Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Signe er flyttet sammen med sine svigerforældre: »Jeg blev nervøs for, om der var noget, jeg ikke havde taget højde for«

29. november 2019

Tidligere skulle svigermekanikken helst holdes fra døren. Men flere og flere vinker farvel til kernefamiliens traditionelle boligform og flytter sammen på tværs af generationer.

I Højbjerg ved Aarhus er Signe Wirth Engelund flyttet sammen med sin mands forældre, så deres fælles hus nu rummer tre generationer.

»Skal jeg ikke bare køre Ina til volleyball«, spørger farmor Yvonne Engelund. Hun er i gang med at pakke formiddagssnegle og biscottier væk fra kaffebordet, som hele familien lige har rejst sig fra. Det er efterårskoldt udenfor, men solen brager ind gennem de store glaspartier i rummet.

I huset bor tre generationer i det, som forskere for nylig er begyndt at dykke ned i og har døbt generationshuse. For noget tyder på, at danske familier igen er ved at rykke sammen på tværs af generationer under ét tag efter mange årtier, hvor det har været normen, at hver kernefamilie har haft sin egen matrikel.

Familien Engelund består – ud over farmor Yvonne – af farfar Nils, deres voksne søn Sune, hans kone, Signe og parrets to børn, Ina og Halfdan på henholdsvis 12 og 10 år. Igennem det seneste halve årti har familien boet sammen i Højbjerg ved Aarhus tæt på både vand og skov.

Mere eller mindre tryk på

Det var oprindelig Sune og Signe Wirth Engelund, der i 2010 købte villaen på toppen af bakken lige ved rundkørslen i Højbjerg, som er den lille bys knudepunkt. Et 50’er-hus med teaktræ, små værelser og en stor grund. Så stor, at parret talte om at udstykke den, fordi ingen af dem alligevel havde lyst til at allokere meget tid til at passe haven. Som ejere af interiørbrandet By Wirth lå interessen inden for husets fire vægge og ikke udenfor.

»Jo, det må du meget gerne«, svarer Signe, og Ina gør sig klar til at køre med farmor, mens Halfdan, der har siddet med ved kaffebordet, forsvinder ind på sit værelse. Gennem den tynde teaktræsdør kan man høre, at et computerspil startes.

Det var Halfdan, der i en alder af 3 år spurgte sine forældre, om farmor ikke kunne flytte ind i familiens kælder. Både Signe og Sune var som selvstændige i gang med at bygge virksomheder op med rigtig mange timers arbejde til følge. Ofte lagde arbejdet også beslag på weekender og aftener. Med Signes ord var de en kende presset, og derfor kørte farmor ofte hjem til småbørnsfamilien. Som pædagog på efterløn hjalp hun med at få hverdagen til at hænge sammen, når der var sygdom eller travlt. Så for den lille purk virkede det som en oplagt løsning, at hun flyttede ind. For de ældre generationer i familien var tanken heller ikke så fjern, for bedsteforældrene Yvonne og Nils havde i flere omgange tidligere boet i bofællesskaber med større eller mindre tryk på fællesskab – også med deres tre børn, da de stadig boede hjemme.

»På et tidspunkt flyttede vi fra bofællesskab til et byhus og derefter ud i et parcelhus, men dét var mærkeligt. Vi skulle pludselig forholde os til sådan noget som skel. Jeg gik over til naboen og spurgte, om vi ikke skulle fjerne hækken mellem os, så vi kunne få ét stor fællesareal, men nej, nej, nej, det kunne ikke komme på tale«, siger 71-årige Nils Engelund, der stadig er aktiv på arbejdsmarkedet med sit eget arkitektfirma.

»Han havde jo ellers sagt, han ikke ville tage store opgaver ind længere, men det holdt vist ikke, gjorde det, Nils«, spørger svigerdatter Signe og griner, fordi hun allerede kender svaret.

Hele den entreprenante Engelund-familie har svært ved at lægge arbejde fra sig, og Ina er det nyeste skud på stammen med salg af hjemmesyede hårelastikker på Instagram.

Svigermekanikken er in

Signe var den eneste i familien, der ikke havde erfaring med at bo sammen med andet end den allernærmeste familie, så hun skulle pludselig mærke efter, hvordan tanken om at bo med svigerforældrene føltes. Det føltes egentlig godt, men Signe blev konstant udfordret af omgivelserne, som kiggede sjovt på hende og spurgte, om hun nu også havde tænkt det helt til ende.

»Der var så mange, der spurgte mig, at jeg begyndte at blive nervøs for, om der var noget, jeg ikke havde taget højde for. Om jeg burde være mere skeptisk over for konstellationen, når nu så mange andre tydeligvis var det«, siger Signe.

Ifølge seniorforsker Mette Mechlenborg fra Center for Boligforskning er Signes situation et klassisk billede på det skifte, der er ved at ske i samfundet, og som formentlig også får flere til at flytte i generationshuse. For hvor danskerne førhen har haft travlt med at gøre sig uafhængige af de ældre generationer, er der en lidt anden tilgang til det i dag, hvor det er blevet cool at have det godt med både svigerforældre og forældre.

»Det er, fordi vi gerne vil vise mere rummelighed, men også, fordi de store generationskløfter ikke findes på samme måde længere. Nutidens ældre generationer går i den samme slags tøj som de yngre, de spiser på de samme restauranter, de hører den samme musik og ser de samme serier på Netflix. Vi er ikke længere så forskellige, som vi har været«, fortæller Mette Mechlenborg.

For Signe har det vist sig at være lige så problemfrit, som hun troede, og en stor hjælp i hverdagen. En hjælp, der går begge veje. For da Yvonne brækkede benet, var hjælpen også nær for det ældre ægtepar.

»Man får ikke noget uden også at give, og selvfølgelig har man ikke helt det samme privatliv, som når man bor alene. Vi ved, om vi hver især har gæster, om vi er hjemme, eller om vi arbejder sent. Vi går også altid lige forbi og giver hinanden besked, hvis vi er væk en aften eller weekend, men det føles egentlig meget naturligt, og det betyder ikke noget, for man får så meget andet«, siger Sune.

Fællesskabet er et tilvalg

Ifølge rapporten Danmarks Økonomisk Tryghed 2019, som Danske Bank står bag, er antallet af husstande med flere familier under samme tag steget med 40 procent over de seneste 10 år.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, kan der ligge flere ting bag stigningen, men én ting stikker ud i undersøgelsen, der ligger bag rapporten.

»Den meget traditionelle måde at bosætte sig på i en kernefamilie fylder mindre og mindre i det store billede. Vi bor sammen på flere måder, men vi kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvad der ligger bag«, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen, som dog peger på, at boligpriserne er en af årsagerne til, at vi finder sammen i andre konstellationer.

Det er denne tendens med flere voksne under samme tag, der har fået Center for Boligforskning til at sætte projekter i gang for at kigge nærmere på årsagerne til stigningen. Mette Mechlenborg beskriver ønsket om at være fælles om hverdagen for at gøre plads til arbejdslivet, et styrket forhold mellem den yngste og ældre generation samt det økonomiske incitament om at dele udgifter som drivkræfterne bag konstellationen i generationshuse.

»Forudsætningen for fællesskabet i nutidens generationshuse er muligheden for privatliv, hvilket vi ser stort set alle steder i dag. Husene er indrettet, så familierne hver især har områder, der er private, og fællesskabet er et tilvalg og ikke en forpligtelse, som vi så med kollektiver«, siger Mette Mechlenborg.

Ind og ud mellem boligerne

Sådan er det også hos familien Engelund, hvor der er et fælles indgangsparti, men separate indgange til familiernes enheder. Det stod klart, at der ikke var plads til alle i Signe og Sunes 50’er-hus, men den store grund kunne til gengæld godt bære en tilbygning af betragtelig størrelse og i flere niveauer, og her kom Nils’ baggrund som arkitekt i spil. Han stod over for valget om at ramme ind i samme tidsånd eller få 50’erne og 10’erne til at mødes.

Han valgte det sidste og gik i gang med at tegne en moderne løsning på skråningen op ad bakken, som kunne rumme ægteparrets daglige behov, hans tegnestue samt give de to familier mulighed for at have haver, terrasser og vinduer væk fra både hinanden og trafikken i rundkørslen.

»Det lykkedes. Sæt dig her engang«, siger Nils og trækker en spisestuestol ud. »Huset er bygget, så man kun kan se skov og grønt, når man sidder her«, forklarer han og peger rundt på vinduernes placering og udformning.

Det ældre ægtepars afdeling rummer designklassikere, store vinduespartier og kunst på væggene. Nils peger rundt på kunstværkerne et efter et og fortæller, hvem der står bag.

»Det er altid et dilemma, når man både vil have meget lys ind, men også mange flader med plads til billeder«, siger han.

Det er moderne med betongulv, højt til loftet og rene linjer i det store køkkenalrum, der tager det meste af boligens plads. Tilsammen har familierne 420 kvadratmeter på den 1.500 kvadratmeter store grund, men de kan kun kigge ind til hinanden ved det fælles indgangsparti midt på bakken.

Når Ina og Halfdan kommer hjem fra skole, banker de altid lige på glasdøren ind til farmor og farfar, og hvis der ikke er travlt, kommer de også ind. Gennem døren kan man kigge direkte ind i det store køkkenalrum og se sofaen, hvor farfar godt kan lide at ligge.

»Det er dejligt at have farmor og farfar tæt på. Nogle gange spiser vi sammen, og farmor tager mig med til lægen eller til tandlægen. Og hvis vi ikke har noget mel, går jeg lige ned til dem og låner noget, og når jeg er syg, ligger jeg på deres sofa hele dagen«, fortæller Ina.

Ofte rejser Nils sig, når Halfdan banker på ruden, for gennem vinduet vil Halfdan gerne vise farfar, at han kan køre ned ad den stejle bakke mod rundkørslen, og det er ikke sjældent, at børnebørnene kommer i bedsteforældrenes afdeling med deres legekammerater for lige at sige hej.

»Så kommer der lige pludselig sådan fire børn gående bag mig, når jeg sidder og arbejder på tegnestuen, for at hente is«, siger Nils og griner, mens Yvonne fortæller, hvordan de underholder deres vennepar med børnenes mange påfund og spørgsmål.


Signes størstes bekymring

Der er med andre ord trafik mellem de to hjem, og Yvonne og Nils går også gerne op hos den yngre generation, når de har ærinder. Familierne har som sådan ikke nogen regler for samværet, men besluttede blot helt fra begyndelsen at skabe fysiske rammer, der gjorde det muligt for de to familier at have hver sit at trække sig tilbage til.

»Vi var fra starten meget opmærksomme på, hvordan Signe havde det. Vores egen søn kender vi bedre og har en anden relation til, så vi tænkte mere på Signes behov, så hun kunne have det godt i det«, forklarer Yvonne.

Signes største bekymring lå dog i at skulle fortælle sine egne forældre om det nye bofællesskab, for de måtte ikke føle sig fravalgt. De bor i Aabenraa, og deres relationer er stærkt forankret i lokalområdet, så selv om Signe vidste, de slet ikke ville have lyst til selv at flytte sammen med hende og Sune, var det stadig en stor ting at fortælle dem, at hans forældre nu ville gøre det.

»Det var vigtigt for mig at italesætte over for mine forældre, at det jo ikke tager noget fra deres samvær med børnene, men de blev overraskede og skulle lige vænne sig til tanken. Til gengæld er vi sammen med dem på en anden måde, når vi ses med dem, fordi vi bor hos dem en hel weekend eller tager på rejser med dem«, siger Signe.

Signes forældres primære bekymring var, om Signe havde overvejet det grundigt nok. Men da de fik snakket det om det og fik indblik i hendes tanker, blev den bekymring lagt på hylden.

Hendes forældre kommer nu ofte på besøg, og de to hold bedsteforældre er også blevet endnu tættere end før. Når Sune og Signe har været ude og rejse, er mormor og morfar indimellem flyttet ind i den tomme seng, og så alle fire bedsteforældre i fællesskab har kunnet passe de to børnebørn..

I huset i Højbjerg er det nu ikke, fordi de tre generationer sidder lårene af hinanden, selv om de bor sammen. Slet ikke i øjeblikket, hvor de alle seks har gang spændende ting i skolen, på arbejdet og i fritiden. Tværtimod har de kun en enkelt hverdagsaften i ugens løb, hvor alle mand er hjemme til spisetid samtidig, men det betyder ikke nødvendigvis, at de spiser sammen. Men der er altid en fælles bevidsthed om, hvad og hvem der rører sig i huset.

»Selv om vi ikke altid laver noget sammen i hverdagene, hilser vi altid på hinanden og ved, at vi alle er her«, siger Yvonne.

Hvor gør dig glad?

Familien Engelund har fundet lykken i et hus med plads til tre generationer. For andre er det en fjern tanke at bo en hel familie under samme tag. Selv om man kan trække stikket og lukke døren bag sig.

Det er heller ikke alle, der drømmer om en villa i forstæderne. Med græs, der skal slås og en have, som skal passes. Der er dem, der aldrig skal ud af byen, hvor krydderurterne kan være i en altankasse. Og så er der dem, der skal så langt væk fra alt som muligt.

Men én ting er vi danskere enige om: Boligen har stor betydning for, hvordan vi lever vores liv og hvor lykkelige, vi føler os.

Vi har gjort det nemmere at finde en bolig, der gør dig glad.

Start din boligsøgning lige her!