Det er stort. Det er der ingen tvivl om.

Og skulle nogen alligevel tvivle ved dagens pressemøde på Zoologisk Museum i København, så understreger direktør Morten Meldgaard det lige en ekstra gang i sin åbningstale.

»Det her er en fuldstændig enestående begivenhed, og vi er utrolig stolte over, at det er forskere herfra, der har stået bag«, fortæller direktøren til de mange både danske og udenlandske journalister, der har indfundet sig i Evolutionshallen på Zoologisk Museum.

Her blandt skeletter af alt fra hvaler til Homo Erectus og Neanderthalermanden er det blevet tid til den største dag i mange, mange år for både direktøren og de to omtalte forskere.

Det er blevet tid til at præsentere, hvordan en forhistorisk grønlænder så ud for 4.000 år siden.

Det første menneske kan genskabes
Forhistorien er lang og snørklet, men resultatet er klart - de to forskere professor Eske Willerslev og ph.d.-studerende Morten Rasmussen har genskabt arvemassen fra en af Grønlands første indbyggere ud fra en enkelt hårtot.

Nørder.  Professor Eske Willerslev (tv) og ph.d.-studerende Morten Rasmussen (th) arbejder begge på Grundforskningscenter for Geogenetik på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet, og forskningen har i den grad båret frugt. Foto: Jens Dresling. Dermed har de to danskere vundet kapløbet blandt forskere fra hele verden om at blive de første til at kortlægge kernegenomet - det vil sige de mulige 80 procent af samtlige gener - hos et uddødt væsen. Noget man for få år siden anså for umuligt.

Og det er - hvis drengene selv skal sige det - helt exceptionelt.

»Det her giver os mulighed for at rekonstruere dette individ og finde ud af, hvor det kom fra og hvem, det er beslægtet med«, fortæller Eske Willerslev, der i morgen får sit og kollegaens forskningsprojekt på forsiden af det ansete videnskabelige tidsskrift 'Nature'.

Var plaget af tør ørevoks
Rekonstrueringen af 'Inuk', som den forhistoriske grønlænder er blevet døbt (grønlandsk for menneske), har taget godt et år og krævet milliarder af de såkaldte sekvenseringer af DNA-strenge.

Hårprøver er den bedste kilde til at trække DNA-prøver fra, og selv om hårlokken fra 'Inuk' var godt medtaget, var det alligevel muligt for det danske hold med helt nye teknikker at genskabe så mange informationer, at de i dag kunne afsløre en hel del detaljer om den forhistoriske grønlænders udseende og fysiske egenskaber.

'Inuk' havde eksempelvis tendens til skaldethed og tør ørevoks, hvilket gjorde, at han var mere disponeret for mellemørebetændelse end nutidens mennesker.

Han havde mørkt hår, mørk hud og brune øjne, og så var han kompakt bygget og genetisk tilpasset lave temperaturer, så han kunne producere tilstrækkelig kropsvarme til at klare kulden i det højarktiske område, forklarer Eske Willerslev foran verdenspressen på Zoologisk Museum.

Forfædrenes rejse endte på Grønland
Det danske hold kunne også se, at 'Inuk's blodtype var A+ som de fleste fra Nordasien, hvilket understøttede forskernes teori om, at 'Inuk's forfædre for 5.500 år siden gik fra Østsibirien tværs over Alaska og Canada for at ende i området Saqqaq i nærheden af Illulissat (Jakobshavn).

Det var her, racen uddøde, og her hårlokken fra Inuk blev fundet i 1986 på en tidligere boplads for det uddøde folk.

Siden har den værdifulde hårlok været opbevaret i et pengeskab på Nationalmuseet i København.

Ekspeditionen mislykkedes
Det vidste Eske Willerslev bare ikke, da han i 2003 gik og drømte våde drømme om at finde præcis sådan en hårtot til sin forskning.

Drømmene bragte Eske Willerslev til det aller nordligste Grønland, hvor han i halvanden måned gik rundt i bidende kulde i en slags rumdragt og ledte efter brugbare dna-spor.

Ekspeditionen mislykkedes, og Willerslev vendte hjem uden den store gevinst.

Hårtotten var allerede fundet
Men der var optur på vej. For ved et tilfælde kom Willerslev til at tale med den nuværende direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Morten Meldgaard.

Og Meldgaard havde mindsandten selv været med på ekspeditionen i 1986, hvor den famøse hårtot blev fundet, så pludselig var alle muligheder åbne, og Willerslev og Rasmussen var ikke sene til at gribe dem.

»Det var meget pudsigt. Jeg havde rejst flere tusind kilometer, og så var det, jeg ledte efter, 10 minutter fra hvor vi sidder i dag«, Siger Eske Willerslev.

'Inuk' kunne have været en drukkenbolt
I dag har dna-sekvenserne fra hårtotten givet duoen så mange detaljer om 'Inuk', at de har kunnet få lavet ovenstående tegning af, hvordan han sandsynligvis har set ud.

Fuldt.  Der var godt fyldt op på bænkene i Evolutionshallen med både danske og udenlandske medier. Det har blandt andet fået internationale medier som BBC og Reuters til Zoologisk Museum, men hvad kan man egentlig bruge oplysninger om en for længst uddød person til?

»Vi kan jo bruge det til at finde ud af noget om vores forfædres livsbetingelser og fortidens folkevandringer hen over kloden. Flere folkeslag fra eksempelvis Sydamerika og Tasmanien mistede meget af deres genetiske mangfoldighed, da europæerne kom og blandede sig. De oprindelige tasmanere uddøde helt. Med denne teknik kan vi se dem, før de blev blandet op med fremmed blod«, siger Eske Willerslev og eksemplificerer:

»Det interessante ved at stykke et menneskeligt genom sammen er, at vi genetisk i arveanlæggene kan påpege, hvorfor vi for eksempel er lyshårede i Skandinavien, hvorfor andre er disponeret for diverse sygdomme eller har en tendens til afhængighed af alkohol eller tobak, som 'Inuk' faktisk havde, hvis alkohol og tobak havde eksisteret dengang«, konstaterer Eske Willerslev.

Ingen dinoer eller monstre
Præsentationen er ved at være slut, men en nysgerrig journalist kan ikke dy sig for at stille det spørgsmål, alle sidder med.

Tilbageblik er meget godt, men kan man koge noget Hollywood på det her? Kan man med disse nye forskningsmetoder - hvis man ser bort fra de etiske spørgsmål - klone 'Inuk' tilbage på planeten?

Willerslev griner. Men har også et svar parat.

»Der er for det første grænser for, hvor langt man kan gå tilbage, så dinoer bliver nok ikke aktuelt lige foreløbig. En kloning ville desuden kræve, at man kunne genskabe mere end 80 procent af dna-sekvensen - man skulle have en helt intakt cellekerne, som siden skulle ind i et æg, og det sker nok ikke med nutidens teknologi lige foreløbig«, siger Eske Willerslev, der altså ikke har tænkt sig at fabrikere Frankensteins monster.

»Man kan sige, at vi nu har tegningen over et hus, men vi ved stadig ikke, hvordan det skal bygges«, siger han.