Naturelskere og lystfiskere var så småt begyndt at glæde sig over, at de ellers svindende bestande af vilde laks igen begyndte at vokse og dukke op i pænt antal i vandløb, der grænser op til Atlanterhavet.

Godt hjulpet på vej af begrænsninger i fiskeriet, beskyttelse af yngle- og opvækstpladser og udsætning af små fisk er det nemlig lykkedes at redde og genetablere store bestande af atlanterhavslaksen i Europa og Nordamerika.

Men nu er en ny massiv trussel ved at æde sig ind på dem: nemlig laks, der opdrættes ved kystområderne.

Disse laks opdrættes der flere og flere af i gigantiske netbure i åbent vand. Væksten har været massiv de seneste år. Og det har skabt rynkede pander.

Dels fordi en særlig lakselus spredes fra de tamme til de vilde laks, som får sår og bliver mere modtagelige for dødbringende infektionssygdomme.

Dels fordi der fra burene slipper store mænger tamme laks ud, som efterfølgende blander sig med de vilde laks og skaber en blandingsfisk, som har svært ved at klare sig i naturen.

»Lakselus og faren for genetisk blanding er et voksende problem, som vækker stor bekymring i forhold til at bevare en sund bestand af vilde atlanterhavslaks«, siger dr. Peter Hutchinson fra North Atlantic Salmon Conservation Organization (Nasco), som er et regeringssamarbejde for at bevare den vilde laks.

»Lakseopdrættets effekt på de vilde laks vokser, fordi der opdrættes flere og flere laks«.

Tredoblet produktion af burlaks
I løbet af sommeren forventer Nasco at fremlægge en ny, omfattende rapport om truslerne mod laksen, og hvad der kan gøres for at redde den.

De seneste ti år er produktionen af opdrætslaks blevet tredoblet. I dag opdrættes knap halvanden million ton atlanterhavslaks på verdensplan hvert år, og der opdrættes cirka 600 gange flere laks, end der fanges kommercielt.

Samtidig er bestanden af oprindelige laks skrumpet.

Det Internationale Havforskningsråd, Ices, vurderer, at antallet af vilde atlanterhavslaks de seneste 30-40 år er faldet til en tredjedel af den oprindelige bestand.

»Der er omkring tre millioner vildlaks tilbage ifølge opgørelserne fra de forskellige områder«, siger dr.scient. Henrik Sparholt, som er rådgiver hos Det Internationale Havforskningsråd.

Norge er klodens største lakseproducent. Her produceres omkring halvdelen af alle opdrætslaks. I løbet af et år slipper godt en halv million af fiskene ud fra burene alene i Norge, og der er op mod en halv milliard lakselus i omløb.

Lus og dårligere gener
De undslupne laks konkurrerer om føde og formering med de oprindelige laks, som strejfer rundt i fjordene, til havs eller trænger op i elvene.

»Opdrætslaks er som andre husdyr optimeret til et særligt formål, i det her tilfælde at vokse hurtigt, mens en vildlaks er tilpasset naturen og det miljø, den skal overleve og formere sig i«, siger professor i fiskerigenetik og biolog Einar Eg Nielsen fra DTU Aqua.

Normalt vil en oprindelig bestand af laks kunne tåle et vist pres, og så vil naturen selv sortere blandingsfiskene fra. Men med de mange opdrætsfisk i Norge er grænsen tæt på at være nået.

»Når opdrætslaks blander sig med de vilde bestande, mister vildlaksen nogle af sine oprindelige egenskaber, og det gør den sårbar i naturen og øger dødeligheden. I sidste ende kan det udrydde en bestand, og det er et problem, man frygter i Norge«, siger Einar Eg Nielsen.

En anden trussel er lakselusene, der kommer i omløb på grund af kemikalier, som sprøjtes over opdrætslaksene og får lusene til at falde af. Så driver de rundt i fjordene, hvor de sætter sig på de vilde laks. De er ikke i sig selv så farlige. Men de tilføjer laksene sår, som gør dem modtagelige over for dødbringende infektioner.

»Der er i øjeblikket seks til ti gange flere lakselus i omløb i norske farvande end det niveau, som er bæredygtigt«, vurderer seniorforsker Torbjørn Forseth hos Norsk institut for naturforskning.

Åprojekter redder danske laks
I Danmark opdrættes ikke laks, og der ses kun enkelte strejfende opdrætsfisk. Men tidligere er oprindelige laks blevet blandet med udsatte fisk. Dem har man forsøgt at sortere fra i et stort projekt i en række vestjyske åer. Projektet blev sat i værk med en handlingsplan i første halvdel af 1990’erne. I årene inden var der blevet udsat skotske, irske og svenske laks for at supplere de dalende danske bestande.

Der blev lavet genetiske profiler på laks fra åerne og sammenlignet med profiler for oprindelige stammer. Og så blev der kun taget æg og sæd fra oprindelige fisk, når der skulle opdrættes lakseyngel til at sætte ud i åerne.

»I dag har vi genoprettet bestandene af de oprindelige vildlaks i Skjern Å, Ribe Å og Varde Å. I Storåen er det ikke lykkedes os at identificere en unik laksestamme, men her tilhører åens fisk kendte vestjyske laksestammer. På den måde er det lykkedes at genetablere oprindelige og tilpassede laksestammer, så der i dag er pæne bestande«, siger Einar Eg Nielsen.

Paradoksalt nok stod lystfiskere bag de første opdræt af laks. Det var i 1800-tallet, hvor britiske fiskere ville sætte laks ud i forskellige floder, så der var flere at fange.

Men det var Norge, der i 1960’erne indledte det industrialiserede opdræt, som har gjort den ellers så eksklusive laks til et billigt og fast indslag på de fleste middagsborde i Vesten i dag. Her og andre steder søger man nu at opdrætte laks så skånsomt som muligt for omgivelserne. Men det har ikke hjulpet på de oprindelige bestande, som stadig synes at falde.

»Man har troet, at bestandene generelt ville gå op, efter at stort set alt erhvervsfiskeri til havs er indstillet, og der kun er begrænset fiskeri i de kystnære zoner. Men det er ikke sket, og det er et mysterium, som der forskes i«, siger Henrik Sparholt.