Myten om planteædende dinosaurer med lange girafhalse, der spiste blade fra træerne øverste grene, som ingen andre dyr kunne nå, er blevet effektivt aflivet af den australske evolutionsbiolog Roger Seymour. Det skriver det videnskabelige, britiske tidsskrift Royal Society.

Hidtil har forskere antaget, at de kæmpemæssige planteædere, der tilhørte sauropoderne, havde en forkærlighed for det friske grønne løv, som ingen andre dyr kunne nå – på samme måde som giraffer er evoleret til at udnytte sin højde og lange hals.

Langhalsede dinosaurer var forholdsvis almindelige i den sene juratid for 150 millioner år siden og bliver ofte afbildet stående på bagbenene, mens de strækker halsen op i luften og nipper af bladene.

Men det er ikke problemfrit at løfte en massiv hals og hoved til toppen af et træ på størrelse med et højhus. Det kræver masser af energi, et enormt blodtryk og et kæmpemæssigt hjerte. Det havde dinosaurernes største kæmper som for eksempel mamenchisaurus, barosaurus og diplodocus efter alt at dømme ikke, selv om de med en maksimal længde på 30 meter var blandt de største dyr, der nogensinde har levet på Jorden.

Hjerte på over to ton
Ved at simulere hvor højt et blodtryk, det ville kræve en barosauruas at løfte sit lille hoved til toppen af et træ, kunne Roger Seymour påvise, at den store planteæders venstre hjertekammer ville have vejet cirka 2 ton. Det ville være umuligt af flere grunde:

»For det første ville det blive meget svært at finde plads til så stort et hjerte i dinosauren. Dernæst ville hjertets energiforbrug være større end resten af kroppens energibehov tilsammen. Og endelig ville hjertet være så massivt og svært bygget, at det ville bruge mere energi på at udvide sig end at pumpe blod rundt«, fortæller forskeren.

Derfor støtter flere forskere nu Roger Seymours teori om, at de gigantiske sauropoder måtte have spist i vandret stilling og ikke lodret. Ved at holde hovedet og halsen vandret, ville energiforbruget blive langt mindre.

»Dyret ville have brugt halvdelen af dens energiindtag på bare at pumpe blodet rundt«, forklarer Roger Seymour.

Diskuteret i 30 år
Dinosaurernes blodtrykskvaler har kun to mulige løsninger, ifølge Roger Seymour:

»Enten holdt dyrene sig til at spise i vandret stilling, eller også var de koldblodede, som krybdyr, med lavt blodtryk«.

Det er en ømtålelig diskussion, der har været genstand for debat i mere end 30 år. Roger Seymour vil dog gerne indrømme, at en lodret spisestilling var mulig med et lille hjerte, men kun hvis de var koldblodede. Det ville dog stadig have krævet et kraftigt hjertekammer, der ikke ville have pumpet optimalt.

»Vi har diskuteret, hvorvidt dinosaurer er kold- eller varmblodede i 30 år, men vi kan aldrig vide præcist, hvordan dinosaurernes blodkredsløb fungerede. Under alle omstændigheder er det usandsynligt, at disse dyr løftede deres hoved så højt, som det normalt afbildes«, beretter Roger Seymour.