Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Slow-travel: Kærlighed til havet trækker særlige typer af lokale og turister til



14. maj 2018

Ingen smøger, spar på vandet og brug benene. Giens-halvøen og Hyères-øerne i Provence tiltrækker vandglade turister og lokale, der dykker, svømmer, kitesurfer og sejler sig gennem en af Frankrigs ældste nationalparker.



Den lille havn er et mylder af liv.

Solbrune sejlere fræser mod deres både på cykler, de mindre sportstrænede jurymedlemmer står i grupper og snakker, og lokale er ved at spærre af for trafikken. Solen skinner skarpt over havnen og spejler sig i det azurblå vand.

På norsk, japansk, italiensk, fransk, russisk og dusinvis af andre sprog taler sejlerne lavmælt med hinanden, mens de står bøjede over deres både og gør dem klar til sejladsen.

Vi er på Saint-Pierre-havnen på vej mod Giens-halvøen syd for Hyères, og om et par dage går sejlsports-konkurrencen World Cup Series i gang. Mere end 650 sejlere fra 46 nationer skal konkurrere om æren og en adgangsbillet til verdensmesterskaberne i sejlads i Aarhus i år og OL i Tokyo i 2020.

»Det er vores 50-års jubilæum i år, og vi er blevet større år for år siden 1968,« fortæller Christophe Barrue stolt, mens han viser rundt på havnen.

Han er lederen af havnens maritime aktiviteter og konkurrencer, og de sidste 20 år har han boet i regionen, arbejdet på havnen og set, hvordan havnen har tiltrukket et stigende antal sejlsports-entusiaster fra hele verden i forbindelse med de mere end 50 årlige konkurrencer og begivenheder.

»Scenen er vokset enormt, og det er langt fra kun her på havnen, at det kan mærkes. Alle sejlsports-teams, tilskuere, journalister og jurymedlemmer bruger byens hoteller, restauranter og strande, og de er i høj grad med til at holde liv i byen især udenfor højsæsonen, hvor mange andre resort-byer dør helt ud, fordi turisterne forsvinder, men her sejler de året rundt« fortæller 56-årige Christophe Barrue.

Hans kontor er plastret til med søkort over regionen, mapper med falmede presseklip fra slut-60’ernes første sejlsportskonkurrencer og de præmier, han selv har vundet.

Jury-medlemmer, sejlere og deres teams, tilskuere og journalister flokkes til Hyeres, når sejlsports-konkurrencen World Cup Series løber af stablen i Hyeres hvert år.

Ligesom mange andre er han flyttet til regionen omkring Hyères for at være tæt på vandet og den Mistral-vind, der gør havet omkring Hyères særlig velegnet til sejlsports-konkurrencer.

Og de mange sejlere, kitesurfere, dykkere, svømmere og andre vandhunde, der er flyttet hertil for at leve tæt på havet, har i høj grad været med til at forme regionen.

»Vi påvirker ikke kun området ved at bringe folk hertil året rundt. Det er mere et spørgsmål om sjæl eller identitet; det store fokus på sejlsport og andre vandbårne aktiviteter gør, at vi har en anden type lokale og en anden type turister end mere glamourøse men knap så aktive og eventyrlystne byer langs kysten«, siger Christophe Barrue.

»Kærligheden til havet og det aktive liv er en del af Hyères DNA,« fortsætter han, før han må tilbage på havnen for at holde styr på forberedelserne op til sejlsports-konkurrencen.

Historisk nationalpark med strenge regler

Den kærlighed til havet, som Christophe Barrue beskriver, er åbenlys overalt, fra de travle kyster på Giens-halvøen og Hyères-øerne til det politiske plan, hvor den er stadfæstet i lovgivningen.

I 1963 blev øen Port-Cros, en af de tre Hyéres-øer ud for byens kyst, gjort til en af Frankrigs første nationalparker og Europas første marine-nationalpark.

Det skete, da præsidenten Pompidous kone, Claude Jacqueline Pompidou, forelskede sig i øerne. De franske præsidenters sommerpalads ligger på fastlandets Cap Benat og har udsigt til øerne. Hun overtalte sin mand til at beskytte dem og deres særegne natur mod den overdrevne udvikling, der skete på andre dele af den sydfranske kyst, og resultatet var Frankrigs anden nationalpark.

Port Cros-øen er centrum for nationalparken og er populær blandt dykkere, der udforsker livet under havoverfladen, og vandrere, der spadserer rundt mellem øens gamle fort, udsigtspunkter og strande.

Den omfattede først Port-Cros, den midterste af de tre øer, og siden også hovedøen Porquerolles og Ile du Levant. Udover kernen af nationalparken er der også en udvidet zone.

Hjertet af nationalparken strækker sig i dag over nogle og 20 kvadratkilometer, de fleste af dem til vands. Der er strenge regler om alt fra, hvor hurtigt man må sejle, og hvor man må kaste anker, til hvor økologisk den sæbe, man bruger om bord på lystbådene, skal være.

Og så er det forbudt at wind- og kitesurfe og natdykke i nationalparken, men de strenge regler er det hele værd:

»Nationalparkens regler har gjort meget for naturen. Korallerne er i bedre stand her på Port-Cros end andre steder i Frankrig, omkring Porquerolles-øen er de på vej tilbage, og der er flere fisk og bedre sigtbarhed end andre steder,« fortæller Olivier Oltra, der er dykkerinstruktør hos klubben Porquerolles Plongee.

Hans påstand bliver bakket op af nationalparkens tal; hvert år kommer der over 40.000 dykkere til parken for at dykke.

Olivier Oltra står på kajen i Port Cros og er ved at gøre sig klar til næste dyk med sine gæster, der tilbringer dagen med at udforske øens koral- og dyreliv under havoverfladen.

De har ikke børn med, men det er der mange andre, der har, og for dem, der ikke dykker, tilbyder de mange dykkerklubber snorkelture.

Sejlturen langs kysten for at kaste anker ved de bedste dykkersteder går forbi den klippeklædte kyststrækning, men man kan også vandre ud til strandene og tage en dukkert for at vaske sveden og sandet af sig.

Stranden La Palud er et af de mest berømte snorkelområder i nationalparken og hele Frankrig. Den er også udgangspunktet for en lille times snorkeltur langs kysten; gule bøjer markerer ruten, og familier med snorkler og masker, finner og t-shirts plasker rundt mellem dem, mens de observerer de mange fisk, farverige koralrev og det dansende søgræs.

Port Cros-nationalparken har gjort meget for koralrevene og fiskelivet omkring øerne. Der er flere dykkerklubber på Port Cros og Porquerolles, men i højsæsonen kommer der også dykkerbåde sejlende fra fastlandet.

Længere ude hopper de erfarne dykkere i vandet og bevæger sig langsomt mod bunden, mens deres dykkerflaskers bobler siver op til havoverfladen. På stranden ligger ældre ægtepar og soler sig.

Stemningen på den lille havn er næsten caribisk, med høje palmer og farverige havneknejper, hvor folk hviler sig mellem vandre- eller dykkerturene. Dykkerne går om bord på båden, og kaptajner gelejder den ud af den lille bugt.

Slow-travel og bæredygtighed

På naboøen Porquerolles, den største af de tre øer, er havnen anderledes travl. I højsæsonen er der op mod 10.000 daglige besøgende på øen, der måler 12 kvadratkilometer og har en befolkning på omkring 200.

De fleste besøgende sejler tilbage til fastlandet, der ligger 20 minutters sejltur væk, samme dag, og hver dag er der omkring et dusin afgange. Nationalparken tiltrækker over 2 millioner turister hvert år, fortæller Christine Graillet, der arbejder på nationalparkens hovedkontor i Hyères.

Hun fortæller, at nationalparken konstant arbejder med at bestemme, hvornår øernes popularitet er for meget og antallet af besøgende er for højt.

Fastlandet og Giens-halvøen er forbundet af en lang tange, der består af et salt-marskland med en vej og strande på hver side, som er populære blandt de lokale. De cykler, skateboarder, løber og kitesurfer langs tangens strande.

Et af nationalparkens mål er at opfordre de besøgende til slow travel, at rejse langsomt og bæredygtigt og passe på naturen. Fordi mange af de besøgende er interesserede i aktiv rejse og uberørt natur er udgangspunktet godt, fortæller hun.

Roland Castel er enig. Han fortæller, at den største udfordring for de 5-10 park-inspektører, der i sommermånederne cykler øen rundt for at tjekke, at alle regler bliver overholdt, er at få folk til at lade cigaretterne blive på fastlandet og at få dem til at tage skraldet med tilbage.

»At få franskmænd til at holde op med at ryge er lidt af en udfordring,« fortæller han grinende.

»Men folk kommer her jo også for at opleve parken og naturen, så de fleste respekterer den. Heldigvis.«

Selvom nationalparken ikke har nogle kommercielle interesser og udelukkende arbejder med at beskytte naturen, så har det vist sig at være en god investering for regionen.

Christine Graillet fortæller, at en intern undersøgelse har vist, at der for hver euro, der bliver investeret i nationalparken, bliver tjent 92 euro af aktører som hotelejere, restauratører og cykeludlejere, fordi parken tiltrækker turister med sit ry som uberørt naturområde.

Ingen kæledyr

Det, der tiltrækker turisterne, er de uberørte strande. På øens nordlige kyst ligger de halvmåne-formede sand- og stenstrande på stribe, kun adskilt af vilter skov og neon-grønne fyrretræer.

Øens sydlige er kyst er vildere, med stejle klippeformationer, vild bølgegang og utallige forblæste udsigtspunkter og bugte. Udover strandene er øen hjem for en lille by, tre vingårde og et halvt dusin hoteller, men ikke ret meget andet.

Giens-halvøen er hjem til flere strandbarer og små skjulte strande, der bedst nås på vandre- eller sejlture. Man kan tage Sentier Littoral-vandreturen langs kysten eller sejle ind til de små bugte.

Det er forbudt at have kæledyr med til øen, det eneste sted på øen det er tilladt at ryge er i den lille havneby, man skal selv tage sit skrald med tilbage til fastlandet, spare på vandet, der bliver sejlet til øen fra fastlandet, og man kan kun bevæge sig rundt på gåben eller cykel på øen.

I højsæsonen er de grusede stier, der leder fra havnebyen og ud til de mere afsides strande, vandreruter og bugte fyldt af turister. Et forældrepar skubber prustende barnevogne foran sig, mens to mountainbike-ryttere i fuldt cykeludstyr ræser forbi på deres bred-hjulede cykler.

Nogle har sommersandaler på, mens andre er i vandrestøvler og på vej ud på længere gåture på stinettet mellem strandene. Der er ingen kiosker eller restauranter på strandene, og tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen kan man have strandene nærmest for sig selv. Midt på dagen i højsæsonen må man finde sig i at dele dem med en masse andre - til gengæld:

»Her er næsten for mange mennesker i højsæsonen, men der er mange små, småskjulte strande langt fra byen, hvor der stadig er relativt tomt, og mange af vores besøgende kan godt lide den udfordring det er at vandre eller cykle derud,« fortæller Roland Castel, der er født og opvokset på øen og i dag arbejder i den lille turistinformation og souvenirbutik på havnen.

»Hvert eneste år udvider sæsonen sig. Engang havde vi kun besøgende i juli og august, men nu er her en del turister fra april til oktober, og endda om vinteren. Det er godt, der er lagt låg over det tilladte antal daglige besøgende, for vi er næsten for populære om sommeren,« siger Roland Castel.