Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Den nærhed, som vores ture giver, er guld«



10. august 2019

Der er to generationer og 60 år mellem Malik Sørensen og hans bedstemor Sus Sørensen, men de to er tæt forbundne. Det skyldes blandt andet de lange togture, til ind- og udland, som Sus har taget Malik på, siden han var fire.




»Hvor lang tid skal vi egentlig sidde i toget?«, spørger Malik.

»Det er jo en hemmelighed. Men det er nok ca. to sodavands tid«, svarer Sus.

Der er 60 år mellem dem, men de interne jokes og små-skærmydsler vidner om, at bedstemoderen Sus og barnebarnet Malik kender hinanden godt. En anden ting, de kender, er ruten rundt på Hovedbanegården fra 7/11 over McDonald’s til Dunkin’ Donuts.

Det er tidlig morgen, Sus og Malik skal på togtur sammen som så mange gange før. Provianteringen inden afgang er en fast del af traditionen. En anden del af traditionen er, at Sus altid holder destinationen, og hvad de skal opleve dér, hemmelig, indtil de når frem.

Malik går mod montren med donuts med stålsatte skridt. Hans bedstemor, Sus, trisser efter.

»En del af turen med en bedsteforælder er jo, at man får lov til at få det, man ikke må få af sine forældre«, siger Sus, mens Malik tanker op på donuts, sodavand og en mini-pizza – da der til hans udtalte skuffelse ikke er nogle chicken nuggets.

Sus Sørensen er på trods af sine 73 år stadig i arbejde som folkeskolelærer. Sin fritid bruger hun i høj grad på sine børnebørn, og allerhelst på ture som denne, hvor hun kidnapper én af dem fra familiens skød og tager dem med ud på eventyr:

»Man bliver afbrudt konstant og får ikke den samme nærhed, hvis man ikke har dem en og en, men er flere af sted sammen. Man har slet ikke den samme ro til samtaler. Og så kommer de op og skændes, og det gider jeg ikke høre på.«


Togture og burger i Kastrup

Sus har traditioner med hver af sine børnebørn. Maliks lillesøster er glad for shopping og teaterture, mens storebroderen gerne vil ud at spise og til basketkamp. Med Malik er der altid tale om togture ud i det danske land, en tradition der startede, allerede da han var 4 år.

»Jeg kan huske, at vi sad forrest i metroen, og så kørte vi til lufthavnen og spiste burgere. Jeg elsker fly og tog, jeg elsker bare transportation«, siger Malik og slår over i engelsk, som han taler lige så flydende som dansk.

Maliks familie, som består af Sus’ datter og hendes mand, boede seks år i delstaten New Jersey i USA, da Malik var mindre. Ham og Sus veksler mellem danske og engelske gloser, og når der er skænderier mellem børnene i hjemmet, bliver der også slået over i amerikansk.

Det var i forbindelse med familiens ophold i USA, at Sus begyndte at blive bevidst om en-til-en udflugternes store værdi for hende og hendes børnebørn. På de seks uger, de som regel var hjemme i Danmark i sommerferien, følte hun, at hun skulle nå skabe så meget kvalitetstid, minder og nærhed, at det kunne kompensere for afstanden og afsavnet, der prægede resten af året.

»Jeg fik idéen, da jeg skulle begynde at lave noget med børnene, når de var hjemme fra USA. Malik har altid elsket toge, så da metroen kom, begyndte vi at futte rundt i den sammen. Til at starte med var det mest for at fornøje ham, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er noget, der binder os sammen på en særlig måde«, fortæller Sus og tilføjer:

»Det skaber nogle minder og en samhørighed, vi så kan bygge videre på i hverdagen, hvor vi også ses en del. Det skaber dog et helt andet rum, når vi er afsted på tur sammen.«

Efter Maliks familie for to år siden vendte hjem fra USA, fortsatte Sus med at tage ham med på ture, og de har blandt andet været i Nyborg, Helsingør, Odense, Aarhus og Hamborg. Med tiden er turene blevet længere, og i dag overnatter de nogen gange på på deres destination i stedet for at tage det sidste tog hjem - som ellers var kutymen i starten.

»Til at starte med var det mest for at fornøje ham, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er noget, der binder os sammen på en særlig måde«





Dannelse og nærvær

Det gælder også i dag, hvor Malik har regnet ud, at turen går mod Randers – da de gik om bord på toget og fandt deres pladser, stod destinationen skrevet over sæderne. Det er altid en overraskelse for Malik, hvor de skal hen, og der er altid én ting, Sus lægger vægt på, når hun vælger destinationen: Den skal lære Malik noget om det hjemland, han allerede én gang har forladt i seks år.

»Det giver virkelig meget, at vi har traditioner sammen. Jeg fokuserer på dannelse og nærhed, når jeg planlægger turene, for det er det, det handler om«, siger Sus.

Hun har gjort det til sin mission at lære Malik om dansk kultur, historie og natur, uanset om der er tale om et besøg til Danmarks Jernbanemuseum, en safaripark, Sus’ fødeby Nyborg eller et gammelt slot.

»Selvom det måske ikke er et udtalt ønske Malik har, og selvom det måske ikke er noget, han sætter så meget pris på endnu, så er det vigtigt for mig, at han får noget dansk dannelse på vores ture. Man skal have rammerne i orden. Jeg kan godt lide, at man har en baggrund og er forankret et sted. At give ham den dannelse er en væsentlig årsag til de her ture. Det handler om nærheden, det historiske, og så at lære hinanden og vores lille land at kende.«

Malik indrømmer, at museerne ofte er sjovere, end han først troede – især Danmarks Jernbanemuseum i Odense var han glad for. Men så længe, der er fart over feltet på ud- og hjemrejsen, så er han glad:

»Jeg har altid været det der barn, der godt kan lide at være ude på både, toge, eller fly. Bare at komme ud og se landet. Da vi var i Helsingør, fik jeg lov til at gå ind i rummet, hvor man styrer toget, og bagefter sagde jeg, at jeg gerne ville være ‘togchauffør’. Et par år senere ville jeg gerne være pilot, men nu vil jeg helst være musiker.«


Sjældent afbræk fra telefonen

På bordet foran Sus og Malik ligger provianteringen, sodavandsflasken og billetterne, som Sus er omhyggelig med at vende om, så Malik ikke kan se destinationen, der står printet på dem. En ting, der glimrer ved sit fravær, er de telefoner, de begge har liggende i lommen.

»Vi har en aftale om, at vi ikke bruger telefoner på turene. Kun til at finde vej, i al fald«, fortæller Sus.

Den regel indførte hun tidligt, fordi skærmene fylder meget i børnebørnenes hverdag.

»Normalt ville han have telefonen fremme, og hvis vi havde været afsted sammen hele familien, så ville de have siddet og kigget ned i hver deres telefon. For mig handler de her ture om at være sammen, og jeg kan ikke se, at vi er sammen, hvis folk sidder med hver deres skærm. Jeg føler mig til nar, jeg gider ikke se på det«, siger Sus.

Malik indrømmer blankt, at teknologi fylder en del i hans hverdag og i ferier. Mens Sus stikker fingrene i øret i symbolsk protest, fortæller han, hvordan han som regel veksler mellem at spille computerspil med sine venner og lave elektronisk musik på computeren. Normalt bruger han et par timer hver dag på computeren, men nu, hvor det er ferie, spiller han »til kl. 4 om natten og fra jeg vågner omkring kl. 11.«

På trods af sit høje skærmforbrug savner Malik ikke sin telefon, når han er afsted med Sus. For der er ikke helt tid til at nå at kede sig.

»Det er overhovedet ikke kedeligt, selvom jeg ikke bruger min telefon. Jeg er ikke lige den bedste til selv at stoppe med at spille, hvis først jeg er i gang, men hvis man endelig får mig væk fra computeren, så har jeg det godt. Så har jeg ikke noget imod det.«

Sus tager fingrene ud ørene.

»Er du færdig med at sige det, jeg ikke vil høre?«

»Jeg keder mig kun med de andre«, hvisker Malik grinende. »Ikke med bedstemor.«

Storebæltsbroen dukker op i horisonten, og Sus og Malik rykker tættere sammen på sæderne. De kigger på skibene under broen og mod stranden og slottet i Nyborg, som var genstand for en af deres tidligere ture.

I dag går turen til Randers Regnskov og derefter nogle venner i Vejle, hvor de skal overnatte, inden de dagen efter tager hjem. Men det ved Malik ikke endnu, på trods af sine fejlslagne forsøg på at betale Sus 200 kr. for at få det at vide. Selvom hun allerede er begyndt at planlægge deres næste tur, fokuserer hun lige nu kun på dagens eventyr:

»Den nærhed, det giver, det er guld. Det er på ingen måde det samme som at sidde som i en sardindåse af et fly. Der har man slet ikke den samme glæde og ro sammen. Jeg kan kun anbefale andre bedsteforældre at gøre det samme.«


Tag to børn gratis med toget 

Togtur rimer både på nærvær og eventyr. Glem mobilen, leg en leg eller lad tankerne fare, imens Danmark suser forbi. Og husk, at man kan tage to børn under 12 år med gratis, per betalende voksen, uanset hvor i landet DSB-skinnerne skal føre jer hen.

God tur!