Sokker, der aldrig lugter af dine sure tæer. En vaskemaskine, der gør tøjet super rent ved lave temperaturer. Og vinduesglas, der renser sig selv, når solen skinner på det.

Det lyder simpelthen for godt til at være sandt. Men produkterne findes og er blot få eksempler på, hvad nanoteknologien kan føre til.

Nanoteknologi er en blanding af fysik, kemi, biologi og bioteknologi, hvor man arbejder med materialer og stoffer på en ubegribeligt lille skala. Derfor kan man få stofferne til at opføre sig anderledes, end de plejer at gøre.

Helt præcist er en nanometer en milliontedel af en millimeter. Et menneskehår er 80.000 nanometer bredt.

Farligt?
Men ingen ved, om nanoteknologi er farlig. Og i givet fald hvor farligt det er.

De risici, som forskerne nævner i forbindelse med nanopartikler, er blandt andet, om de kan være kræftfremkaldende eller være årsag til hjerte-kar-sygdomme.

Alligevel postes der solide forskningsmidler i nanoteknologien. Alene i år har området fået tilført rundt regnet 239 millioner offentlige kroner.

Det er ikke muligt at finde en samlet oversigt over, hvor mange offentlige midler der går til forskning i risikoanalyse af nanoteknologi.

Indsatsen skal kortlægges
Både herhjemme og i internationalt regi arbejder man på at kortlægge indsatsen, ligesom flere arbejdsgrupper undersøger, om lovgivningen skal udbygges. Samtidig vil der også fra OECD komme anbefalinger for en forskningsstrategi for området.

Men vi er allerede bagud, fordi produkter med nanoteknologi er på markedet, mener Stig Irving Olsen, der er lektor på Institut for Produktion og Ledelse på Danmarks Tekniske Universitet.

»Det problematiske er, at vi ikke kender de præcise effekter af partiklerne. Vi mangler den helt basale viden om og standarder for, hvad vi skal måle, og hvordan vi skal gøre det. Derfor kan lovgivningen heller ikke helt følge med«, siger han.

Men i Det strategiske forskningsråd mener man, at reduktion og vurdering af risici skal være en integreret del af selve forsknings- og udviklingsarbejdet. Derfor har rådet netop bevilget otte millioner kroner til at undersøge risikoen ved at bruge partikler på nanostørrelse.

Jørgen Staunstrup, som er medlem af Det strategiske forskningsråd og prorektor ved IT-Universitetet, siger:

»Vi vil gerne helt overordnet arbejde for, at forskningen bliver problemorienteret. Og med til problemet hører også de risici, der er«, siger han.

Nano ændrer alt
Miljøstyrelsen er i færd med at kortlægge, hvilke produkter der indeholder nanopartikler eller bygger på nanoteknologi.

Desuden ser de på, hvilke sundhedsmæssige problemstillinger der kan være ved brugen af nanopartikler eller nanoteknologi i produkterne.

I dag, skal produkter med kemiske stoffer nemlig ’blot’ leve op til kemikalie- og miljølovgivningen. Derfor er det producenter og forhandleres ansvar at sørge for, at der ikke kommer noget på markedet, som indeholder kræftfremkaldende stoffer eller lignende.

Det ser bare ud til, at den lovgivning ikke slår til, når det kommer til nanopartiklerne. For når man skal vurdere, om kemiske stoffer er farlige, måler man på dosis og vægt.

Når man kommer ned på nanoskala, handler det om antallet af partikler i et stof og deres overflade. Når man splitter en klump materiale, altså flere sammensatte partikler, op, får man en gruppe partikler og dermed også en meget større overflade. Derfor er overfladen stor i forhold til vægten.

Ifølge forskerne spiller det sandsynligvis en vigtig rolle, hvis man skal sætte grænser for, hvornår et stof er helbredsskadeligt.

Stig Irving Olsen har siddet med i en arbejdsgruppe under Teknologirådet, som har undersøgt, hvordan man få lavet en systematisk kontrol af risici, og om de nuværende love og regler er tilstrækkelige. Gruppen har blandt andet anbefalet:

• En stribe love skal udvides, så de tager højde for nanoteknologien. Blandt andet produktsikkerhedsloven, arbejdsmiljøloven og loven om kemiske stoffer og produkter.

• Forsigtighedsprincippet anvendes over for nanoteknologiske produkter. Det vil sige, at der hurtigt skal gribes ind over for teknologier og kemikalier, hvis man har mistanke om skadelige effekter. Samtidig skal producenterne selv bevise, at deres produkt ikke er farligt, hvis tvivlen er opstået.

• Der skal nedsættes et videnscenter, som indsamler viden om nanoteknologi og risikovurderinger.

På bar bund
»Man står på relativt bar bund i forhold til, om nanopartikler kan være farlige. Derfor er det vigtigt, at vi prøver at få samlet viden, både på nationalt og EU-plan. Så kan man fastslå, hvad vi ved, og hvor vi mangler viden«, siger Stig Irving Olsen.

Risikerer man ikke at hæmme forskningen, hvis man hele tiden fokuserer på risiciene i stedet for på fremskridtene?

»Det er en meget svær problemstilling. Men meget af forskningen foregår jo inden for andre områder end nanopartiklerne. Derfor vil den forskning ikke blive hæmmet af, at vi indfører forsigtighedsprincippet. Det er en god ide, hvis man som minimum bør lave en foreløbig risikovurdering af, hvad er det, vi har med at gøre, og så betragter partiklerne, som om de er relativt farlige. Så kan man forhåbentlig nå at komme på plads med lovgivningsarbejdet, inden nanoteknologiske produkter ligefrem vælter ind over os i større omfang, end i dag«.

Farlig vaskemaskine
Men så simpelt er det ikke, siger Jørgen Staunstrup:

»Der findes ikke bare et teknisk fiks, der gør, at to streger under de her partikler betyder, at de ikke er farlige. Det fører til en silotankegang, hvor man tænker meget disciplinorienteret og ser tekniske udfordringer for sig og risikoanalyse for sig. Man kunne med lige så god ret sige, at det var ekstremt vigtigt at forstå antennerne på mobiltelefonen, fordi det er der, problemet med strålingen er koncentreret«, siger han.

Den magiske vaskemaskine, der blev nævnt i begyndelsen af denne artikel fik også den tyske miljøorganisation Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland på tæerne, og de advarede forbrugerne om at købe vaskemaskinen.

Giftigt for sædceller
Dyreforsøg har ifølge organisationen vist, at det sølv, som skal rense tøjet, kan forstyrre nerveceller og være giftig for lever og sædceller, når det kommer ned i nanostørrelse.

Man ved heller ikke, hvordan det påvirker miljøet, forklarer professor Herman Autrup, som står i spidsen for projektet om nanosølvpartikler:

»Man frygter, at der vil samles så meget sølv i rensningsanlæg og andre steder, hvor vandet fra maskinerne løber hen, at der kan komme en effekt af sølvet der«.

Forskningsprogrammet skal udvikle metoder til at teste frie nanopartikler af blandt andet sølv. Eksperterne regner med, at den slags partikler i fremtiden kan bruges inden for vand- og luftrensning.

Vejrtrækning, hud og madvarer
Alt i alt er der tre indgangsveje for nanopartiklerne til den menneskelige krop, som projektet skal belyse, nemlig via vejrtrækningen, huden og madvarer.

Her vil man undersøge, om nanopartiklerne opfører sig ligesom dieselpartikler, der er ganske godt undersøgt, forklarer Herman Autrup:

»Bekymringen går på, at nanopartiklerne på grund af deres lille størrelse, måske kan blive overført fra lungen ud i blodvejene og så fordele sig systematisk i kroppen. De undersøgelser, der er lavet af metaloxide-nanopartikler, viser, at mange af disse partikler ikke følger de normale regler for kræftfremkaldende stoffer. De beskadiger for eksempel ikke dna-vævet direkte«, siger han.

Ud over effekten på den menneskelige krop skal projektet også se på, hvordan miljøet bliver påvirket, når de nanoteknologiske produkter bliver smidt ud.