De fleste modtagere af Nobels fredspris siden Anden Verdenskrig burde aldrig have fået prisen.

Den er nemlig blevet givet på et forkert grundlag og i strid med Alfred Nobels retsligt bindende testamente, hævder den norske forfatter Frederik Heffermehl i en ny bog.

Jurister bakker forfatteren op, skriver Dagbladet Information.

Skarp kritik af Nobelkomiteen
I morgen, tre dage før offentliggørelsen af dette års vinder af Nobels fredspris, udkommer bogen 'Nobels vilje' i Norge, der retter en skarp kritik mod Nobelkomiteen.

Manuskriptet har været holdt strengt fortroligt op til udgivelsestidspunktet, men dagbladet Information har med forfatteren Fredrik Heffermehls tilladelse haft teksten til gennemlæsning.

Heffermehls centrale påstand er, at den norske Nobelkomite, der står for uddelingen af fredsprisen, ikke forvalter sin opgave i overensstemmelse med Alfred Nobels intention. Og det er ulovligt. Ifølge elementær arveret skal testators intention nemlig følges nøje. To uafhængige forskere er enige med Heffermehl i, at Nobelkomiteen overtræder denne bestemmelse.

Det er klart, hævder Heffermehl, at Nobel ønskede, prisen skulle gå til personer, der har ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme. Han pålagde det norske Storting at opfylde denne intention, men den komite, som Stortinget gav mandatet til at udvælge prisvinderen, har i løbet af prisens historie bevæget sig stadig længere væk fra det anti-militaristiske udgangspunkt.

Nobels vilje fulgt i starten
I de første år, fra prisen første gang blev uddelt i 1901, gik langt de fleste priser i fuld overensstemmelse med Nobels vilje til personer, der havde ydet en vigtig indsats imod krig, forklarer Heffermehl.

Men efter Anden Verdenskrig begyndte komiteen at tage sig stadig større friheder og glemte helt teksten i Nobels testamente. Man udvalgte således kandidater som George Marshall, der blev tildelt prisen i 1953. Han var øverstkommanderende for den amerikanske hær under krigen og ikke ligefrem kendt for sin anti-militarisme.

Denne udvikling væk fra Nobels intention er fortsat op igennem tiden, mener Heffermehl at kunne konstatere. Og i de senere år er der for alvor sket en devaluering af fredsprisen.

Komiteen har udvalgt folk som Al Gore og Mohammad Yunus, der bestemt har eminent prisværdige indsatser for menneskeheden på cv’et, men som ikke kan siges at have ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme og derfor ikke burde kunne løbe med lige præcis Nobels fredspris.

»Fredsprisen er med tiden blevet komiteens og ikke Nobels«, konkluderer Heffermehl over telefon til Information.

Ikke upartisk
Heffermehl er imidlertid ikke upartisk i denne sag, idet han er aktiv i den norske fredsbevægelse og blandt andet tidligere vicepræsident for International Peace Bureau. Men over for Information bakker andre jurister ham nu op:

»Jeg synes, det er en vældig spændende bog og et godt stykke arbejde. Og når det gælder fortolkningen af Nobels testamente, mener jeg, han har ret,« siger Ståle Eskeland.

Han er professor ved det juridiske fakultet på Oslo Universitet og er en af de få, der har haft lejlighed til at læse Heffermehls bog i manuskriptform.

»Nobel var jo optaget af nedrustning. Først og fremmest som et middel til fred. Og de fredspriser, som bygger på det udvidede fredsbegreb, at alt, hvad der er godt, også bidrager til fred, de er jo udtryk for en fejlfortolkning af testamentet, og dermed er de ulovlige,« fortsætter Eskeland og konkluderer:

»Praksisen må bestemt lægges om for fremtiden«.

»Han har fat i noget«
Også Rasmus Felthusen, der er lektor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet og ekspert i arveret, mener, Heffermehl har fat i noget. Den danske forsker har med Heffermehls tilladelse læst en del af manuskriptet.

»Man skal finde frem til testators vilje. Hvad kan han have ment, må man spørge sig selv. Det er det afgørende,« siger Rasmus Felthusen blandt andet.

»Hvis man vælger at åbne op for noget, som ikke umiddelbart passer ind, for eksempel klima, så skulle det være, fordi krig ikke længere fandtes. Eller fordi fonden ikke længere havde midlerne til at leve op til Nobels intention. Men det er der ikke tale om. For fonden har jo en anselig størrelse, og krig florerer som bekendt kraftigt ude i verden«, siger Rasmus Felthusen.

Det sagde Nobel selv
Det juridiske kernepunkt i sagen er Nobels kortfattede testamente, som den salomonisk rige dynamitkonge skrev i 1895, et år før sin død, uden bistand fra jurister.

Om fredsprisen hedder det i Alfred Nobels testamente, at den skal gå til den person, »som har virket mest eller bedst for folkenes forbrødring og afskaffelse eller mindskning af stående armeer samt dannelse og udbredelse af fredskongresser«.

Ordet fredspris benyttede Nobel vel at mærke ingen steder i testamentet