At den amerikanske økonom og kommentator Paul Krugman modtager dette års Nobelpris i økonomi, ligner et valg, der er båret af et ønske om politisk signalgivning.

Det er første gang i otte år, at økonomiprisen på ti millioner svenske kroner gives til kun én person. Traditionen er, at prisen deles mellem flere.

Ny teori
Det Svenske Akademi begrunder valget af Krugman med, at han har formuleret en ny teori til at forklare, hvad der ligger bag frihandel.

»Han har integreret forskningsområder, som tidligere var meget adskilte - handelsteorier og økonomiskm geografi«, hedder det i motiveringen.

I snart otte år har Krugman med sine to ugentlige kommentarer i New York Times fremstået som en af Bush-administrationens mest svidende kritikere.

Krugman har syleskarpt fokuseret på, hvad han ser som en uacceptabel sammenblanding af erhvervsmæssige, private og politiske interesser i gennemførelsen af Bush-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik, som han mener er en total fallit for USA.

Han har været nådesløs i sin kritik af den amerikanske Irak-politik, når f.eks. vigtige koncessioner favoriserede selskaber med direkte eller indirekte forbindelser til vicepræsident Dick Cheneys eller andre højt placerede individers firmaforbindelser i Det Hvide Hus' magthierarki.

Ikke kun udenrigspolitikken har været i prismodtagerens kikkertsigte. Han har også ubarmhjertligt kritiseret Bushs økonomiske politik, hvor han har set sig rasende på de mange skattelettelser, der har favoriseret USA's mest velstillede.

Ofte kritiseret
Med det lys, som den aktuelle aktie- og finanskrise kaster over ikke mindst den amerikanske finanssektor, kan valget af Krugman derfor virke overordentlig godt timet.

Med i billedet hører, at Krugman ofte er blevet kritiseret af kolleger for uigennemtænkte forsøg på analyser.

I 1992 blev han internationalt kendt for en analyse af de østasiatiske vækstøkonomier, som han forklarede med, at kun et stadig voksende input af kapital og arbejdskraft kunne holde vækstrater på mellem syv og ti procent oppe i disse lande.

Krugman sammenlignede Kinas og Sydøstasiens markante vækstrater med den type økonomisk politik, som i sin tid Sovjetunionen stod for, og Krugman mente således, at de østasiatiske vækstøkonomier ville køre fast, fordi de ikke var innovative.

Da Østasien blev ramt af en finans- og valutakrise i 1997-98, viste der sig at være helt andre årsager til krisen: at banksystemerne var underdimensionerede og adgangen til billige lån for nem.

Hård Bush-kritiker
I 1990'erne fremstod Krugman også som en ubekymret tilhænger af globaliseringen, også selv om mange amerikanske industriarbejdspladser gik tabt på grund af outsourcet produktion. Her han siden åbent skiftet holdning.

I dag er Krugmans analyser fra dengang bekvemmeligt glemt, og siden da har han gjort sig til en berømthed på bl.a. at kritisere Bush-administrationen for at være hovedansvarlig for, at USAs internationale omdømme er det laveste siden Nixon-årene i begyndelsen af 1970erne.

I talrige interviews har han pointeret, at det, der bekymrer ham allermest, er den voksende ulighed som følge af globaliseringen. Han sammenligner præsident Bush med den præsident, Herbert Hoover, der stod i spidsen for USA, da depressionen ramte landet i 1929.

Krugman har været en ubarmhjertig kritiker af Republikanernes præsidentkandidat John McCain, som han siger 'er mere skræmmende end han var for blot få uger siden'.

Krugman mener, at Republikanerne har forvandlet sig til 'dumhedens parti'.

Tidligere i år kritiserede han i en af sine klummer, at Demokraternes præsidentkandidat Barack Obamas person og politik ikke er blevet særlig grundigt undersøgt at medierne, fordi der er gået 'kult' i opbakningen til Obama.

Mange blog-kritikere mente, at Krugman har været for tæt på Clinton-familien, og at denne sympati har slået igennem, da det stod klart, at Hillary Clinton tabte chancerne for at blive sit partis præsidentkandidat.

Går ind for statslig regulering
Paul Krugman er uddannet fra prestigeuniversiteterne Yale og Massachusetts Institute of Technology. Han har undervist på begge disse læresteder samt på Berkeley, Stanford og London School of Economics. I er han professor på Princeton University.

I økonomisk fagterminologi beskrives Krugman som en Keynes-mand (efter den britiske økonom John Maynard Keynes 1883-1946) i modsætning til den monetarisme (de-reguerling af kapitalbevægtelser, reduktion af statsindgreb til det mindst mulige), som har været udbredt siden Ronald Reagan og Margaret Thatcher overtog ledelsen af USA og Storbritannien for snart tre årtier siden.

I kort form betyder det, at Krugman går ind for øget statslig regulering af den internationale økonomi - en realitet, der afspejles af helt aktuelle kriseindgreb.