Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Glemt ferieby trækker kunstnere og aktive besøgende til på ny



7. maj 2018

Forfattere og kunstnere som Tolstoy, Wharton og Picasso har været med til at give byen Hyères et kunstnerisk ry. Det fordampede, da kunstscenen søgte mod mere glittede kystbyer, men i dag blæser de kunstneriske vinde igen mod Provence.



Edith Donc ser begejstret til, mens hendes venner bærer lærrederne ind i det lyse galleri og stiller dem på gulvet.

Malerierne er lige blevet færdige, dagen før den udstilling, hun har været med til at arrangere.

To af malerierne er abstrakte med forskellige brune nuancer på tværs af lærredet, de andre to i street art-stil med masser af farver, graffiti-tags og tegneseriemotiver.

»De er flotte, hvad?« siger hun og vender sig mod en af mændene.

Han nikker, let rødmende; han har malet to af malerierne, og hans ven de to andre. Nu samler de værkerne her, så de sammen kan bære dem over til det nabo-galleri, der er vært for morgendagens udstilling.

»Alle kender alle her«, griner Edith Donc, da en ven fra galleriet overfor kigger forbi for at inspicere malerierne.

Rue du Temple i Hyeres’ historiske kvarter er et lille knudepunkt for den lokale kunstscene. Gallerierne ligger overfor hinanden i den lille, smalle gade.

Rue du Temple i Hyeres’ historiske kvarter er et lille knudepunkt for den lokale kunstscene. Gallerierne ligger overfor hinanden i den lille, smalle gade.

Vi er i Hyères Rue du Temple, en lille gade i byens historiske gågade-kvarter. Hver anden butiksfacade i den smalle, mørke gade, der kun lyses op af de pastelfarvede skodder og den skive blå himmel, der er synlig mellem de gamle bygninger, synes at være et galleri.

Et af dem er ‘Aux Arts Etc…’, som Edith Donc åbnede med tre venner for et års tid siden.

Hyeres’ historiske centrum består af et virvar af smalle, gamle gyder, hvor vasketøjet hænger ud af vinduerne og lokale er på vej hjem med dagens indkøb.

Hyeres’ historiske centrum består af et virvar af smalle, gamle gyder, hvor vasketøjet hænger ud af vinduerne og lokale er på vej hjem med dagens indkøb.


Hun er født i byen, men flyttede ligesom mange andre unge til større byer, især Marseille og Paris, for at studere og finde arbejde. Nu er hun imidlertid flyttet tilbage til sin barndomsby, lokket af drømmen om et langsommere liv og en lille, lokal kunstscene - og hun er ikke alene:

»Folk er begyndt at vende tilbage. Der er selvfølgelig stadig mange, der bliver boende i de større byer, men det begynder at bevæge sig nok på kunstscenen til, at det er interessant. Først bevægede det sig som en skildpadde, nu lidt hurtigere. Men der sker noget«, siger hun.

Hun fortæller, at Hyères kunstscene er meget lokal og ikke-kommerciel, i modsætning til kunstscenen i mange andre pittoreske, provencalske byer. I byer som Saint-Paul-de-Vence, Cagnes-sur-Mer og Mougins, der blev berømte blandt kunstnere og kunstelskere da malere som Chagall, Picasso og Renoir slog sig ned her for at male, er der flere udenlandske ejendomsmæglere, kommercielle gallerier med landskabsmalerier og ukontroversielt kunsthåndværk.

I Hyères, derimod, er scenen præget af - næsten lidt for meget - undergrund:

»Kunstscenen begynder at bevæge sig, men køberne har ikke helt fundet os endnu. Der kommer flere og flere gallerier, atelierer og kunsthåndværksbutikker, men mange af de besøgende er stadig turister og lokale, der spadserer rundt i kvartererne. Vi mangler bare de ambitiøse kunstsamlere«, fortæller Thierry Planke, der har sit galleri lige overfor Ediths og en lille lejlighed i nabobygningen.

Thierry Planke forlod Paris for at komme tættere på havet og blive del af den lille, lokale kunstscene.

Thierry Planke forlod Paris for at komme tættere på havet og blive del af den lille, lokale kunstscene.

Han sidder foroverbøjet over et stort skrivebord for enden af rummet og arbejder på små skulpturer af genanvendt materiale, især forskellige former for metal. De ligner små robotter, og han kalder dem pop-skulpturer.

Thierry Planke flyttede til byen for tre år siden fra Paris, men det var ikke kunstscenen, der fik han til at kaste sin kærlighed på den lille by, men en helt anden attraktion:

»Det er et af de bedste steder i verden at kitesurfe. Hver eftermiddag, når jeg lukker galleriet, tager jeg til kysten«.

Kitesurf-scene trækker internationalt publikum

De farverige kitesurf-drager svæver over bugten som ørne, mens windsurf-sejlene fræser over havoverfladen. Dem, der styrer sejlene og dragerne, kommer kun til syne, når de nærmer sig kysten, som små, sorte prikker mod de farverige sejl.

Badegæsterne gør plads på stranden, når en wind- eller kitesurfer går i land, og surferne hjælper hinanden med at komme i gearet og ud på vandet. På den anden side af sanddunen, der er dækket af siv, ligger parkeringspladsen; den er fyldt med biler, der er udstyret til at have boards, sejl og drager med.

»Når vejret er godt, og vinden har den rigtige retning, har vi folk, der kommer kørende hertil fra Italien, Schweiz og det meste af Frankrig,« fortæller Claire Demontes.

Almanarre-stranden, der forbinder fastlandet med Giens-halvøen, er centrum for kite- og windsurfscenen. Hver eftermiddag mødes lokale og tilrejsende på den lange strand for at prøve vinden af.

Almanarre-stranden, der forbinder fastlandet med Giens-halvøen, er centrum for kite- og windsurfscenen. Hver eftermiddag mødes lokale og tilrejsende på den lange strand for at prøve vinden af.

Hun arbejder for Le Spot Kitecenter, en af Giens-halvøens mange centre for aktiv sport. Her kan man leje udstyr, booke en lærer eller tage et fuldt kursus i kitesurfing, og der er fyldt op på den lille pavillion hvor folk trækker i wetsuits, forbereder deres surfbræt og smører sig godt ind i solcreme. De ansatte slæber bræt, drager og andet udstyr ind i den ventende bil, og der er kø i butikken med mindre udstyr.

Kitesurf-skolen blev åbnet af Ariane Imbert, der er Frankrigsmester i kitesurfing og har konkurreret internationalt, og hun underviser hver dag dens mange studerende. Claire Demontes kom selv hertil for over et år siden for at tage et kursus i at kitesurfe, og hun blev så bidt af livsstilen, at hun besluttede sig for at dedikere de næste par år til at kitesurfe og arbejde indenfor feltet. Og hun var ikke i tvivl om, hvor det skulle foregå:

»Fordi vi har den her tange mellem Giens-halvøen og fastlandet kan vi kitesurfe stort set hver eneste dag; hvis vinden kommer fra øst, er vi på den her side af øen, og hvis den kommer fra vest, er vi på den anden,« siger hun og peger mod horisonten på hver side af kitecentret.

Historisk resort for kongelige og nutidig kunstscene

Vandhundene og de unge kunstnere er langt fra de første, der har vendt blikket mod regionen omkring i Hyères. I slutningen af 1700-tallet blev byen den franske rivieraens første resortby, da franske og britiske adelige søgte tilflugt i byens milde vintre, helende planter og smukke natur.

Napoleons søster Pauline Bonaparte, den britiske Dronning Victoria og andre adelige familier lagde vejen forbi i 1800-tallet, og forfattere som Alexandre Dumas, Leo Tolstoy og Joseph Conrad opholdt sig her for at skrive og for at være tættere på vandet og den natur, mange af kunstnernes læger mente ville være helende for deres fysik og mentale tilstand.

Man bliver belønnet med en storslået udsigt hvis man forpustet kæmper sig op ad de stejle gader, der ligger nord for Hyeres.

Man bliver belønnet med en storslået udsigt hvis man forpustet kæmper sig op ad de stejle gader, der ligger nord for Hyeres.

I 1920erne blev byen et centrum for kunstnere og andre kreative sjæle da forfattere som Paul Bourget og Edith Wharton – den første kvindelige Pulitzer-prisvinder – begyndte at købe de gamle paladser og invitere deres indflydelsesrige venner. Samme årti valgte mæcen-ægteparret de Noailles at få opført en modernistisk, kubistisk villa, hvor kunstnere som Jean Cocteau, Picasso, Salvador Dalì og Man Ray opholdt sig.

Både Whartons slot og de Noailles-villaen er i dag åbne for besøg fra offentligheden; slottet Wharton købte, St-Claire, bliver i dag brugt som kontor for den nærliggende nationalpark, og Villa de Noailles er et indflydelsesrigt kunstmuseum med fokus på mode, fotografi, design og arkitektur.

»Villaen har en anderledes historie end mange andre kunstcentre på rivieraen, for ejerne, de Noailles-ægteparret, troede virkelig på moderne kunst. Derfor har den altid haft et lidt mere nutidigt ry end andre steder, som er mere tilbageskuende«, fortæller Jean-Pierre Blanc, Villa Noailles’ leder om villaens kulturelle arv.

Villa Noailles har siden 1920’erne samlet kunstnere fra nær og fjern. I dag er villaen hjem til et fremsynet museum med fokus på mode, design, arkitektur og fotografi.

Villa Noailles har siden 1920’erne samlet kunstnere fra nær og fjern. I dag er villaen hjem til et fremsynet museum med fokus på mode, design, arkitektur og fotografi.

Villa Noailles er i dag stadig en af grundene til, at Hyères kunstscene har ry for at være mere undergrund, ikke-kommerciel og nutidig. I 1986 grundlagde Jean-Pierre Blanc, der er født og opvokset i byen, den internationale festival for mode og fotografi, og hvert år tiltrækker festivalen flere hundrede journalister fra hele verden, der kommer for at fortælle om de mange deltagende arkitekter, modedesignere, fotografer og designere.

Nu er den indflydelsesrige kunstfond Fondation Carmignac på vej til regionen, og Jean-Pierre Blanc glæder sig til at samarbejde med fonden om at bringe endnu mere liv til den lokale kunstscene.

»Det skaber en masse energi og samarbejdsmuligheder, og det bliver godt for den lokale kunstscene. Der er lang vej igen, men vi er i gang med arbejdet, og jeg tror Hyères og Toulon kommer til at blive et centrum for nutidskunst«.

Kunstfond på ferieø

Fonden åbner dørene til juni, men indtil da fylder byggerodet på øen Porquerolles, hvor der i højsæsonen ankommer op til 10.000 dagsgæster hver eneste dag. De besøgende ser indtil videre ud til at have mere travlt med at komme på stranden end museum; på cykler, gåben og endda krykker stavrer de afsted mod øens strande, der er blevet kåret som nogle af Europas smukkeste og tiltrækker især lokale turister.

Sebastian Le Bers bedstefar ejede fra 1911 og frem til Anden Verdenskrig hele Porquerolles-øen. I dag driver Le Ber øens største vingård.

Sebastian Le Bers bedstefar ejede fra 1911 og frem til Anden Verdenskrig hele Porquerolles-øen. I dag driver Le Ber øens største vingård.

Sebastian Le Ber fræser forbi dem på sin motorcykel. Som vinbonde er han er af de få, der har lov til at køre på øen, og turisterne ser undrende til, mens han flyver forbi.

»Vi kommer nok til at få flere besøgende udenfor sæsonen fremover,« siger han og nikker mod Carmignac-fondens byggeplads. »Men det er svært at forestille sig, at her bliver plads til flere turister i højsæsonen«.

Vandreruter og skaldyr

Giens-halvøens hoteller er et af de steder, hvor Sebastien Le Ber sælger sin vin. Hoteller som Le Cube og Hotel Provencal henvender sig til et yngre publikum, og ofte et, der rejser uden børn.

Med sit fokus på udfordrende fysiske aktiviteter og ambitiøse restauranter med hvide duge og en andægtig atmosfære tiltrækker regionen i det hele taget mange rejsende, der endnu ikke har børn.

Det gør det blandt andet muligt at give sig i kast med Sentier Littoral, en vandretur langs kyststrækningen. Den er kun på 6 kilometer, men på grund af den dramatiske kyststrækninger med bratte stigninger og fald i klippe-landskabet tager det tre timer at vandre rundt om Giens-halvøens snude.

Forpustede og støvede ankommer et hold vandrere til Provencals strand. Den ligger for foden af hotellet, hvis terrasse ligger flere hundrede meter over vandet og er, udover liggestole på klipperne, hjem for en pool, der er hugget ind i klippesiden. De nyankomne tager tøjet af og hopper hvinende i det iskolde hav fra strandens vippe. Det er april, så vandet er stadig koldt, og et par franskmænd klapper af de badende, da de hopper i.

Filmkulisse for lokale


Både strandene og restauranterne er mere travle i højsæsonen. I ydersæsonen bliver der næsten udelukkende talt fransk på restauranterne i Hyères lille centrum, hvor der ligger caféer og restauranter gemt for enden af smalle gyder, på små, gemte pladser, og på byens torv.

Udenfor konditoriet Biscuterie Maison sidder tre ældre herrer ved et vakkelvornt bord og diskuterer politik og vin, mens de drikker lokal øl. En af dem rejser sig for at servicere kunderne i den lille butik; han sælger lokale bagværks-delikatesser, macarons og biscuits, og det har han gjort, siden han var 14 år.

»Jeg har altid boet i byen, og den har egentligt ikke ændret sig så meget«, fortæller Gilles Mene, der i dag har gråt hår.

Hele sit liv har Gilles Mene bagt macarons, småkager og andre lokale delikatesser til borgerne i Hyeres.

Hele sit liv har Gilles Mene bagt macarons, småkager og andre lokale delikatesser til borgerne i Hyeres.

Når man går rundt i de smalle gyder mellem de ferskenfarvede huse med pastelfarvede skodder er man tilbøjelig til at give ham ret.

Byen er så tidløs, at den er blevet brugt som filmkulisse for historiske film af franske instruktører som Jean-Luc Godard og Francois Truffaut.

Gyderne er så smalle og skæve, at man kan røre hver side med udstrakte arme og kun lige ane en snæver skive himmel, når man kigger op mellem vasketøjet.

En af gyderne åbner sig og åbenbarer Place Rabalton, en lille plads beplantet med oliventræer.

Den nyåbnede Kosmos Café, drevet af Marc Vaireaux, er Hyeres’ uofficielle kunstcafé, og her er ofte ferniseringer.

Den nyåbnede Kosmos Café, drevet af Marc Vaireaux, er Hyeres’ uofficielle kunstcafé, og her er ofte ferniseringer.

En ung mand er ved at gøre klar til, at gæsterne ankommer på hans nyåbnede cafe-galleri, Kosmos Café. Det er byens kunstneres uofficielle stamsted, og det er her udstillingen, mange lokale kunstnere er ved at forberede sig på, kommer til at foregå i morgen.

»Jeg er født her, men flyttede ud da jeg blev ung for at se verden og bo steder som London og Australien. Men jeg er vendt tilbage nu, for jeg vil være en del af byens lokale kunstscene«, fortæller 32-årige Marc Vaireaux.

I Hyeres munder de smalle gyder ud i pladser som Place Rabalton, hvor små cafeer agerer mødested for de lokale.

I Hyeres munder de smalle gyder ud i pladser som Place Rabalton, hvor små cafeer agerer mødested for de lokale.