Måske har du hørt om den store plamage af plastikaffald, der driver rundt i Stillehavet, og som er blevet ekstra kendt, efter at rockgruppen Gorillaz gjorde den til omdrejningspunkt for sit seneste succesalbum ’Plastic Beach’.

Rent faktisk er der ikke tale om én plastikstrand eller plastikø, men om to gigantiske supper af mikroskopisk plastikaffald. Og de er ikke alene: Der er opdaget yderligere en stor suppe i Atlanterhavet, og en svensk undersøgelse viser, at der også er langt mere mikroplastik i de skandinaviske farvande, end man hidtil har troet.

De svenske forskere brugte et mere fintmasket net end traditionelt ved denne type undersøgelser. Det afslørede, at der ikke er 1-10 plastpartikler i en kubikmeter gennemsnitshavvand, men snarere op mod 2.000.

Mangel på frisk vand
Svenskerne var mest foruroligede over forekomsterne i Den Botniske Bugt, som er lavvandet og sjældent får tilført frisk vand ude fra Atlanterhavet. Ved Umeå fandt man 104.780 plastikpartikler og 14.620 egentlige plastfibre per kubikmeter havvand.

Det var klart det højeste antal i undersøgelsen, men også andre fund gav anledning til bekymring. I Bornholmerdybet var der for eksempel 3.340 partikler og 940 fibre per kubikmeter.

LÆS OGSÅStor plastikpøl fundet i Atlanten

Lavest var forekomsterne i den svenske del af Skagerrak og Kattegat, men det betyder ikke, at vi kan ånde lettet op i Danmark, understreger Peter Grønkjær, lektor i marinøkologi ved Biologisk Institut på Aarhus Universitet.

For en del af de indre danske farvande har lidt samme problem som Den Botniske Bugt: Atlanterhavet når sjældent ind og skyller vandet godt igennem.

»Plastforurening er lige så alvorligt i de danske farvande som på resten af kloden«, vurderer Peter Grønkjær.

Skjulte giftstoffer
Hvis man vil have et lille indtryk af affaldets udbredelse, skal man ifølge Grønkjær bare gå en tur ved Vesterhavet efter en storm – og så reflektere over, at det kun er en lille del af plastiksuppen, der kan ses med det blotte øje. Langt det meste er nedbrudt af sol, vind og bølger til mikroskopiske partikler, der hver især vejer mindre end en tiendedel af en papirclips.

Nedbrydelsen af disse partikler kan imidlertid tage tusinder eller millioner af år, og selv om de ikke som store plastikstykker kan kvæle fugle, havoddere og skildpadder, kan de alligevel være farlige.

Især fordi de opsuger giftstoffer fra kemikalier, der ryger videre i fødekæden – til dyreplankton, bunddyr, fisk og fugle og i sidste ende også til os mennesker.

Bundmaling giver problemer
Indtil for nylig regnede man med, at hovedparten af plamagerne var rester af poser og andet håndgribeligt plastikaffald smidt over bord fra skibe eller skyllet ud fra floder eller kyster.

Men forskerne er på det seneste blevet opmærksomme på andre kilder, for eksempel rester af skibes bundmaling samt skønhedsprodukter, fleecetrøjer og andet vasketøj, der skylles ud gennem kloakkerne og ikke fanges i rensningsanlæg.

Hovedforskeren bag den svenske undersøgelse, Frederik Norén, ph.d. i dyreplankton på Göteborgs Universitet, er især bekymret for det store antal sorte partikler, der blev fundet i de svenske farvande. Meget tyder nemlig på, at de stammer fra slitage af veje og dæk.

»Og så kan det være alvorligt, eftersom den type partikler har en kendt giftvirkning på dyr«, påpeger Norén i det svenske havmiljøinstituts magasin Havet.

Som kontinenter af affald
Indtil for få årtier siden troede selv velestimerede forskere på mundheldet om, at ’Havet sletter alle spor’.

Men i 1988 forudså en rapport fra det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) faktisk, at der ville opstå kæmpemæssige plastiksupper i havene.

Forskerne vurderede ud fra data fra Det Japanske Hav, at havstrømme ville akkumulere de største mængder plastik i det såkaldte North Pacific Gyre mellem Californien og Japan.

LÆS OGSÅTegneserieband gør skrammel til genial pop

Den advarsel tog ingen rigtig notits af, før den tidligere møbelfabrikant Charles Moore besluttede at skyde genvej på vej hjem fra en kapsejlads mellem Los Angeles og Hawaii.

Med sin katamaran ’Algalita’ skråede kaptajn Moore ind i et område, sejlere normalt undgår – det subtropiske område nord for Hawaii, hvor et kæmpemæssigt roterende højtrykssystem skaber næsten permanent vindstilhed.

Som et arktisk skib, der skubber sig gennem flager af grødis, sejlede ’Algalita’ her gennem et mindre kontinent af plastikkrus, kapsler, øldåseringe, slatne balloner, madpakkepapir, sammenfiltrede fiskenet, fragmenter af polystyrenemballage og ikke mindst et hav af plastikposer.

LÆS MEREPlastikaffald møger Stillehavet til

Moore kastede sig ind i kampen mod plastiksuppen med sin nyetablerede miljøorganisation The Algalita Marine Research Foundation. Sammen med et forskerteam har han blandt andet fundet fisk, der trods en størrelse på 6,5 cm havde 86 stykker synlig plastik i bugen.

Moore og hans forskerteam vurderer, at The Great Pacific Garbage Patch – det store affaldsfelt i Stillehavet – har en størrelse på tre gange Frankrig, det vil sige 1,5 millioner kvadratkilometer.

Andre forskere mener, at der reelt er tale om to felter, et mellem Californien og Hawaii og et mellem Hawaii og Japan. Og at de to – inklusive alle områderne, hvor der udelukkende er mikroskopiske plastikrester, man hverken kan se med satellit eller det blotte øje – fylder omkring det dobbelte af USA, det vil sige næsten 20 millioner kvadratkilometer. Enkelte taler endog om et samlet areal på størrelse med Afrika: 30 millioner kvadratkilometer.

Vægten af plastiksupperne i Stillehavet anslås at være mindst 100 millioner ton.

Registreringer i 22 år
Charles Moores opdagelse i Stillehavet rejste naturligvis en mistanke om tilsvarende kæmpesupper andetsteds, men det var først i februar i år, at de amerikanske geofysikeres årlige møde for havforskere turde konkludere på sagen:

Jo, også Atlanterhavet havde en gigantisk affaldsplamage, viste 22 års registrering af fremmedlegemer i oceanet, som Sea Education Association i Woods Hole, Massachusetts, havde udført med stadig mere fintmaskede planktonnet.

Heller ikke Atlanterhavssuppens omfang kunne stadfæstes nøjagtigt, men forskerne er ret sikre på, at den dækker et område, der strækker sig fra 22 til 38 grader nordlig bredde – sådan cirka afstanden fra København til Madrid.

Mulig løsning med bakterier
Nu er videnskaben så ret overbevist om, at plastiksuppen findes i større eller mindre omfang i hele verden. Men man er stadig ikke blevet meget klogere på, hvad man skal gøre ved den.

University of Sheffield tændte for nylig et lille håb, da man opdagede bakterier, der var glade for at sætte sig på plastik – og dermed potentielt var interesseret i at æde den.

Andre forskere har imidlertid påpeget, at bakterierne formentlig kun ville kunne æde en bestemt plastiktype. Hertil kommer, at de måske ikke vil kunne klare sig i konkurrencen med andre mikrober i havet. Eller modsat: Man risikerer, at de formerer sig så meget og bliver så stærke, at de også ville æde det plastik, vi stadig bruger, for eksempel på skibe.

Nogle kommentatorer påpeger dog det tragikomiske i, at bakterier sandsynligvis har større chance for at løse en del af problemet, end mennesker har. Som den hollandske videnskabsredaktør David Graus udtrykker det på sin blog på techthefuture.com:

»Det synes helt umuligt, at vi selv skulle være i stand til at fjerne dette menneskeskabte affald. Derfor stemmer jeg helt klart på, at marinebakterierne rydder op. You rock, marine bacteria!«.