Annonce
Annonce
Annonce
Videnskab 3. jul. 2012 KL. 18.05

Kattebakke-parasit kan føre til selvmord blandt kvinder

Infektion fører til ændringer i hjernen, viser undersøgelse blandt 45.000 danske kvinder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En almindelig parasit, som blandt andet trives i kattebakker, bliver nu kædet sammen med øget selvmordsrate hos kvinder.

Forskerne fra lægeseminaret på Maryland Universitet kan ikke påvise, at parasitten toxoplasma gondii fører til selvmord, men skriver efter at have fulgt 45.000 danske kvinder, at tidligere inficerede forsøger selvmord halvanden gange oftere end kontrolgruppen.

»Vi kan ikke sige med sikkerhed at T. gondii får kvinder til at dræbe sig selv, men vi har fundet en sammenhæng mellem infektion og selvmordsforsøg senere i livet, som fortjener yderligere undersøgelser«, siger en af forskerne bag, psykiateren Teodor T. Postolache ifølge den amerikanske tv-station ABC.

Jo flere antistoffer, jo højere selvmordsrisiko
Det har længe været kendt at gravide, som inficeres med parasitten, risikerer at deres barn får hjerneskader eller dødfødes.

Ifølge de nye resultater stiger kvindernes egen risiko for at forsøge at tage livet af sig i direkte relation til, hvor mange antistoffer mod parasitten, de får dannet.

Det sker ved, at kvindernes hjerner ændrer sig. Meget mere vides endnu ikke.

»Der er stadig meget, vi ikke ved. Vi har brug for en større kohorte (et større undersøgelsesmateriale, red.) og en bedre forståelse af den sårbarhed, nogle mennesker har over for parasitter«, siger Teodor T. Postolache.

Ved ikke at de er inficerede
Cirka en tredjedel af verdens befolkning er udsat for toxoplasma gondii, men de fleste ved slet ikke, at de har været udsat for parasitten, som også findes i råt kød og på uvaskede grøbtsager.

Efter indtagelse spreder parasitten sig fra tarmsystemet og til musklerne og hjernen, og tidligere undersøgelser hos rotter viser, at den kan bo i flere områder af hjernen, deriblandt i de dele der har at gøre med følelser.

For at påvise sammenhængen med selvmord, tog undersøgelsen udgangspunkt i det danske Dødsårsagregister. Her fandt forskerne frem til kvinder der fødte mellem 1992 og 1995, og hvis børn var inficeret med parasitten.

Da forskerne siden dobbeltjekkede for selvmord og rensede tallene for sindslidelser, kom de frem til den uhyggelige sammenhæng.