0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Coffee Collective fortsætter kaffeeventyret i ny bydel: »Det er vores største sats til dato«


3. juni 2022

De serverer allerede kvalitetskaffe seks forskellige steder i København, og til efteråret åbner de endnu en kaffebar i Carlsberg Byen. Men selvom Coffee Collective på papiret står som en kaffekæde, tager hver enkelt bar udgangspunkt i sine omgivelser. Det handler om at skabe ekstraordinære kvalitetsoplevelser og community, lyder det.


Det er ikke muligt at komme ind på byggepladsen, så vi står på tæer og kigger ind over hækken. Bag os er J.C. Jacobsens Have i forårsflor, men det er det 120 meter høje tårn foran os, vi er kommet for at se. Mere bestemt stueetagen, hvor en ny kaffebar er ved at blive bygget. Coffee Collectives nye kaffebar.

»Vi er nødt til at gå ned i den anden ende af haven og se det derfra«, siger Casper Engel Rasmussen, en af de tre stiftere af Coffee Collective.

»Ja, der kan man se det meget bedre«, tilføjer hans kompagnon Klaus Thomsen.

Jeg er cyklet med de to en tur ud til Carlsberg Byen, hvor deres syvende kaffebar – foruden et bageri – åbner til efteråret i det rustfarvede Pasteurs Tårn – Københavns højeste beboelsesejendom.

Det går en smule op ad bakke, da vi trækker cyklerne med tværs gennem haven. Så pladsen foran den kommende kaffebar kommer bedre til syne, da vi når toppen af bakken for enden af haven og vender os om.

Medstifter Casper Engel Rasmussen på cyklen foran Pasteurs tårn, hvor Coffee Collective snart flytter ind.

En gruppe på omkring ti unge mennesker er samlet i græsset, og på en af de hvide bænke sidder en mand i bøllehat og taler i telefon. Sporadisk er der også forbipasserende på stisystemet, men ellers står planter, blomster og 100 år gamle træer nærmest i fred, kun forstyrret af støj fra byggeriet og kraner i skylinen.

Solen dyster med skyerne om plads på himlen, og vinden har godt fat i træerne denne eftermiddag. Men det er ikke svært at se haven som en skjult oase midt i København. Det tænker Casper Engel Rasmussen også.

»Lidt som en getaway for folk på Vesterbro«, siger han.

Men hvis de tre ejere skal lykkes med næste skridt i Coffee Collective-eventyret, der tog sin begyndelse i 2007, skal området gerne blive mere end en skjult getaway for de få indviede. Der bliver nemlig anlagt et stort område til udeservering med udsigt til haven, og selvom der allerede er begyndt at summe lidt af liv i kvarteret, så medgiver stifterne, at det er deres største sats til dato.

»Det er første gang, vi åbner en kaffebar, hvor vi ikke inden kan stå nede på gaden og tælle, hvor mange der går forbi«, siger Klaus Thomsen.

Mere værdi til kaffebonden

Men lad os spole tiden et par timer tilbage. Før vores udflugt til Carlsberg Byen møder jeg Klaus, Casper og Coffee Collectives tredje medstifter, Peter Dupont, som er direktør i forretningen, i deres kaffebar på Kristen Bernikows Gade. Der er ikke meget hierarki over måden, hvorpå de har placeret sig ved et bord tæt på bardisken. Som de sidder der med benene over kors og snakker, kunne de snildt være kunder i den travle café, selvom det bryder lidt med anonymiteten, at der står Coffee Collective på Casper Engel Rasmussens kasket.

Det er nu heller ikke, fordi de prøver at være anonyme i deres egen bar. De er bare i deres rette element, og derfor kan det næsten virke fuldt overlagt, at de tre stiftere, der alle startede som baristaer, har valgt at sætte sig helt tæt på kaffebrygningen.

»Den første time, en ny barista er på arbejde, sætter jeg mig altid med vedkommende og fortæller, hvad der er vores værdier, og hvorfor vi har gjort, som vi har. For én ting er, hvad vi har skrevet ned i medarbejderhåndbogen, noget andet er at levere det personligt, så de forhåbentlig kan mærke, at der ligger noget i værdierne«, siger Peter Dupont.

Men hvad består de så i, de der værdier, spørger jeg. De kigger på hinanden og smiler indforstået. I dag er det Klaus, der lægger ud.

»Som almindelige baristaer så vi et kaffemarked, der var totalt ødelagt. Hvor tingene ikke hang sammen, og forbrugere betalte mere og mere for kaffe. Men vi så også, at der var en villighed til at betale for god kaffe. Samtidig fik bønder ikke engang dækket deres produktionsomkostninger. Og det var et paradoks, vi ville vende på hovedet; når der er værdi, må vi kunne dele noget ud til bonden i den anden ende«, siger Klaus Thomsen, som i det daglige er chef for engrossalg, marketing og kvalitet.

Mere værdi til bonden og en bedre kaffeoplevelse til gæsten var altså grundlaget for, at de tre baristaer kiggede på hinanden og sagde: Hvordan løser vi det?

»Det kan vi gøre ved at starte et firma, der fokuserer på netop de værdier og træffer de rigtige valg«, siger Klaus Thomsen og tilføjer, at de samtidig mente, at kunderne blev snydt.

»Selvom de betalte så meget for kaffen, var den ikke brygget med den omhu, vi vidste, man kunne lægge i det. Det var ikke brygget med kærlighed«.

Vægter historie og sjæl

Coffee Collective åbnede den første rigtige kaffebar på Jægersborggade. I et lille kælderlokale på 50 m2 med en rister, en kaffebar, kontor og kursuslokale i ét og samme rum – nærmest. Derfra tog de det stille og roligt. De ville gerne vokse, så de kunne købe mere fra bønderne og dermed sætte et større aftryk på deres liv, men det skulle ikke ske i en hastighed, hvor de ikke kunne træffe de rette valg og »skabe de rigtige oplevelser med unikke rammer«, lyder det.

I dag ligger Coffee Collective spredt ud over Frederiksberg, Nørrebro og indre København. Og hvert sted har de unikke rammer været i centrum. Klaus Thomsen forklarer, at det er et særligt vigtigt udgangspunkt for dem at holde til i bygninger eller områder med en historisk betydning.

»Vi har en tjekliste, når vi leder efter nye steder, men gennem årene har vi fundet ud af, at nogle lokaler godt kan tjekke de fleste bokse af og alligevel ikke give os den rette følelse i maven. Stedet skal have en sjæl, og vi synes, at Carlsberg Byen har enormt meget sjæl«, siger han og uddyber:

»Selvom vi rykker ind i en helt ny bygning, så sidder du med kaffen og kigger ud mod enten historiske bygninger eller 100 år gamle træer i en nærmest botanisk have. Det kan du ikke købe eller indrette dig til«.

Klaus Thomsen tilføjer, at der kommer til at være en legeplads foran kaffebaren, og som naboer får de en restaurant og forventeligt en vinbar. »På den måde kan du skabe et low key community, hvilket også er det, vi forsøger at gøre de andre steder, vi har en kaffebar. Vi vil gerne være forankret i et nærområde og være med til at binde det sammen«, siger han.

De tre medstiftere (fra højre) Casper Engel Rasmussen, Klaus Thomsen og Peter N. Dupont på kaffebaren på Kristen Bernikows Gade, der engang var et værtshus.

Men kan man som kaffebar være lokalt forankret, når man er en del af en kæde, som Coffee Collective trods alt er blevet?

Klaus Thomsen erkender, at det er noget, de kæmpede med i lang tid – de ville gerne have en kæde, men de ville ikke være en kæde. De mener dog, at de adskiller sig fra andre kæder, der typisk opfinder et koncept og kopierer det ud.

»Vi starter altid med et rent stykke papir: Hvad kunne passe ind i det her nærmiljø, i den her bygning, i arkitekturen, og hvad har vi lyst til at lave? Der opstår hele tiden nye trends, så et nyt sted vælger vi måske at have fokus på en anden serviceoplevelse eller stemning«, siger han og løfter blikket. Han ser rundt i lokalet på Kristen Bernikows Gade, der engang var et værtshus. »Her har det for eksempel handlet om at bibeholde en bodegastemning«, siger han så.

Samtalen er på vej ud ad en ny tangent, da Casper Engel Rasmussen tager ordet.

»Det var sgu svært at sluge, at vi blev en kæde. Rigtig mange sagde til os, at hvis vi blev en kæde, så ville vi miste kvalitet og fokus. Det valgte vi at se som en udfordring – vi vil være dem, der kan fastholde høj kvalitet og samtidig levere en god, personlig service«, siger han.

Klaus Thomsen smiler. Han er helt enig. »Det kræver en masse arbejde og investering at udvikle et nyt projekt hver gang, men det er også det, der giver os energi. Vi synes, det er sjovt«.

Engagement i baren

Trioen var rundt for at se på mange forskellige steder til deres næste kaffebar, men da de fik tilbudt lokalet i Pasteurs Tårn, føltes det rigtigt.

»Når man går op i at lave kaffebarer, som vi gør, så har det altid lidt været en drøm at få noget, der er sydvendt med siddepladser udenfor og højt til loftet. Her er der seks meter. Det giver os nogle helt nye muligheder for at kommunikere kaffe, som vi ikke har haft andre steder«, siger Casper Engel Rasmussen.

I det nye lokale kommer det også til at ske gennem fokus på engagement oppe i en kæmpe bar, der bliver lavet. »Hvor du kan sidde som gæst og følge baristaens arbejde, samtidig med at du kan kigge ud over den her fantastiske have gennem de kæmpe vinduer«, siger Klaus Thomsen og fortæller, at der er noget tiltrækkende ved at være del af en tid, hvor »København igen er ved at sprænge sine rammer, ligesom det skete tilbage i 1850erne«.

»Der bliver bygget ud i alle mulige retninger hele vejen rundt om byen, men her åbner en ny, stor bydel inde midt i København, mellem nogle af de mest tætbeboede kvarterer. Det er der noget fedt i. Du har historiske bygninger og smuk arkitektur, der bliver blandet med det nye byggeri, og det giver en vekselvirkning mellem nyt og gammelt, som er ekstremt charmerende«.

Tilgængelig luksus

Vi var ikke langt inde i interviewet, før det stod klart for mig, at lokal forankring og godt bryggede bønner af god kvalitet er kernen i Coffee Collective. Men hvad er det egentlig, der forbinder kaffe og community?

»Kaffe har en social funktion. Det er noget, folk mødes om, samtidig med at det er en hverdagsting. Og så er det blevet noget, vi smager på, hvilket betyder, at mange er begyndt at nørde kaffe derhjemme«, siger Klaus Thomsen.

Casper Engel Rasmussen nikker. Han kalder det en tilgængelig luksus.

»Man har måske ikke råd til at tage ud og spise ofte, men så kan man i stedet tage ud og få en god kop kaffe«, siger han.

Jeg slukker for båndoptageren, og kort efter er vi hoppet på cyklerne afsted mod Carlsberg Byen.

»Hvilken vej er hurtigst?«, spørger Casper Engel Rasmussen. Klaus Thomsen er ikke sikker.

Da vi først er på Vesterbro og har krydset Sønder Boulevard, er der bedre styr på navigeringen. Vi cykler op ad Ny Carlsberg Vej og kan ane porten ind til Carlsberg Byen, hvor de fire ikoniske elefanter vogter.

Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussen i J.C. Jacobsens Have.

Men så tager Casper Engel Rasmussen et skarpt sving til venstre og leder os ind på Bohrsgade, så vi cykler med det færdige og ufuldstændige byggeri på hver side.

»Vi kan dreje ind til højre her,« siger han 200 meter længere fremme og guider os gennem en smal passage beregnet til gående. Mellem to fire etager høje bygninger, der virker forsvindende små, da jeg kigger op og får øje på Pasteurs Tårn. Det kommende hjemsted for Coffee Collectives nyeste forsøg på at skabe community omkring kaffe.

Vi hopper af cyklerne og åbner porten ind til J.C. Jacobsens Have. Går langs grusstien, forbi et par træer, indtil vi også kan se bunden af tårnet, hvor byggeriet fortsat er i gang.

Og så er vi tilbage ved hækken, hvor denne fortælling begyndte. Som to spændte drenge stiller Casper Engel Rasmussen og Klaus Thomsen sig på tæer og ser over mod deres kommende kaffebar.