Annonce
Annonce
Annonce
Videnskab 13. maj. 2008 KL. 20.36

Redaktører protesterer mod gratis net-artikler

98 videnskabsredaktører blæser til kamp mod en ny regel, der tvinger dem til at offentliggøre deres artikler på nettet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En lang række små, trykte tidsskrifter om videnskabernes seneste landvindinger risikerer at dø, når et nyt krav om offentliggørelse træder i kraft til næste år.

Det frygter 98 videnskabsredaktører fra 38 forskellige videnskabelige tidsskrifter, der har skrevet under på en protest til reglens udsteder, Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

Reglen betyder, at trykte tidsskrifter, senest 12 måneder efter de er kommet på gaden, også skal offentliggøres i en digital udgave på internettet til fri læsning for danskerne. Sker det ikke, frafalder tidsskriftsstøtten fra Forskningsrådet.

Mange bliver nedlagt
De små hundrede redaktører forudser, at kravet vil medføre et stort fald i antallet af faste abonnenter, der fremover vil nøjes med den gratis netudgave.

Det betyder færre indtægter til de små redaktioner og vil true tidskrifternes eksistens.

»Med protesten gør vi opmærksom på, at reglen vil underminere tidsskrifternes økonomi, ødelægge deres kvalitet, og mange vil helt blive nedlagt«, siger underskriftsindsamlingens bagmand, Jørgen Burchardt, forsker ved Danmarks Tekniske Museum.

Det vil især være humanistiske tidsskrifter, der bliver ramt af abonnementsfaldet, forudser Jørgen Burchardt. De er typisk rettet mod en snæver dansksproget læserskare og kan kun holdes kørende med frivilige, ulønnede ildsjæle fra forskningsmiljøet.

Åbne overfor hjælp
Underskriverne af protesten er ikke principielt imod at offentliggøre deres forskningsartikler på nettet. »Vi vil gerne sikre videnskabelige artikler den størst mulige tilgængelighed«, hedder det i skrivelsen.

Men hvis de skal være gratis, bør Forskningsrådet eller andre kompensere for de mistede abonnementsindtægter, siger Jørgen Burchardt.

Formand for Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, professor Kirsten Drotner, har modtaget protestskrivelsen og taget den til efterretning.

»Vi i Forskningsrådet er interesseret i at være i konstruktiv dialog med de danske videnskabelige tidsskrifter, og vi vil være åbne overfor at hjælpe dem med de overgangsvanskeligheder, de måtte have«, sig hun til politiken.dk.

En egentlig regelændring mener hun dog ikke kan komme på tale.