Hen over sommeren har flere studier vist, at permafrosten – de områder på kloden, hvor der altid er frost i jorden – i stigende grad er begyndt at tø i de øverste jordlag. Dermed løsgives drivhusgasser i form af metan og CO{-2} til atmosfæren og medvirker til global opvarmning.

Men nu viser en ny undersøgelse, at permafrosten måske er mere stabil end antaget. Permafrost, der ligger dybere nede i jorden, kan nemlig tilsyneladende klare perioder med varmere klima uden at tø. Det viser undersøgelser af et nyt fund af jordholdig is i det nordlige Canada, som menes at være Nordamerikas ældste stykke is.

»Et lag med meget gammel permafrost nogle få meter nede i jorden i Nordamerika har overlevet cirka 740.000 år. Det indebærer, at permafrosten har en langvarende modstandsdygtighed over for perioder med varmere klima og formentlig er mere stabil end hidtil antaget«, siger isforsker Duane G. Froese fra University of Alberta, som er hovedforfatter til en artikel om den gamle is, der netop er blevet offentliggjort i videnskabstidsskriftet Science.

»Permafrostlagene i de dybe lag flere meter nede i jorden og de lagre af kulstof, som er frosset i den, vil derfor sandsynligvis være stabile i de kommende årtier og måske hele dette århundrede«.

Aske afslører alderen
Froese og hans forskerhold har undersøgt is, de har fundet i en gammel mine i Canadas Yukon-territorium. I denne region ligger permafrosten nogle meter under jordoverfladen.

Ved at undersøge et lag vulkansk aske, der lå oven på det gamle stykke is, har det været muligt at fastslå dets alder til cirka 740.000 år. Dermed er det angiveligt den ældste permafrostis, der er set i Nordamerika. Det indebærer, at denne blanding af jord og is har overlevet tidligere mellemistider med global opvarmning, hvor det har været varmere og gennem længere tid end nu.

Det er før fundet gammel jord med permafrost. Men det er sket i Sibirien og Alaska. I Canada har forskerne med undersøgelsen af det ældgamle isstykke påvist, at permafrostlag også kan overleve varmere perioder i den sydlige del af områder med permafrost. Tidligere har man ikke anset det for sandsynligt. Hidtil har man troet, at permafrosten i Yukon og Alaska tøede helt op i området for 120.000 år siden, da klimaet var varmere end nu.

Alvorligt med de øvre lag
»Den største overraskelse ved vores arbejde er nok, at vi har fundet den antikke is så langt sydpå i permafrostzonen«, siger Duane G. Froese.

Mens de dybere lag permafrost altså ikke umiddelbart ser ud til at tø op og dermed frigive kulstof fra optøet organisk materiale i isen, ser det mere alvorligt ud med de øvre lag af permafrost, som typisk ligger i de øverste 2-3 meter af jorden.

De er begyndt at tø. Og så frigives kulstof, som danner drivhusgassen CO{-2}, der bidrager til opvarmning af jordkloden, når gassen trænger op i atmosfæren og danner et isolerende lag, som varme fra jorden har svært ved at slippe igennem og dermed komme bort fra kloden.

Temperaturer stiger
På den måde medvirker optøningen af jorden til, at temperaturerne stiger. Dermed kan endnu mere is smelte. Og der skabes en ond cirkel, som gør kloden endnu varmere.

Forsigtige prognoser kalkulerer med globale temperaturstigninger op til fire grader i dette århundrede, hvilket blandt andet vil være med til at smelte isen i Arktis, øge de globale vandstande og resultere i langt mere ustabilt vejr.

Jorden bløder blød
»Den dybe permafrost er ikke så bekymrende. Men i de øvre lag er der begyndt at ske optøning af permafrosten de senere år, og det er bekymrende. Ikke mindst i lyset af, at en undersøgelse så sent som sidste måned viste, at der formentlig er langt mere kulstof bundet i de øverste lag, end man hidtil har antaget«, forklarer meteorolog og ph.d. ved klimacenteret hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Martin Stendel.

»Optøningen vil gå stærkere, hvis kloden opvarmes. Vi taler formentlig om et tidsperspektiv på 50-100 år for de øverste lag og længere tid for dybere permafrost. Men allerede nu ser vi problemer de steder, hvor permafrosten er begyndt at tø. Veje, huse og rørsystemer, der er bygget i de øverste lag af permafrosten og har stået på hård, frossen jord, står nu på en blød og våd masse, der ikke er særlig stabil«.