0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

19-årige Magnus vil gøre sig fri af arbejdsmarkedet

29. marts 2021

19-årige Magnus Mikkelsen arbejder i et byggemarked, løber ture i skoven og ses med vennerne. Og så handler han egenhændigt enkeltaktier for den opsparing, han selv har sparet op gennem en hel barndom. Hans forældre tog ham fra en tidlig alder med ind i pengenes verden, og det er ifølge ny rapport netop sådan, at økonomisk ansvarlige individer bliver til.

Da Magnus Mikkelsen var barn, fik han hvert år 1.000 kroner af sine bedsteforældre. En slags feriepenge til is og andre fornøjelser, som han frit kunne bruge i sommerens løb. 1000 kronesedlen fik ofte ben at gå på, men den sommer, hvor han fyldte otte år, brugte han halvdelen af dem på at købe aktier.

Det var godt nok ikke hans egen ide, men Magnus Mikkelsen var med på den. Hans far klippede derfor fire stykker papir ud og på det ene, tegnede han en vindmølle for Vestas. På det andet tegnede han en øl for Carlsberg, og på de to sidste tegnede han en pengeseddel for Danske Bank. De fire enkeltaktier fik Magnus Mikkelsen i bytte for halvdelen af sine feriepenge fra bedsteforældrene, mens resten af pengene gik til tant og fjas.

»Jeg ved ikke, hvor meget af det jeg forstod dengang, men jeg kan da huske, at vi talte om, hvordan aktierne kunne gå op og ned i værdi«, siger Magnus Mikkelsen og kigger på sin far, der klukker lidt og siger:

»Var du virkelig ikke ældre end otte år, da jeg gjorde det?«

Familien sidder samlet om bordet i parcelhuset i Risskov, hvor Magnus Mikkelsen er vokset op. Her bor han stadig med sine forældre og lillebror, og han er godt i gang med sit første sabbatår, som måske bliver til to. Han har fået job som kundesupporter i Bauhaus og er sammen med sine venner, i det omfang pandemien tillader.

En helt almindelig ung mand, som i en alder af 18 år tog styringen over sit eget aktiedepot, og i dag forvalter flere penge end de fleste voksne. Det er ikke noget, han tænker videre over, for i hans familie har økonomi altid været en naturlig del af hverdagens samtaler. Som når familien har været på tur med Magnus på bagsædet, og far Torben har peget gennem bilruden og sagt: »Du ejer en lille møtrik i vindmøllen på marken der«

Børn kopierer deres forældre

I sidst uge udkom rapporten »Gode pengevaner til næste generation«, der er udarbejdet for Danske Bank. Her kortlægges, hvordan forældre bedst skaber et grundlag for børns økonomiske trivsel, og meget tyder på, at Torben Mikkelsen havde fat i den lange ende allerede for elleve år siden, da han udstedte aktier til sin søn.

Rapporten peger nemlig på et skifte i den måde, man hidtil har tænkt børn og økonomi på. Der skal mere til end blot information og uddannelse for at give børn et godt økonomisk fundament.

»At lære om penge og økonomisk beslutningstagning er ikke det samme som rent faktisk at træffe økonomiske beslutninger selv«, lyder en af hovedkonklusioner således i rapporten, der er blevet til på baggrund af tal og interviews med godt 3.500 børn og unge og deres forældre i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Børn skal med andre ord involveres i økonomi i en grad, hvor de selv har penge mellem hænderne og bliver inddraget i beslutningsprocesser. Værdien af pengene er underordnet, for det drejer sig om hyppigheden af erfaringerne snarere end beløbets størrelse.

En anden konklusion i rapporten er, at børn kopierer forældres adfærd i økonomiske aspekter, og derfor betyder handling langt mere end ord. Der er således en direkte forbindelse mellem forældres økonomiske ansvarlighed og børns økonomiske ansvarlighed.

På rundtur i banken

Hos familien Mikkelsen er der en grund til, at Magnus i så tidlig en alder var villig til at opgive halvdelen af sine feriepenge for at investere dem i noget, han end ikke forstod på det tidspunkt.

Igennem seks år sparede hans forældre op til en jordomrejse for alle fire, mens drengene stadig var små, og det blev jævnligt italesat i hjemmet. Det betød også, at møbler ikke bare blev skiftet ud, selvom de måske kunne trænge, og forældrene lagde penge til side og opfordrede sønnerne til at gøre det samme.

Så når den lille sølvfarvede bamse med en sprække i nakken var blev fyldt op i kølvandet på jul og fødselsdag, tog Magnus’ mor ham med i banken for at sætte pengene ind på kontoen. Det var dengang, man hældte alle mønter i en stor tæller, fik en seddel i hånden og gik op til skranken for at sætte dem ind på sin konto. Magnus fik lov til at gøre det selv, og imens satte hans mor ord på omgivelserne. Hun udpegede receptionen og rådgiverafdelingen og forklarede, at man skulle trække et nummer og vente på sin tur.

I dag ræsonnerer Magnus Mikkelsen sig frem til, at det tog brodden af alt, der kunne have været farligt ved mødet med banken og gjorde det i stedet til noget spændende.

»Nu går man selvfølgelig ikke rigtig i banken længere, men jeg forestiller mig, at mange har haft det med banken, som man kan have det med tandlægen«, siger Magnus Mikkelsen.

Det første økonomiske minde

Ifølge rapporten »Gode pengevaner til næste generation« er egne erfaringer som Magnus Mikkelsens vigtige, og forældre bør tænke i de baner, allerede fra når børn er tre år gamle. På det tidspunkt er de i stand til at forstå, at penge kun kan bruges én gang, at noget er dyrere end andet, og at penge skal opbevares sikkert.

Når børn når femårsalderen, er de blandt meget andet klar til at lære den nøjagtige værdi af sedler og mønter, hvor penge kommer fra, samt at man kan vælge at spare op eller bruge sine penge.

Lige nøjagtigt den forståelse knytter sig til Magnus Mikkelsens allerførste minde om økonomi. Til dengang han som en lille lyshåret knægt på seks år stod i legetøjsbutikken Toys’R’Us og skulle bytte sin julegave.

»Det var udsalg, så jeg kunne bytte min gave og spæde lidt til selv for at få to pakker med playmobil i stedet for en. Men jeg kunne også bare bytte gaven til en enkelt pakke og få nogle penge tilbage. Det kan jeg huske, jeg tænkte over. For jeg ville jo også gerne have, at der skulle stå flere penge på min konto, næste gang jeg fik brev fra banken«, fortæller Magnus Mikkelsen og stirrer frem og sig for at huske, hvordan det endte.

»Jeg tror, jeg spædede til selv, for jeg fik playmobil iscaféen med«, siger han og griner.

At gøre sig overvejelser som denne har fulgt ham hele livet, og som hjemmeboende voksen med fuldtidsjob har han sat et loft over sit månedlige forbrug.

»Jeg bruger højest 3000 kroner om måneden på tøj, byture og den slags. Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg sat det til 2000 kroner, og det ser jeg også helst, at jeg stadig holder det på. Men når nu jeg får en regulær løn, så vil jeg også gerne være lidt god ved mig selv«, siger Magnus Mikkelsen.

Hans forældre blander sig ikke i hans økonomi men er til rådighed for snakke om budgetter, aktier og prioritering.

»Vi har altid lagt vægt på, at han skal bruge sine penge på det, han har lyst til, og han skal ikke være bange for at bruge penge. Han skal bare være bevidst om, hvordan han bruger dem og tænke over, hvad der giver ham værdi i livet, så han prioriterer efter sine mål og drømme«, siger Janne Mikkelsen.

Som at lære at cykle

Netop mindset er en af de tre forskellige ben, der skaber økonomisk ansvarlighed hos børn og senere unge. De to andre ben er erfaring og viden, og det kan ifølge rapporten »Gode pengevaner til næste generation« sammenlignes med vores tilgang til et barn, der skal lære at cykle.

»Du ville aldrig bare give ham eller hende en bog om, hvordan cykler fungerer. (…) Tværtimod ville du begynde med en rigtig cykel, som barnet kan røre ved (erfaring). Du ville opmuntre og støtte barnet og først fjerne støttehjulene, når barnet føler sig selvsikker (mindset). Barnets viden kommer senere, når han eller hun er gammel nok til at cykle i trafikken og skal lære færdselsreglerne«, lyder det.

Magnus Mikkelsen selv opdagede først i en alder af 14 år, at hans mindset, erfaring og viden om pengene stillede ham anderledes end mange andre jævnaldrende. Det blev tydeligt, da han og klassekammeraterne pludselig stod med ualmindeligt mange penge mellem hænderne efter forårets konfirmationer.

Mens flere kammerater brugte dem alle sammen, tog de hjemme hos Magnus Mikkelsen en længere snak om, hvad han godt kunne tænke sig at bruge sine penge til. Samtidig satte hans mor ham til selv at regne ud, hvor mange penge han ville have ved årets udgang, hvis pengene blot blev sat ind på hans opsparingskonto, der dengang bød på en fordelagtig rente.

»Indtil da havde jeg altid bare tænkt, at det var naturligt at gå op i økonomi og den slags, men det blev jeg klar over, at det ikke var«, siger Magnus Mikkelsen.

Han endte med at bruge nogle af pengene på et godt kamera, men resten satte han i banken, for regnestykket havde vist ham, at han ville få 1.300 kroner i rente for at have dem stående året ud.

Handler egenhændigt aktier

Støttehjulene er kommet af, men Magnus Mikkelsen søger stadig sparring hos sine forældre til eksempelvis at få overblik over, hvad det koster at flytte hjemmefra. De taler jævnligt om aktiemarkederne, for da Magnus Mikkelsen fyldte 18 år, kunne han endelig få adgang til sit eget aktiedepot, og i dag handler han på børserne uden nødvendigvis at konferere med sine forældre om sine valg.

Forud for det tog forældrene en snak med ham om, hvad der er en fornuftig tilgang til aktiehandel kontra gambling med sin økonomi. Med de overvejelser in mente sparer han op til sine investeringer over tid, og når han har nok til at handle for, afsøger han åbninger og mulighederne. Han kigger primært på teknologi, bioteknologi og bæredygtighed, for han tror på, at fremtiden ligger her, og hans investeringer er langsigtede.

De fire små stykker papir, som Magnus Mikkelsen købte for sine sommerferiepenge, er for længst forsvundet, men aktierne står stadig i farens depot og er sidenhen femdoblet i værdi.

»Sidste år opgjorde vi, hvad de var værd. I dag tror jeg, de ligger på omkring 2.500 kroner. I hvert fald på en grøn dag«, siger Magnus Mikkelsen og smiler.

Hvad hans opsparing på sigt skal bruges til, ved han ikke, men han er fascineret af muligheden for at gøre sig fri af arbejdsmarkedet. Han vil gerne arbejde, men han vil selv have mulighed for at bestemme hvornår og hvor meget. Når han på et tidspunkt skal studere, falder valget formentlig på økonomi, men indtil da nøjes han med at diskutere de grønne og røde dage på aktiemarkederne henover spisebordet med sine forældre.

Gode pengevaner til den næste generation

Rapporten 'Gode pengevaner til næste generation' er udarbejdet for Danske Bank.

Den bygger på den nuværende økonomiske ansvarlighed hos 3.690 børn og unge og deres forældre fra Danmark, Norge, Sverige og Finland. Den er rig på viden om og praktiske strategier for, hvordan man skal arbejde med økonomisk ansvarlighed hos den næste generation af børn og unge.

Besøg vores univers om børn og pengevaner på pengeskyen.dk, eller hent rapporten.

Hent rapporten her
Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.