere på Københavns Universitet.

De krævede en uvildig undersøgelse af sagen, hvor der også blev kikket med kritiske øjne på ledelsens egen rolle i sagen.

Men det blev afvist af universitets bestyrelse, som i stedet fik lavet en undersøgelse af Kammeradvokaten, der frikendte ledelsen.

»Man kan diskutere, om det var en uvildig undersøgelse«, siger Per Seeberg Sørensen, som ærgrer sig over, at sagen fik det omfang, den gjorde.

LÆS OGSÅ Formand frikender universitet i Penkowa-sag

»Sagen har skadet Københavns Universitets internationale ry. Det kan man se, når man læser internationale tidsskrifter som Nature. Det er bestemt ikke noget, som har gavnet Københavns Universitet«, siger han.

At Milena Penkowa rent faktisk brød alle regler for redelig forskning fremgår af et udkast til afgørelse, som Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har formuleret, og som Weekendavisen er kommet i besiddelse af.

Her konkluderes det blandt andet, at Milena Penkowa forsætligt manipulerede med data.

Undrer sig over KU's reaktion
Der burde ifølge Per Soelberg Sørensen give anledning til selvransagelse hos KU.

»Det er meget alvorligt. Når bestyrelsen får den endelige tekst fra UVVU i hånden, så bør de genoverveje, om ikke de alligevel skulle få lavet en uvildig undersøgelse af deres rolle i sagen«, siger Per Soelberg Sørensen.

Han undrer sig specielt over, at universitetet ikke tog sit eget bedømmelsesudvalg mere alvorligt, da udvalget underkendte Penkowas første doktordisputats i 2003.

»Så kunne man måske have fået stoppet Penkowa langt tidligere«, siger han.