Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Familie på fire lever på 56 kvadratmeter: »Det handler om at gøre plads til hinanden«

22. november 2019

Familien Skov Hegner fik mange spørgsmål, da de valgte at blive boende i deres toværelses københavnerlejlighed trods en familieforøgelse på to børn og en hund.

Men med tilføjelsen af et kolonihavehus har familien skabt et kompakt glædesfyldt liv med det bedste fra to verdener.

»Minihave«, udbryder Pinja på to et halvt år, mens Morten Hegner hjælper hende af med kjolen, hun lige har spildt på.

»Ko-lo-ni-have«, prøver Morten, men bliver afbrudt af Pinja, der råber:

»NEJ, FAR. MINIHAVE!«.

Sådan er det ofte i øjeblikket, bemærker Christina:

»Hun er i den fase, hvor hun kan og vil det hele selv. Det er meget hyggeligt, men nogle gange også lidt anstrengende«, siger hun.

»For det meste er det røvirriterende«, siger Morten Hegner med et smil. Kort forinden har han måttet se til, mens datteren har insisteret på at smøre sin egen bolle for derefter at spise smør direkte fra pakken.

Det er lørdag morgen i den toværelses lejlighed i Københavns Nordvestkvarter, hvor parret Morten og Christina Skov Hegner flyttede ind for otte år siden. I dag udgør de sammen med deres to små piger og hunden Flex en familie.

Christina henter noget i køkkenet, mens hun og Morten ufortrødent fortsætter deres samtale. I en lejlighed på 56 kvadratmeter kan man nemlig altid høre hinanden. De fleste danskere ville nok vurdere, at 14 kvadratmeter per person – plus en hund – er trangt, men sådan oplever parret det ikke. Slet ikke, når de har et fristed i deres kolonihavehus i Ballerup, som de i løbet af denne lørdag skal ud til for at lukke ned for sæsonen.

Fra studieliv til familieliv

Parret fandt sammen på Holbæk Gymnasium for ti år siden, og dengang var det Morten, der måtte overtale Christina til at flytte til København. De blev ved et tilfælde tilbudt lejelejligheden i Nordvest til 2.800 kroner om måneden. Morten slog til, selv om Christina hang lidt i bremsen. Først ville hun nemlig slet ikke til København, men Morten fik overbevist hende om, at det var fjollet at pendle til uddannelser i centrum af København, når de i stedet kunne flytte dertil. Da Christina først blev overtalt, begyndte hun at tænke over, hvor hun gerne ville bo, og en lejlighed i Nordvest med et ældgammelt køkken var ikke just øverst på ønskelisten.

»Vi kommer jo fra landet, og mine eneste referencepunkter i København dengang var Strøget og Tivoli, så da vi kiggede på lejligheden her, syntes jeg, det var lidt for langt fra centrum«, siger Christina og griner, for hun sidenhen blevet klar over, at det er få forundt at bo så billigt i et af Københavns centrale kvarterer.

Af samme årsag holder parret stadig godt fast i lejligheden her otte år senere, og Christina er blevet glad for deres hjem og Nordvest. Lejligheden sætter ikke længere rammen om et studieliv, men om familielivet for fire mennesker, og det har egentlig kun kortvarigt været på tale, om det skulle være anderledes.

Husdrømmene i byen

Morten var den første til at foreslå nye rammer for familien, for han er selv vokset op i et hus med have. For ham var det et naturligt skridt snarere end et valg, men Christina udfordrede ham, for de havde jo ikke nødvendigvis brug for mere plads, selv om der kom børn til.

»Drømmen var og er for så vidt stadig at få et lille hus i Vanløse, Valby eller Emdrup, men vores lønninger er bare ikke til et hus så centralt i København. Så ville der i hvert fald ikke været råd til meget andet end havregryn til aftensmad, og sådan et liv har vi ikke lyst til at have«, siger Christina.

Parret havde heller ikke lyst til at flytte uden for byen, og derfor besluttede de at se tiden an og indrette sig til det kommende familieliv i deres toværelses lejlighed. Men da Christina blev gravid med deres førstefødte, Pinja, var det pludselig omverdenen, der begyndte at stille spørgsmålstegn ved parrets boligsituation.

»Skal I ikke flytte?«.

»Hvornår skal I så flytte?«.

»I skal vel flytte snart så?«.

At flytte havde parret ikke planer om, selvom ideen tidligere havde været på bordet i det lille hjem. For både Morten og Christina var enige om, at børnene havde det bedst af at være tæt på dem, og det fordrede det begrænsede antal kvadratmeter.

»Og når vi så spurgte folk, hvorfor de syntes, vi skulle flytte, kunne de sjovt nok ikke rigtig komme med nogen god grund til det. Det handlede mest om, at Pinja skal have sit eget værelse på et tidspunkt, men til den tid kan vi jo bare få en sovesofa i stuen, så hun har soveværelset alene«, siger Morten med en selvfølgelighed i stemmen, der tydeligt viser, at familien tænker mere pragmatisk end de fleste.

Ny tendens blandt ressourcestærke

Alligevel er Morten og Christina ikke alene om at tænke, som de gør – og slet ikke i København og Aarhus. Det fortæller Anne Hedegaard Winther, der er ved at skrive en ph.d.-afhandling om compact living, som er en ny tendens blandt ressourcestærke familier.

»Traditionelt set er der social status i at have masser af plads – enten i form af en stor villa med have eller en herskabslejlighed med otte værelser – hvis man bor i byen. At have småt med plads har derimod været forbundet med lavstatus, og det er det også stadig for den brede befolkning«, forklarer Anne Hedegaard Winther, der dog ser det billede rykke lidt på sig i de store byer.

I de seneste år er der nemlig flere og flere familier med mere end tilstrækkelige ressourcer, der vælger at bo på mindre plads, og de familier, som Anne Hedegaard Winther møder, er således veluddannede og i gode jobs. De har stærke relationer, interesse for kultur samt verden omkring dem. Og fælles for dem er også, at de ikke har lyst til at flytte fra byen.

»Hvad vi ser i de større byer herhjemme, har længe været et udbredt fænomen i udlandet. De ressourcestærke familier peger på bylivet som den primære årsag til at blive, selv om pladsen er begrænset. Samtidig beskriver mange, at det er frisættende at eje færre ting og ikke være bundet af vedligeholdelse og økonomi«, siger Anne Hedegaard Winther.

Færre kvadratmeter til københavnere

Dette er også situationen hos familien Skov Hegner. De otte år i København har dog sat et forskelligt præg på de to voksne. For hvor Christina i første omgang var svær at trække med til byen, er hun nu ikke til at få ud igen. Morten ville også gerne blive i byen, men ønsket om hus og have var endnu større end lysten til byens puls. Hensynet til Flex, som er en old english bulldog, spillede også ind. Han sidder ellers tålmodigt og betragter det kompakte familieliv med to små børn fra sit helle i orkanens øje, et gulvtæppe lige midt i stuen, mens Pinja hopper omkring, og Sølvig forsøger at kravle.

»Det er bare lettere at åbne en dør ud til en have end at skulle ned fra anden sal med to børn og en hund for at finde et grønt område«, siger Morten.

Han er handicaphjælper og arbejder blot to døgnvagter ugentligt, mens Christina er socialpædagog på barsel med et ønske om at gå ned i tid på det værested, hvor hun arbejder. Begge prioriterer samvær med familien meget højere end timerne på jobbet, og det har aldrig været anderledes. Af den grund rækker lønningerne ikke til et hus i Københavns Kommune, og derfor kom det også som sendt fra himlen, da parret efter få måneder på venteliste fik muligheden for at købe et kolonihavehus i udkanten af byen. Dermed kunne de forene deres drømme om både have og København.

Ifølge både Anne Hedegaard Winther og privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen er det netop boligprisernes udvikling i landets største byer, der har skabt grobund for den nye tendens med kompakte boligformer.

Tal fra Danske Banks rapport Danskernes Økonomiske Tryghed viser, at hvor der på landsplan er sket en stigning i antallet af boligkvadratmeter per dansker, er der i Storkøbenhavn, Odense og Aar­hus sket et fald. I 2017 havde den gennemsnitlige københavner således 40 kvadratmeter, hvilket er det mindste boligareal per person i landet. Uden for de tre største danske byer var tallet 52,3 kvadratmeter i 2017.

»40 kvadratmeter lyder måske ikke af meget, og det er det heller ikke, hvis vi sammenligner med eksempelvis Samsø. Men kigger vi på storbyer i Europa som London og Paris, har københavnerne ret meget plads at boltre sig på«, siger Louise Aggerstrøm Hansen og peger desuden på, at flere børnefamilier end tidligere vælger at blive i byen selv efter barn nummer 2.

Fælles seng og minimalistisk mindset

Hos Christina og Morten var det allerede ved Pinjas ankomst, at de gjorde en indsats for at skabe plads ved at skille sig af med mange af de ejendele, som alligevel bare samlede støv. Derfor har det faktisk ikke været nødvendigt for dem at tænke i kreative og alternative løsninger for at få det hele til at gå op. Svaret har været færre ting.

»Vi har nogenlunde det samme som alle andre familier, men vi har bare ikke så meget af det. Vi har eksempelvis kun fem håndklæder og tre spisebordsstole, for vi bruger ikke mere end det. Pigerne har heller ikke en hel masse legetøj, og jeg har ikke et skab fuldt af tøj, jeg alligevel ikke kan passe efter graviditeterne«, siger Christina og åbner de to store skabe i soveværelset, der rummer de fleste af familiens ejendele.

Imens er Pinja, der er fuld af ballade, hoppet i den store køjeseng i familiens fælles soveværelse, og far er kravlet med derop. Til daglig sover han i underkøjen, og når Pinja vågner klokken 5.30 om morgenen stikker hun hovedet ud over kanten og råber ”KOM NU, FAR”. Morten kravler op til hende og får ti minutter ekstra på øjet, inden de to lister ud i stuen for at give ro til Christina og Sølvig, der også sover i værelset på en boksmadras helt op ad køjesengen.

»Vi blev ret hurtigt forelskede i samsovning, for børnene vil alligevel helst være sammen med os, og samtidig sparer det plads, at de endnu ikke skal have deres eget værelse«, forklarer Christina om løsningen med køjeseng og boxmadras. Når de er i kolonihaven, sover familien i et lille værelse, der er dækket af madrasser, så de her har én stor fælles seng.

»Jeg har svært ved at se, hvad vi skulle bruge al den plads til, hvis vi havde mere. Eller man kunne jo nok godt finde på noget, men det er jo reelt unødvendigt, så hvorfor skulle man? Det handler om at gøre plads til hinanden, og der er rigeligt at gøre med at holde den her lille lejlighed ren og pæn«, siger Christina med et smil og kigger sig omkring.

Det eneste tidspunkt, hun indimellem drømmer om et ekstra værelse på, er, når Morten spiller computer. Det handler dog ikke om pladsen, men om støjniveauet.

»Men det er så vanvittig billigt her, at det ikke giver mening at flytte. Vi har jahatten på og får det til at fungere«, siger Morten.

I mellemtiden er alle mand kommet i overtøjet, klar til at køre til kolonihaven.

Kolonihavelykke i Ballerup

»Jeg troede sådan set, at en kolonihave var et skur, men det er jo nærmest et sommerhus«, siger Morten. Han er på vej ned ad stisystemerne til familiens 76 kvadratmeter store røde kolonihavehus i Ballerup, som de købte i august sidste år. Flex ved tydeligvis godt, hvor familien skal hen, for han er pludselig begyndt at trække godt i Morten, der har den sovende Sølvig i en autostol i den anden hånd.

»Her får jeg mit hus med have, uden at Christina skal ud af byen, og det er ovenikøbet en relativt overkommelig investering for os«, fortæller han om familiens køb til 460.000 kroner. Her er en brændeovn, et fuldt funktionelt køkken, et stort badeværelse, en udestue, et anneks, stor træterrasse, et ingridmarieæbletræ, en stikkelsbærbusk og rabarberstilke.

»Det første, min mor gør, når hun og min far kommer på besøg, er at gå ud i haven og trække rabarber op for at lave tærte til os. Hun siger ikke engang hej først«, fortæller Morten begejstret, mens Flex stormer rundt i haven med en logrende hale.

I hele sommerhalvåret har familiens liv udspillet sig i kolonihavehuset med gæster og glade dage, mens lejligheden i København har været lejet ud, og det er kun en lille uges tid siden, at familien rykkede tilbage til byen. I dag skal der lukkes for vandet i kolonihaven, nogle få ting skal flyttes indendørs i ly for sne, og de sidste potteplanter skal med tilbage til lejligheden. Ellers får huset lov at stå med alle familielivets charmer som børnesutter under sofaen, en My Little Pony midt på stuegulvet og løbecykler spredt rundt i haven, indtil sæsonen starter igen til foråret, og familien nemt kan genoptage huslivet.

Afbetalingen på kolonihaven fylder meget i familiens økonomi, og derfor er de også blevet nødt til at tænke mere over deres forbrug. Da Christina var på barsel med Pinja, havde de endnu ikke købt kolonihaven, så dengang var der til råd til at rejse og forbruge mere end nu.

»Vi har aldrig skullet bekymre os om penge og slet ikke, da vi begge blev færdiguddannet og havde fuldtidsjobs. Vi følte, vi kunne leve som konger – selv da jeg var på barseldagpenge. Det skal jeg på igen nu, men denne gang har vi banken med inde over og lagt et budget, så vi kan komme igennem de kommende måneder uden et alt for stort minus«, siger Christina.

Sceneskifte trumfer kvadratmeter

Ifølge Anne Hedegaard Winther vælger familier, der praktiserer compact living, ofte en løsning som Morten og Christinas med enten en kolonihave eller et sommerhus i stedet for at flytte til en større lejlighed, selv om økonomien faktisk tillader det.

»De beskriver, at en større lejlighed med flere kvadratmeter bare er mere af det samme. De vil hellere have noget andet, for det er sceneskiftet, der betyder noget for dem«, fortæller Anne Hedegaard Winther.

Det bekræfter Christina.

»Det har været så dejligt, at det ikke har krævet noget af os at skulle udenfor med pigerne. Vi har bare åbnet døren, og så har Pinja kunnet løbe ind og ud af huset i bar røv i det gode vejr. Folk har været på besøg på en anden måde end i lejligheden i København, og jeg synes, det mere primitive liv herude har sin charme. Hvis man mangler noget, er der kun den lokale købmand, og hvis der er lukket, må man håbe, naboen kan hjælpe«, siger hun.

Pendling og tilpasningsdygtighed

Det eneste minus ved familiens kolonihaveliv har været, at hverdagen med fritidsinteresser, Mortens arbejde og Pinjas institution stadig er i København, så de har brugt en del tid på at sidde i en bil frem og tilbage fra by til hus. Dog har familien holdt Pinja hjemme fra vuggestue flere dage ugentligt, så de alle fire har kunnet være sammen på Mortens fridage.

Hun har trods sin unge alder ikke reageret på, at hverdagen nu er i lejligheden i København, og hun løber hjemmevant rundt i kolonihaven, som om hun aldrig har været væk.

»Vi rejste en måned til Bali, da hun var helt lille, og dengang blev vi også spurgt, om hun ikke ville reagere negativt på nye rammer. Vi har hele tiden tænkt, at børnene er glade, når de er sammen med os – og så er det ligegyldigt, hvor vi er. Indtil nu har det vist sig at være rigtigt for os«, siger Christina og går ud mod den store fælles legeplads. Her er Pinja og far i gang med sæsonens sidste gyngetur, inden familien vender tilbage til vinterhalvårets hverdag på 56 kvadratmeter i Nordvest.

Hvor gør dig glad?

For familien Skov Hegner handler det ikke om mange kvadratmetre, et stort samtalekøkken eller varme i gulvene. Her er småt godt, for det giver plads i budgettet og masser af tid til samvær og nærvær. Til alt det, der ikke kan måles og vejes.

Det er langt fra alle, der kan se ideen i at bo fire mennesker og en hund i en toværelses. Eller bo i byen for den sags skyld. Nogle vil så langt væk fra alt som muligt, andre kan ikke få nok plads at boltre sig på.

Men en ting er vi danskere enige om: Boligen har stor betydning for, hvordan vi lever vores liv og hvor lykkelige, vi føler os.

Vi har gjort din boligsøgning nemmere og mere effektiv, når du skal finde en bolig, der gør dig glad.

Prøv det nye boligværktøj lige her!