Politikernes måde at omtale vore dages muslimske indvandrere svarer fuldstændig til den måde, politikerne for 65-100 år siden omtalte de russiske jøder, der kom til Danmark på flugt fra jødeforfølgelserne.

Det påviser ph.d.-stipendiat Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet i en ny afhandling.

Modpol til danske værdier
»Der er naturligvis store forskelle på de to religiøse minoritetsgrupper«, understreger Brian Arly Jacobsen.

»Men begge grupper har under de politiske debatter oplevet at blive rubriceret som den absolutte modpol til de særligt 'danske værdier'. Enten som en trussel for den danske økonomi og arbejdskraft, eller som en kulturel og national trussel«, siger Brian Arly Jacobsen.

Profil af retorikken
Forskeren har tegnet en profil af de danske folketingspolitikeres retorik over for henholdsvis jøderne og muslimerne - i to vidt forskellige perioder.

Det har han gjort ved at pløje sig igennem omtalen af jøder i Rigsdagstidende for årene 1903-1945 og omtalen af muslimer i Folketingstidende fra 1967 til 2005.

»Der er utroligt mange ligheder i den politiske retorik. I dag taler man om 'dem' og 'os', når man debatterer muslimer, og præcis det samme gjorde man dengang, når man drøftede de russiske jøders vilkår i Danmark«, siger Brian Arly Jacobsen.

Fra ord til handling
Dengang som nu var der ifølge Brian Arly Jacobsen en direkte fødekæde mellem det politiske sprogbrug og de politiske handlinger.

»Den udbredte skepsis over for de nye samfundsgrupper resulterede i en lang række politiske initiativer, der marginaliserede jøderne i forhold til resten af befolkningen og begrænsede deres vilkår«.

»Det tog således 15 år for disse mennesker at blive danske statsborgere, og det var mere, end man krævede af for eksempel nordmænd eller svenskere. Og havde de modtaget fattighjælp, kunne de først blive statsborgere, når den var betalt tilbage igen«, siger Brian Arly Jacobsen.

På flugt fra forfølgelse
De russiske jøder var på flugt fra forfølgelserne i deres hjemland. De såkaldte pogromer jog fra omkring 1880 til op i 1920'erne cirka 2,5 millioner russiske jøder på flugt til primært Tyskland, Storbritannien og USA.

Men en del lagde også flugtvejen omkring Danmark. Mange rejste videre igen - de såkaldte transitjøder - mens andre valgte at blive i Danmark.

»Alle slog sig ned i København, hvor de typisk bosatte sig i bestemte gader i Indre By, eksempelvis Pilestræde. Det vakte stor bekymring blandt politikerne, der frygtede at disse kvarterer ville blive en stat i staten. Det ligner jo vore dages virkelighed temmelig meget«, siger Brian Arly Jacobsen.

Udgjorde kun få personer
De jødiske flygtninge fyldte væsentligt mere i debatten end i statistikken. I 1916, da antallet var på det højeste, omfattede hele gruppen af danske jøder kun 5.999 personer, svarende til 0,2 procent af hele befolkningen. Heraf udgjorde de nytilkomne østeuropæiske jøder lidt over halvdelen.

»Men de var jo meget synlige. Deres hår og hovedbeklædning var anderledes, og det var deres sprog også. Dertil kom, at de snakkede meget højlydt i gadebilledet. Så alle havde en mening om dem«, siger Brian Arly Jacobsen.

Jøderne var 'uciviliserede'
En stor forskel på dengang og nu er ifølge Brian Arly Jacobsen, at der førhen var generel politisk enighed om udlændingepolitikken. Også om synet på de sære fremmede.

»Alle politikerne i Rigsdagen - fra den socialdemokratiske statsminister Stauning på den ene fløj til nationaløkonomen L.V. Birch på den anden - så de russiske jøder som 'uciviliserede'. Men hvor socialdemokraterne var mest bekymrede for jøderne som løntrykkere, oplevede de borgerlige dem mere som en trussel mod den kulturelle egenart i Danmark«, siger Brian Arly Jacobsen.

Gjort til et problem
»Man havde som udgangspunkt en liberal tilgang til udlændingene. Men efterhånden som de blev flere og flere, blev de sat i scene som et problem«, siger Brian Arly Jacobsen.

Enigheden om udlændingepolitikken varede ifølge Brian Arly Jacobsen helt op til efter Anden Verdenskrigs slutning i 1945.