Det har altid stået som lidt af et mareridtsscenario for forskerne: Hvad nu hvis de gashydrater – hårde klumper af is og metan – der er oplagret i den arktiske havbund, begynder at blive ustabile og udsende enorme mængder metangasser i atmosfæren, fordi de ikke længere er beskyttet af hård frost og et højt omgivende tryk?

Metangas er en stærk drivhusgas, der kan volde endnu større problemer end CO₂, og resultatet vil derfor være en drastisk acceleration af den globale opvarmning.

Hidtil har det først og fremmest været en hypotetisk diskussion; forskerne har advaret om, at det kunne ske.

Men nu virker det mere sandsynligt, at det vil ske. Russiske polarforskere har stærke beviser på, at afsmeltningen er gået ind i sin indledende fase.

De har undersøgt verdens største såkaldte shelfhav ud for Sibiriens kyst, hvor den asiatiske kontinentalsokkel strækker sig over et undersøisk område, der er seks gange så stort som Tyskland, inden den skråner ud i Ishavet. Forskerne har netop fremlagt data fra denne fjerne og kun lidt udforskede region under European Geosciences Unions årlige konference i Wien.

I den permafrosne havbund, 200 meter nede, ligger enorme mængder gashydrater indlejret i massive frosne sedimentlag. Mængden af kulstof i denne blanding af is og metan anslås til at være 540 milliarder ton.

»Hidtil har man ment, at dette undersøiske gashydrat var stabilt«, siger den russiske mikrobiolog Natalja Sjakhova, der for tiden er gæsteforsker ved University of Alaska i Fairbanks. Hun er også tilknyttet Stillehavsinstituttet for Geografi under det russiske videnskabsakademi i Vladivostok.

»Men permafrosten er blevet porøs, og shelfhavet er allerede begyndt at udlede metan til atmosfæren«.

12 gange mere metan
De russiske forskere har regnet på, hvad det vil betyde, hvis denne sibiriske permafrostforsegling smelter væk, og al gassen slipper ud. De mener, at metanindholdet i jordens atmosfære ville blive 12 gange højere end i dag. ’Resultatet ville være en katastrofal global opvarmning’, konkluderer forskerne. Som drivhusgas er metan 20 gange stærkere end CO₂.

Natalja Sjakhova og hendes kolleger indsamlede dokumentation for opblødningen af den frosne havbund, mens det var sommer i Sibirien.

»Havvandet viste sig at være stærkt overmættet med opløst metan«, siger den russiske forsker.

I luften over havet målte man nogle steder en fem gange så høj forekomst af drivhusgasser som normalt. Under helikopterflyvninger over Lena-flodens delta målte forskerne metankoncentrationer i helt op til 1.800 meters højde.

Klimabomben, som metangassen udgør, tikker også på landjorden. For nogle år siden registrerede forskerne øget koncentration af metan i det nordlige Sibirien. Den sibiriske permafrost betragtes som en af de afgørende faktorer for klodens klima, fordi der udvikles stærk drivhusgas, når mikroorganismer nedbryder de enorme mængder organisk materiale fra varmere områder, som ellers har været nedfrosset her i tusinder af år.

Forskere fra Alfred Wegener Institute for Polar and Marine Research (AWI) har gennemgået data fra offshore-boringer. Disse data viser, at permafrosten i den flade havbund er tæt på at tø. Fra 3 til 12 km fra kysten var temperaturen i sedimentet kun minus 1-1,5 grader Celsius. Inde på landjorden var temperaturen i permafrosten omkring minus 12,4 grader Celsius.

»Det er en drastisk forskel og det stærkeste bevis på, at temperaturen i den undersøiske permafrost er i en kritisk tilstand«, siger Natalja Sjakhova.

Canadieren Paul Overduin, der er geofysiker hos AWI, er enig.

»Det er langt mere sandsynligt, at der vil opstå forandringer i havbunden end på landjorden«, mener han.

Klimaforandringerne kan i sig selv være med til at fremskynde denne tendens.

»Hvis Ishavet fortsætter med at trække sig tilbage, og shelfen bliver isfri i længere perioder, så bliver vandet i disse områder meget varmere«, siger Overduin. Det kan føre til en situation, hvor sedimentet bliver varmere end frysepunktet, hvilket vil betyde, at permafrosten smelter.

Frygt for pludselige kæmpeudslip
Natalja Sjakhova rejser desuden spørgsmålet om, hvorvidt man skal vente en gradvis udsivning af gas eller et pludseligt udbrud af store mængder metan.

»Lige nu er der ingen, der kan sige, om det vil tage år eller århundreder«, siger hun.

»Men man kan ikke udelukke pludselige metanudslip, det kan ske når som helst«.

Én ting står dog fast: Optøningen af den arktiske havbund vil skabe nye potentielle metankilder, som kan bruges til blandt andet brændstof. Det forskerhold, der gennemførte den sibiriske undersøgelse, installerede en række sonder i Laptev-havet, der er en central del af det sibiriske shelfhav. Sonderne måler temperaturen i det øverste lag af den undersøiske permafrost. Paul Overduin vil have sonderne taget op i august, for så vil forskerne for første gang have adgang til et helt års data om forholdene på havbunden.

Natalja Sjakhova mener, at forskerne bør være langt mere udfarende. Hun siger, at man ved for lidt om det skrøbelige shelfsediment og dens metangas, som kan være en bombe under miljøet.

»Det her bør få alarmklokkerne til at ringe hos videnskaben«, siger hun.