Annonce
Annonce
Annonce
Videnskab 15. jun. 2008 KL. 10.42

Træskibet Activ skal forske i Arktis

Det handler om eventyr, historie og klimaforskning, når det danskbyggede skib Activ om kort tid sætter kurs mod det nordøstlige Grønland.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Activ ligger ved kajen ved Nordatlantisk Brygge på Christianshavn og duver let i den svage sommerbrise.

Hvis alt går vel sætter hun kurs mod ishavet 24. juni.

Præcis samme dato stævnede Danmark ud i 1906 med kurs mod Arktis og ishavet ved Grønlands nordøstlige kyst. Under ledelse af polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen nåede skibet til den 76. nordlige breddegrad, hvor deres base på Grønlands kyst fik navnet Danmarkshavn.

Rejsen gentages
Nu vil kaptajn på Activ, Jonas Bergsøe, og hans besætning af søfolk og forskere, gentage rejsen i anledning af det internationale polarår og 100-året for Danmarks-ekspeditionens hjemkomst.

»Jeg har sejlet 20 år på verdenshavene, men mest i troperne. Og så tænkte jeg, at det ville være noget af en udfordring at tage et klassisk ishavsskib af træ, udruste det med moderne forskningsudstyr, og så gentage rejsen og forsøge at komme endnu længere nordpå, end Danmarks-ekspeditionen og samtidig formidle viden om et af de områder på kloden, der er mest uberørte, og hvor klimaforandringerne sætter mest tydeligst ind nu«, siger den 38-årige kaptajn.

Jordprøver skal hentes i havbunden
Forskere fra De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) skal gennemføre tre projekter under ekspeditionen.

Et projekt skal belyse, hvordan klimaet i området har udviklet sig over de seneste 4.500 år. Til det formål vil forskerne forsøge at hente seks meter lange sedimentkerner ud af havbunden ved hjælp af udstyr, som er udviklet på Geus.

Desuden skal der foretages akustiske undersøgelser for at kortlægge havbunden i områdets store fjordsystemer. Disse data kan skal bruges til at få bedre forståelse af isstrømmenes bevægelser ved overgangen mellem is og havbund og dermed få ny viden om, hvordan indlandsisen smelter.

Det tredje Geus-projekt foregår på land, hvor der vil blive indsamlet sandstensprøver fra især jura- og kridttiden for at fastslå, hvor sandet kommer fra gennem beskrivelse af sandkornenes form og kemiske sammensætning. På den måde fås et indblik i sandets vandringsveje, og dermed viden om dannelsen af potentielle reservoirer for olie.

Samarbejde med Nationalmuseet
Desuden er der et mindre samarbejde med Nationalmuseet om arkæologiske projekter og deltagelse af forskere fra det tyske Alfred Wegener Institut, som skal foretage biologiske og geologiske undersøgelser i mindre skala.

Bergsøe har knoklet et år på at planlægge og finansiere rejsen.

Skibet været på værft for at blive klargjort til den barske rejse. Træværket er blevet forstærket med et 1,25 meter bredt mavebælte af stål hele vejen rundt for at modstå presset fra de ismasser, skibet kommer til at sejle i.

Det knap 30 meter lange skib blev oprindeligt bygget i Svendborg i 1951 som et handelsskib til at sejle på Grønland med en kombination af sejl og motor som drivkraft. Motoren er nødvendig for at kunne sejle, når skibet kommer ind i storisen. Men Activ kan ikke bryde is og må finde vej gennem den.

Sponsor sprunget fra
I seks år har Jonas Bergsøe været fast kaptajn på skibet, som i dag er hjemmehørende i London og ejes af en tysk arkitekt, der har stillet det til rådighed for ekspeditionen og finansieret en del af den.

På falderebet er Jonas Bergsøe stødt på en klassisk udfordring for ekspeditioner.

»En af sponsorerne er sprunget fra i sidste øjeblik. Det betyder, at vi har 90 procent af finansieringen på plads, men mangler de sidste 10, hvilket i sidste ende kan betyde, at vi må gennemføre en reduceret udgave af ekspeditionen«, siger kaptajnen, som i øjeblikket arbejder på at få lukket hullet i finansieringen.

»Jeg regner med at få det hele på plads, så vi skal nok komme af sted«.