Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Vores børn har ikke skærmen som mulighed, og det tror vi er positivt for deres udvikling«



12. juli 2019

Digital minimalisme, togferier, langsommelighed og tid til hinanden er kodeord for familien Huld. De bestræber sig på at skabe nærvær og bæredygtighed i hverdagen og på ferierne, men helst uden at det bliver alt for helligt.




Familien Huld Jakobsens hjem ligger på en stille villavej på Amager. Huset er lille, og baghaven er stor og er, med forældrenes egne ord, moderigtig på den vildtvoksne facon. Græsset går derfor familiens tre børn til godt over anklerne.

Indenfor, bag spisebordet, er der en bænk, som afslører en misundelsesværdig krea-afdeling, når man løfter låget. Der ligger farveblyanter på bordet, klaverlåget er slået op, og der ligger stakke af Børneavisen, Jumbobøger og bibliotekslånte tegneserier rundt omkring i familiens køkken-alrum. Der står en pladespiller i stuen, hvor en stor kridt-opslagstavlen udgør bagvæggen. Den skriver forældrene Mette og Ole lidt på, mens resten er overmalet af børnenes - tvillingerne Iben og Emil på 9 og Elin på 7 - kridttegninger. I baghaven fylder trampolinen og andet legetøj godt op.

Det eneste, der ikke er meget af, er de telefon-, tablet- og fjernsynsskærme, der ellers springer i øjnene i mange danske hjem. Forældrene dyrker nemlig det analoge og har ikke givet børnene telefoner eller tablets, ligesom underholdningen som regel består af at lave, i stedet for at se, ting.

»Det er kommet meget intuitivt, for det er ikke sådan, at Ole og jeg har sat os ned og holdt et møde om, hvordan vi skulle forholde os til skærme. Vi har nok bare altid været ret bevidste om, at det ikke var noget, der skulle fylde meget i vores liv, for sådan en skærm stjæler jo opmærksomheden, uanset om det er i skolen, det offentlige rum eller herhjemme, hvor vi bare gerne vil have opmærksomheden på hinanden«, fortæller Mette Huld.




Tager stilling til skærmtid

Da børnene var mindre gik de i en børnehave, hvor man anbefalede, at forældre ikke lod deres børn se fjernsyn om morgenen, inden de blev afleveret. Dette var, ifølge Mette Huld, med til at forstærke den retning, som hun og Ole Huld ubevidst selv havde udstukket på hjemmefronten.

Til daglig arbejder Mette Huld på den franske skole på Frederiksberg, mens Ole Huld arbejder som idémand og arrangør i mediebranchen. Hans arbejde i mediebranchen gør, at der er et vist fokus på medier i hjemmet, men han mener ikke, at det behøver at påvirke hans børn.

»Man kan sagtens arbejde med noget medie-relateret, uden det behøver vinde indpas i hjemmet. Der er f.eks. en klar tendens blandt de mennesker, der arbejder intenst med teknologi og medier i Silicon Valley, at de vælger, at deres børn skal gå i skærmfri skoler og er meget restriktive ift. deres private skærmbrug«.

Via sit arbejdede diskuterer Mette Huld også ofte børns skærmbrug med lærere og konsulenter, der holder workshops om emnet. Hun fortæller, at mange børnefamilier for tiden er ved at tage stilling til, hvordan og hvor meget skærme skal bruges i hverdagen.

»Jeg arbejder jo selv på en skole og et gymnasium, hvor vi er meget opmærksomme på, hvad skærme gør ved børn. I skolen skal læreren gerne have opmærksomheden og ikke en skærm. Forskningen siger ikke så meget endnu, men det vi kan være sikre på, er, at der ikke sker noget negativt ved ikke at sidde foran en skærm, mens vi endnu ikke ved, hvad der sker, hvis børn sidder meget foran en skærm«.

Aldrig alene ved skærmen

Familien Huld har ikke formuleret nogle faste regler om skærmforbrug, men som udgangspunkt er det kun om fredagen, at de tænder for fjernsynet - før var det for at se tegnefilm, mens det nu er for at spille på den Playstation, familien har fået foræret af Mettes storebror, mens de spiser fredagspizza og snakker om det spil, de spiller. Hvis det øsregner på en weekend- eller feriedag, kan de også godt sætte en film på, men Mette og Ole bestræber sig på kun at gøre det, når de selv har tid til at se med, og der sidder aldrig et barn alene ved skærmen.

»Det giver noget ekstra, hvis man sidder sammen med sine børn, når de f.eks. ser film. Så kan man tale om den undervejs, hvilket kan være sprogudviklende og styrke børnenes evne til at fortælle en historie«, siger Mette Huld.

Det er dog vigtigt for Ole og Mette ikke at blive hellige eller dogmatiske omkring forholdet til skærme, og når børnene er ude hos legekammerater, får de lov til at se lige så meget tv og spille lige så meget Playstation, som kammeraterne gør. På samme maner lever familien vegetarisk derhjemme, men børnene bestemmer selv, om de vil spise et pølsehorn, have deres yndlings-spegepølse, når de er på ferie Fanø. Og når de er ude, spiser de generelt, hvad de bliver budt.



Rejser i tog for nærværet og klimaets skyld. Og lidt i trods.

Det er ikke kun i hverdagen, men også på ferierne, at forældrene forsøger at gøre det gammeldags og langsommelige til en gevinst. Egentligt passer familien perfekt ind i en bil - forældrene Mette og Ole kunne sidde i fører- og forsædet, og børnene Elin, Iben og Emil kunne sidde på hver deres plads på bagsædet. Sagen er bare, at ingen af forældrene har kørekort. På de togrejser, de har taget som familie først af nød og siden af tradition, har de nemlig fundet et helle fra hverdagens travlhed.

»Det skaber en helt anden ro, at vi sidder sammen og kan koncentrere os om hinanden. Da jeg var barn og kørte på ferie med mine forældre, brugte de al deres energi på at komme frem, mens vi sad og kedede os eller sloges på bagsædet. I toget kan vi fokusere på at være sammen fremfor på at komme frem«, fortæller Ole Huld.

Det startede lidt i trods. Ole Huld voksede op i Sønderjylland, og alle hans klassekammerater fik knallertkørekort, så snart de fyldte 16, og gik i gang med kørekortet til biler, inden de fyldte 18. Mens de fræsede rundt på to- eller firhjulede køretøjer i den jyske muld, havde Ole kurs mod Aarhus, hvor han gik til koncerter, hang ud med sine venner og udforskede kulturscenen.

»Jeg identificerede mig meget med musikscenen i Aarhus og ikke med dem, der fik kørekort, så det var lidt en identitetsmarkør for mig. Jeg følte måske lidt, at det gjorde mig mere storbyagtig«, fortæller Ole grinende.

I dag er det primært ønsket om nærvær, hensynet til kloden og frygten for klimakrisen der får dem til at insistere på at køre på ladcykel – dog en mindre hellig en af slagsen med elmotor i - i København og tage tog, færger og cykler rundt i landet. En smule af teenagetrodsen hænger dog ved, især når Mette og Ole af andre får at vide, at det er et umuligt projekt, de har gang i.

»Når folk siger, at det da må være helt vildt besværligt og ikke kan lade sig gøre, så bliver jeg helt Rasmus Modsat og vil vise, at det kan det sagtens«, fortæller Ole.


Kommentarerne begyndte at komme, da Mette og Ole fik tvillingerne og trillede rundt med dem i en tvillingebarnevogn. Mens deres familiemedlemmer foretrækker at bakse barnevogne ned i bagagerummet på deres biler, så valgte Mette og Ole at manøvrere dem ind i togkupeer i stedet.

»Jeg kan helt ærligt ikke se, at det er mindre besværligt at mase barnevogne ind i biler end ind i tog. Men tvillingebarnevognen var faktisk lige et par milimeter for bred til togdørene, så den har fået nogle tæsk undervejs«, fortæller Ole.

Tog-rejsetid er kvalitetstid

Fordi familien bor på Amager, er der langt til bedsteforældrene i Sønderjylland. Ferierne bliver derfor ofte brugt på familiebesøg og ture til Sønderborg og Fanø, men hverken Mette og Ole eller børnene ser rejsetiden til Jylland som spildtid.

»Ferien starter det øjeblik, vi sætter os ind i toget. Det er dér, vi begynder at være sammen, og vi har så mange gode snakke undervejs. Herhjemme er der altid en, der er på vej et eller andet sted hen, men i en togkupé er man tvunget til at være sammen, så længe rejsen varer, for der er ikke nogle steder at gå hen«, fortæller Mette Huld.

Det betyder også, at børnene ikke bliver underholdt med tablets på togturene, hvor det måske ellers kunne være fristende at stikke dem en tegnefilm og få lidt ro. Kærligheden til det analoge og den digitale minimalisme fylder nemlig lige så meget på ferierne som i hverdagen.

»Vi dyrker ret meget at skabe ritualer og traditioner, som får togturen til at føles kortere og sjovere«, fortæller Mette Huld.

»Under Storebælt får vi en smoothie«, skyder 7-årige Elin ind.

»Og vi får Anders And-blade i en genbrugsbutik tæt på stationen i Esbjerg«, siger Iben.

»Vi ser tit folk, voksne såvel som børn, der sidder en hel togtur med næsen i deres skærme og slet ikke kigger op og ser landskabet eller siger hej til hinanden. Det gammeldags og analoge har altså også en værdi«, siger Ole.

Familien fortæller også, at der er tegnet djævleører, overskæg og sjove ansigtsudtryk på de fleste personer i Ud & Se-magasinet, når de har været i kupéen, og at de bruger en del tid på at kigge ud af vinduet eller spille klunse, ‘tælle dyr’ eller andre hjemmelavede lege. De tager gerne god mad med, til tider endda i porcelænsskåle, for at gøre måltiderne undervejs til noget særligt. Og så falder de – måske især Ole, ifølge børnene – ofte i snak med andre passagerer undervejs.

»For mig er det også et socialt rum på en helt anden måde end et fly«, siger Ole. »Man kan snakke med de andre passagerer undervejs, for toget er virkelig en samtale-starter, men også bare med hinanden. Vi når sjældent at kede os i hverdagen, hvor der er ret meget run på, så man har nogle helt andre samtaler, når man sidder i et tog i timevis og bare har tid«.’

Hvis du scroller lidt ned, kan du se en video, hvor børnene Elin, Iben og Emil fortæller om de lege og spil, familien bedst kan lide at få tiden i toget til at gå med.



Sundt at kede sig

Netop det med at have så meget tid, at man kan komme til at kede sig, er noget af det, Mette og Ole bestræber sig på på børnenes vegne.

»Vi vil gerne have, at børnene prøver ikke at have noget at lave og opleve at kede sig, selvom der selvfølgelig også opstår konflikter, når man keder sig. Men det er jo en del af livet. Jeg plejer at sige til børnene, at det gode ved at kede sig er, at lige om lidt sker der noget sjovt«, siger Mette.

Når de bliver bedt om at pege på en ting, der er resultat af den analoge tilgang, er det, at børnene er blevet dygtige til at underholde sig selv, når de er alene eller ude med forældrene. Og Mette og Ole Huld oplever ikke, at skærmene bliver ophøjet til noget større, fordi børnene ikke har adgang til dem normalt.

»Hvis de keder sig, finder de på noget, de beder ikke om at få en skærm. De finder på ting at lave. Hvis de eksempelvis vågner om morgenen før os, så sætter de sig ned og leger, tegner eller læser«, siger Mette Huld.

Hun fortæller, at alle børnene startede tidligt med at læse og er gode til det, og det tror hun delvis skyldes fraværet af skærmunderholdning.

»Jeg tror, det er vigtigt, at de ikke har skærmen som et alternativ. De får pløjet sig gennem utroligt mange bøger, fordi det som regel er det, de underholder sig selv med, hvis de har brug for at være alene. Hvis det er skærmen, der er konkurrenten til at læse, så tager man jo skærmen - det gør voksne også. Den mulighed har vores børn ikke, og det tror jeg er positivt for deres udvikling, der hvor de er nu«, siger Mette Huld.

Det med at gribe ud efter telefonen frem for en bog, når hun er træt i slutningen af dagen, kender hun godt selv - lidt for godt, måske. Efter arbejdsdagene på den franske skole, som er så lange, at det som regel er Ole Huld, der bringer og henter børnene, kan hun godt lide at læse nyheder på telefonen. Det synes børnene er lidt mærkeligt.

»Ole er meget mere bevidst om det, end jeg er. Jeg er den slemme til at tjekke min telefon, og hvis der er nogen, der er synderen herhjemme, så er det mig. Det er aldrig arbejde, kun artikler, men det er jo ligegyldigt for børnene, og det er jo fuldstændig åndssvagt, at jeg sidder og scroller, når jeg prædiker, at mine børn ikke må«, siger hun grinende.

Nu overvejer Mette Huld at begynde at abonnere på en papiravis, og i mellemtiden sidder hun og læser i børnenes tegneserier. Efter et arrangement på den franske skole, hvor en konsulent snakkede om skærmbrug, har hun nemlig skærpet ind.

»Konsulenten sagde, at børnene overtager forældrenes vaner. Så hvis forældrene sidder med deres telefon hele dagen, så vil børnene gøre det samme, når de får en telefon. Det gibbede lidt i mig og huskede mig på, at man i det mindste skal forsøge at praktisere, hvad man prædiker«.


Tag to børn gratis med toget 

Togtur rimer både på nærvær og eventyr. Glem mobilen, leg en leg eller lad tankerne fare, imens Danmark suser forbi. Og husk, at man kan tage to børn under 12 år med gratis, per betalende voksen, uanset hvor i landet DSB-skinnerne skal føre jer hen.

God tur!