Religionen vinder frem i Europa - og i Danmark.

Det betyder, at indbyggerne nu må tage stilling til religiøse spørgsmål i højere grad end førhen, viser en rapport fra Københavns Universitet.

»Vi kan ikke længere leve i denne offentlige virkelighed uden på en eller anden måde at skulle forholde sig til religion«, forklarer Niels Valdemar Vinding, der er ph.d.-studerende ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning og medforfatter til rapporten om religionens rolle i det danske samfund.

»Det betyder ikke, at man får religion proppet ned i halsen, men at man i højere grad skal forholde sig til andres religion i det offentlige rum. Vi kan ikke tro, at vi kan leve i en sekulær osteklokke«, siger han til politiken.dk.

Flere religiøse udtryk
Resultatet er, at religiøse udtryk, symboler og synspunkter nu hyppigere findes i det offentlige rum: På arbejdspladserne, i skolerne og i medierne.

»Vil man forberede sig på det sætter man sig ind i sin egen og i andres religion«, siger Vinding.

Han ser en tendens til, at den udvikling får befolkningen til at opdele sig i tre grupper fra de arge modstandere til indædte forsvarere - adskilt af en pragmatisk bred midtergruppe.

MINORITETER.  Den russisk-ortodokse kirke i København er et af de minoritetstrossamfund, der findes i Danmark. Foto: Joachim Adrian.

»Vi ser en strategi, hvor folk fjerner sig fra religion. Det er en holdning, der bliver intensiveret. I den anden ende er der nogle, der siger, at religion er en fornuftig ting i livet. Og så er der midterkategorien, som finder, at 'Vi skal være her alle sammen'«, konstaterer han.

Midterkategorien er at ligne med det tavse flertal.

»De to yderpositioner er de mest højtråbende og dem, der får mest opmærksomhed«, finder forskere fra Københavns Universitet.

Omvæltninger driver udviklingen
Førhen var Danmark præget af en folkekirkekristen religion.

»Vi har haft en majoritetsreligion, man er socialiseret ind i. Man har fået den ind med modermælken uden nødvendigvis at tage stilling til den«, lyder Niels Valdemar Vindings beskrivelse af den position, religiøsiteten har haft.

Siden har store begivenheder og samfundsforandringer spillet ind. Rushdiesagen med dødstrusler for blasfemi mod en pakistanskfødt forfatter, Murens fald mellem DDR og Vesttyskland, muhammedtegningerne og 11. september-terrorangrebene i USA og indvandringen spiller ind.

BEDESTED.  Wat Pa-templet i Dragør. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard.Værdipolitik banede vejen
I dag er religiøsiteten rykket opad på dagsordenen. Det har været på vej i lang tid, vurderer Vinding og peger på den borgerlige regerings politik i årene fra 2001 til 2011.

»Værdipolitik er en måde at tale om religion uden at tale om den. Sådan en italesættelse af det værdibaserede har igen givet os et sprog, hvor vi kan forholde os til religionen«, siger han og konkluderer: »Den almindelige dansker kommer til at skulle tage stilling til religion i hverdagen«, forudser forskeren.

Konflikter præger mediebilledet
Men mens medierne efter hans vurdering har en faible for at understrege konfliktaspektet ved religionen, som det er sket ved omtalen af den omstridte ramadanmiddag i Folketinget, DR's ugelange fokus på islam eller for den sags skyld eid-urolighederne i Vollsmose.

Det giver ikke et retvisende billede af de religiøse spørgsmåls rolle.

»Der er lige så mange positive ting ved religion. Det er grundlæggende en social ting, et verdensbillede. Religionen har vist sig at kunne forklare nogle grundlæggende ting for mennesker«, siger Vinding.

Folkekirken eksempel til efterfølgelse?
Han ser folkekirkens religiøsitet som et eksempel, der - venter han - kan vinde indpas hos andre trossamfunds tilhængere, der ganske pragmatisk bliver inspireret af folkekirken i deres tilknytning til institutionen og troen.

»Den kan gå hen og blive en inkluderende institution, hvor folkekirkelighed bliver et princip, man godt kan følge som muslim eller jøde«.

Debat får folk til at søge mere viden
Til gengæld er mange fortsat famlende i forhold til religionens indtog i den offentlige debat.

»Der er mange, der har meget at sige om religion. Det er svært at holde skæg for sig og snot for sig. Derfor forsøger man at finde ud af, hvad man skal mene om det. Det betyder, at man forsøger at blive klogere på det religiøse, og det giver et ekstra nuanceret blik på, hvad religion er i de bredere offentlige sammenhænge«, siger Niels Valdemar Vinding.