0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Det må være muligt at finde en mellemvej, så vi alle kan nyde sommeren i byen«

7. juli 2020

Den seneste tid har larmende unge på byens græsplæner været i søgelyset. De fester med øredøvende højt musik og efterlader sig en svinesti, lyder det fra frustrerede naboer, der efterspørger flere reguleringer. Vi er taget et smut ud i støjen for at tale med den forbandede ungdom.

Det er én af de der sommeraftener, der får København til at vise sig fra en særligt social side. Ved små runde borde langs café- og bar-facader bliver der skålet i duggede vinglas. Folk slentrer roligt rundt i gaderne, nogen slår sig ned på små tæppe-firkanter på græsset. Og fra tid til anden kan man høre den hujende dopplereffekt af en forbipasserende studentervogn.

Klokken er lidt over 20.00 en fredag aften i juni, da vi bevæger os ud gennem Nørrebro i København. En aften, der for mange af byens unge skulle være brugt på en bytur, en koncert eller i køen til Dyrskuepladsen i Roskilde. Men sådan skulle det ikke være. Og fraværet er ikke overraskende noget, der kan mærkes i byrummet.

Foran restauranten Friheden på Nørrebro summer det af mennesker, der har byttet lunkne, grønne Tuborg ud med orangevin og specialøl fra et eller andet mikrobryggeri. Bag dem rumler lyden af hjul på asfalt og de sporadiske tunge skateboard-landinger. Og da vi bevæger os ind gennem Nørrebroparken, overtager lyden af Gilli og Brancos autotunede version af Danseorkestrets ‘Regndans’, der spiller fra en medbragt højttaler et eller andet sted i menneskemængden.

Det har mildest talt været en noget atypisk start på sommeren. For mange unge var foråret et forsømt et af slagsen – hverdag og weekend flød karantænedøsigt sammen, corona-pandemien slugte først koncerter og byture, udsigterne til studenterkørsel, dimissioner og sommerfester blev ringere, før festivalerne fik det endelige dødsstød. Og mens det ikke overraskende har lagt en dæmper på manges sommerplaner, har det ikke ligefrem lagt byen stille hen.

Ud af undtagelsen er de alternative fester nemlig vokset frem på pladser og i parker, hvor unge stimler sammen for at indhente noget af alt det forsømte. Og selvom man måske kunne forledes til at tro, at et genhør med Danseorkestrets gamle 80’er-klassiker ville varme om hjertet hos de mange omkringliggende naboer, så er det ikke de reaktioner, de medbragte anlæg har affødt flest af.

Den seneste tid har debatten om unge, der fester på byens udearealer med mobile musikanlæg, været rødglødende. Frustrerede beboere klager over støj, affald og festgængernes selvvalgte offentlige toiletter. Politiet opfordrer til at skrue op for hensynet og ned for lyden, og kommunalpolitikere indsætter »sikkerhedsvagter« i håbet om at holde problemerne nede.

I hovedstaden er det særligt områder som Havneparken på Islands Brygge, Sandkaj ved Svanemøllen, Krøyers Plads på Christianshavn og Den Røde Plads og Nørrebroparken på Nørrebro, der er under offentlig bevågenhed. Her er det nemlig langt fra ualmindeligt at se tætpakkede græsplæner med grupperinger af unge, der spiller hver deres koncert på en medbragt højttaler. Og tilbage står ofte to skarpt optegnede positioner og yderfløjsargumenter som ‘De unge er respektløse og selvcentrerede’ på den ene side og ‘Hvis I ikke kan tåle lyden af byen, så flyt dog ud’ på den anden.

Vi har sat os for at opleve larmen på tæt hold i én af de områder, hvor de unge weekend efter weekend rykker festen ud. For hvem er de egentlig, de her unge, der kritiseres for ligegyldighed og behov for larm og latter? Forstår de frustrationerne. Og hvordan kan vi sikre, at samfundssindet finder med ud på den anden side af undtagelsestilstanden?


En pause fra det hele
Vi bevæger os ned gennem parken. Forbi et par drenge, der spiller petanque og drikker øl. En bunke teenagere, der ligger forskudt med hovedet på hinandens maver. Og et hold granvoksne mænd i bar vom og Birkenstock, der er i færd med en intenst omgang kongespil, før vi vælger at slå os ned hos fem piger i skyggen af trækronerne.

De er tidligere arbejdskollegaer, som har holdt kontakten, siden de stoppede, fortæller 24-årige Mathilde smilende. Dengang blev de kaldt »de vilde piger« – Mathilde, Amanda, Hannah, Klara og Emilie – fordi de elskede at feste. Det gør de stadig. Tiden har bare ikke ligefrem stået i byturenes tegn, fortsætter Mathilde.

»Normalt ville vi nok sidde ude på en bar eller bodega et sted i byen. Men når de alligevel lukker kl. 24.00, så kan man ligeså godt starte lidt tidligere og sidde her«.

Der bliver tændt smøger og tappet papvin i plastikkrus, mens de lidt halv-sørgmodigt fortæller, at deres sommer på alle måder har fået en tur i centrifugen. Sommeren er nemlig altid lig med byture i bare ben og festivaler med vennerne – en »tiltrængt pause fra det hele«.

»Det har været ret stramt at vinke farvel til den sommer, vi havde forventet. Mange knokler jo helt vildt på arbejdet eller studiet, så de kan slå hjernen lidt fra med festivaler, musik, fest og venner. Så det er en ret underlig følelse ikke at have noget at glæde sig til«, lyder det fra veninden Amanda.

»Ja«, fortsætter Klara.

»Der er noget enormt befriende over at være ude på en mark med andre unge, der er lige så beskidte og fulde som en selv. Og det er altså noget, man virkelig kan få abstinenser efter, når man lige har været i karantæne et helt forår. Man bliver jo sindssyg af sit eget selskab«, siger hun grinende og fortæller, at når det nu ikke kommer til at ske, så må man bare få det bedste ud af det.

Og der er måske endda vokset noget positivt ud af alle aflysningerne, er de enige om. Ja, faktisk kan det være helt være en lettelse, at man ikke skal nå en masse. Og så »slipper man for en fandens masse FOMO (fear of missing out, red)« lyder det.

»Der er pludselig sindssygt meget liv i gaden på en måde, som der ikke plejer at være på det her tidspunkt. Som om byen er blomstret op med koncerter i gaderne og caféer, der er rykket ud på fortovene«, siger Emilie, mens et nyt hold græsgæster slår sig ned med en lidt mindre transportabel højtaler bag dem.

Pigerne har ikke selv medbragt en højttaler i parken. Hvis man alligevel ikke helt kan høre sin egen musik, så kan det jo være lige meget, mener de. Men det »giver da helt sikkert noget til stemningen«, at folk spiller musik. Til gengæld kan det sagtens blive for meget, er de enige om.

Én af pigerne bor selv i et område af byen, hvor hun fra tid til anden bliver vækket af en technofest fra en medbragt højttaler, fortæller hun. Og når man ser ud ad vinduet, kan man oftest spotte toppen af nogle studenterhuer.

»Det er jo vanvittigt irriterende, når man prøver at sove eller slappe af. Forleden tog jeg til Nordhavn kl. 9 om morgenen for at ligge og læse og lytte til en podcast. To timer senere, var der sort af mennesker – og sådan, helt legit, man kunne næsten se et anlæg uanset, hvor man kiggede hen«, siger hun.

Samtidig kender de godt lysten til at fortsætte festen, når alting lukker så tidligt. De er splittede, fortæller de. Der skal være regler. Men grundlæggende handler det nok om at have respekt for hinanden – på begge sider af konflikten, lyder det tænksomt fra Mathilde, før vi forlader pigerne, der endnu ikke ved, hvor deres aften ender.

»Det er en svær balance«:
Vi fortsætter ind gennem parken efter lyden af en højttaler, der står placeret blandt en gruppe af venner. En ølbowling-turnering er i sin afgørende fase. Og med en balle på lydcentralen er en ung mand ved at finde det næste nummer til festen.

24-årige Julie Landboe-Christensen Hvid har lånt anlægget af sin lillebror i anledning af sin fødselsdag. Og siden kl. 13 har venner drysset til og fra tæpperne. Spist pizza, spillet spil og drukket øl. Masser af øl.

Ja, i virkeligheden alt det, de ville have lavet, hvis de som normalt var på festival, siger Julie Landboe-Christensen og fjerner et græsstrå, der har klæbet sig fast til hendes bare fod.

»Det er sådan lidt en blandet fødselsdag og mini-Roskilde, jeg holder. Det er normalt en tid, hvor man støder på alle sine venner fra way back – nogen af alle dem, der var med til at definere en. Så i dag har jeg inviteret en stor mash-up af venner. Uni. Gymnasiet. Gamle dage. Kollega«, siger hun og udpeger sine venne-kategorier med spidsen af en ølflaske.

»Faktisk spiller de lidt højere end tidligere lige nu«, siger hun så og peger i retning af højttaleren, som jævnligt skifter dj. Faktisk ved hun ikke lige, hvis telefon som spiller. Men de ser alle ud til at nyde det. En fyr med langt hår og hawaii-skjorte har fundet enden af et flag at markere hi-hatten med, mens en pige med en lang pink-skinnende nederdel har løftet sig fra campingstolen for at danse.

»Jeg har slet ikke svært ved at forstå, hvor frustrerende det må være med larm, hvis man har børn, der skal sove, eller hvis man skal tidligt op på arbejde«, siger Julie Landboe-Christensen Hvid og pauser et øjeblik.

»Men med frygt for at lyde ung og egoistisk, så er der også noget i mig, der tænker, at når man vælger at bo i en by som København, så er der også visse ting, man vælger fra. Én af de ting er total stilhed i weekenden. Det er en svær balance«, siger hun med lidt forsigtigt løftede skuldre.

»Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag – fair nok, der skal man lade være med at larme til langt ud på aftenen. Men lad nu weekenderne være hellige. Det er jo trods alt de dage, hvor de fleste ikke skal tidligt op«, siger hun og fortæller, at på sommeraftener som disse tænker man slet ikke over, hvad klokken er blevet.

Kan vi så få ro!
Der er ikke overraskende mere knald på lyden i sommermånederne, hvor det ikke gør så meget at sidde på græsset en hel aften. Og på den anden side af festerne står de attraktive plæners beboere, der weekend efter weekend må helgardere sig med høreværn bag vibrerende vinduespartier.

»Nok er nok«, lyder det blandt andet i formålsbeskrivelsen af facebook-gruppen ‘Nej Tak til Soundboks-støj på Islands Brygge’, hvor larm og skrald de seneste uger har fået borgere på barrikaderne. Her diskuterer de løsninger som grusbelægning frem for græs, sprinklere, som tænder hver aften kl. 22 og hønsemøg som gødning, ligesom de opfordrer hinanden til at række ud efter både kommunen og politiet.

»Så snart det bliver forår og temperaturen stiger over 17 grader, søger mange unge mennesker ned til havnefronten og spiller høj musik på vejen derhen. I 10 minutters takt kommer en efter den anden gruppe med dunkende bas på 100.000 decibel, og det stopper ikke efter kl. 22«, skriver de og tilføjer: »Det er ikke et NEJ TAK til unge festglade mennesker, men et rungende nej tak til gående diskoteker og Soundbokses på Islands Brygge«.

Og det er en frustration, de langt fra er ene om. Selv om man i Københavns Kommunes støjpolitik kan læse, at der stilles krav om overholdelse af en støjgrænse på 60-80 dB og et fast sluttidspunk på kl. 22.00 på hverdage og 24.00 i weekender, er der nemlig mange, som har svært ved at modstå fristelsen, når transportable højttalere kan spille til op mod 126 dB. Og de seneste 4 måneder har politiet således haft ualmindeligt travlt med at rykke ud til anmeldelser af såkaldt »musik til ulempe«.

»I nat gav vi 13 ejere af transportable lydanlæg – soundbokse –påbud om at skrue ned for lyden. Senere traf vi en af personerne, som stadig spillede for højt, og som derfor fik en bøde«, skrev Københavns Politi i forrige weekend på Twitter. Og for nyligt viste tal fra Rigspolitiet, at der var tikket 5.552 anmeldelser ind vedrørende larm i byrummet, hvilket er en stigning på 74 procent sammenlignet med samme periode sidste år – hos Københavns Politi er anmeldelserne steget med 97 procent.

Og det har blandt andet fået Københavns borgmester Frank Jensen (S), der selv bor på Islands Brygge, til tasterne.

»Islands Brygge, og mange af de andre parker og grønne områder i København, er især de seneste uger blevet stedet for fester, højt musik fra soundboxes, rigtig meget skrald og desværre også slagsmål og vanvidskørende muskelbiler … Der skal være plads til, at vi alle skal have en god sommer, men det er blevet for meget«, skriver han i et facebook-opslag, der er blevet kommenteret mere end 280 gange.

»Vi er tvangsindlagt til “koncert”, ofte med utrolig dårlig musik, på ethvert tænkeligt tidspunkt uden at have den mindste kontrol over det. Er det ikke en brugt torturmetode«, spørger én borger i kommentarfeltet. »Vi er gidsler i vores egen ny – larm, affald, gaderæs, bandeopgør og weekendvold«, skriver en anden, mens andre går mere ironisk til debatten.

»Hvor ville verden dog være dejligt fredelig og rolig, hvis vi blev født som 55-årige andelsboligejere«, skriver en mand på Twitter, som er ret sikker på, at de »hverken drak, larmede eller kyssede, da [han] blev student først i 1990’erne«, mens en student fra 1968 snildt kan huske den »anarkistiske festmåned, hvor stort set alle regler var sat ud af kraft«. Og i det perspektiv, ja så »ligner nutidens studenterfester bønnemøder«, lyder det.

Indret byen til alle
Larm og støj på byens ude-områder er ikke noget nyt problem. Men i år har der været særligt meget gang i den, fortæller Mette Annelie Rasmussen, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget og sidder i Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre.

»Det skyldes formentlig, at alting har været lukket ned i så lang tid. Og på et tidspunkt, hvor mange unge skulle have været afsted på festival, så er det ikke, fordi den her lyst til at feste er svær at forstå«, siger hun og fortsætter:

»Mange steder har folk bare fået nok. Facebook bobler med meget vrede mennesker, der måske ikke har sovet i flere dage, hvilket jo er hamrende usundt. Og hvis det “bare” – forstå mig ret – var et spørgsmål om høj musik, så var det måske nemmere at forholde sig til. Men det handler jo lige så meget om alt det, der følger med. Hvor der er fest, er der oftest også en masse skrald. Og det bliver til én stor grød af noget, der føles hensynsløst«, siger hun.

Når der nu flere steder ønskes alt fra opholds- til musikforbud for at nedbringe problemet, så mener hun imidlertid ikke, det er vejen frem. Det handler nærmere om at indrette byen, så den passer til de behov, vi har – ikke om tre år, men nu, siger hun.

»Jeg ser helst, at vi lander på en fornuftig løsning, så det ikke bliver en kamp mellem yderpositionerne – at alting må lukkes ned eller at folk bør flytte væk. Udeområderne er jo lavet for at blive brugt. Men de skal anvendes med respekt for dem, som bor rundt om dem. Og der må vi arbejde på at sikre bedre oplysning om reglerne og bedre skraldeforhold, så myndighederne ikke bliver tvunget til at gå lukke områder ned«, siger hun.

En tilladt støjventil
Mette Annelie Rasmussen har selv børn på henholdsvis 19 og 21, der har »en af de der mobile højtalere stående derhjemme«. Og hun er ikke helt ubekendt med argumenterne hjemmefra om, at der ikke er noget sted at være i weekenden, fortæller hun.

»Jeg vil nødigt se, at byens unge føler sig forfulgte og uønskede. Men kompromiset er virkelig svært. Hvis der er et kl. 22.00 forbud, så er der et kl. 22.00 forbud mod at spille forstærket musik. Sådan er det«, siger hun og fortsætter:

»I kommunen har vi imidlertid i nogle år talt om muligheden for at lave en form for festivalplads et sted i byen, hvor der ikke bor nogen, og hvor de unge kan få lov at spille for fuld smadder – lukke lidt damp ud«, siger hun og fortæller, at det formentlig ville fjerne noget af presset fra de populære udeområder.

Den største effekt mener hun imidlertid, at såkaldte støjvagter vil have. Dem, som normalt huserer i byen for at tjekke om beværtninger har lukket vinduer og støjsluser.

»Der er brug for nogen, der tager fat i de unge og minder dem om reglerne. Og jeg er ret sikker på, at langt de fleste vil forstå en sådan besked, hvis den bliver leveret i øjenhøjde. Der er tale om den mest klimaopmærksomme generation, som sikkert er vant til at affaldssortere deres skrald derhjemme. Så det handler om at lære dem, at hjemmereglerne også gælder i byrummet. Brug skraldespanden. Ryd op efter dig selv. Og skru ned, når du bliver bedt om det«, siger hun og tilføjer:

»Det er noget, vi skal have gang i nu, før grænserne bliver for hårdt trukket op. Og det er ikke et godt sted for byen at være – med de uansvarlige unge, der fester, larmer og sviner, på den ene side, og de frustrerede voksne på den anden side. Vi er nødt til at prøve at finde en løsning. Alt andet er uholdbart«.

Med dialog kommer forståelse
I Nørrebroparken hænger de sidste aftenstråler stadig på himlen. Og fra de små stier vandrer unge til og fra parken med Kings fra kiosken. Vejret er endnu lunt. Og vi stopper op hos en større vennegruppe, der ikke ser ud til at have nogen planer om at rejse sig inden for den nærmeste fremtid.

Her sidder 24-årige Gustav Kjær Rasmussen, for hvem det ikke er fremmed at spille musik i det offentlige rum. Vennegruppen sidder ofte i en park eller på én af byens mange pladser og drikker øl, fortæller han – og der er stort set altid et anlæg med.

»Det er meget mærkeligt, men vi fejrer, at en af mine venner – ham der med Leonardo Dicaprio-frisuren – har smidt min anden ven ud af sin lejlighed, fordi den skal renoveres. Så senere skal vi op i en helt tom lejlighed og feste«, siger han og fortæller, at det »er en nice måde at være sammen på, når man nu ikke kan gå ud nogen steder«.

Ligesom alle andre, vi har talt med i parken, skulle gruppen have været på Roskilde Festival. En uge hvor man mødes på kryds og tværs med mennesker fra forskellige faser af sit liv. En sommerbeskæftigelse, der er svær at erstatte, siger Gustav Kjær Rasmussen, før han bliver afbrudt af en kammerat med cykel-shades og åben skjorte.

»Det er et fri-rum fra hver-dag-gens trom-me-rum«, siger han og vender tilbage til sin øl.

Gustav Kjær Rasmussen nikker smilende. »Man har nogle gange brug for sådan der: Aaargh«, siger han og rusker hænderne foran sig. »At slå sig lidt løs«, siger han og fortæller, at de i stedet har forsøgt at skabe lidt af samme »festival-vibe« hjemme i København.

»Det kan være alt fra at vågne op med alle sine venner efter en brandert i et sommerhus i stedet. Men det kan også bare være det med at stå i en lang kø, som jo er en stor del af det at være på festival. Man lærer tålmodighed og at acceptere, hvad end der er i enden af køen«, siger han og fortæller, at han sammen med sine venner blandt andet har stået i kø i halvanden time foran Noma for at få en burger, foran Juno på Østerbro »sammen med alle de voksne mænd med barnevogne« og til bås-toiletterne på Ofelia Plads.

»Det er klart, at alle de store ting ikke kan erstattes. Men jeg tror, det er vigtigt at holde fast i nogle af de små ting, vi rent faktisk kan gøre«.

En af de ting er at sidde på en græsplæne med øl og venner, mener han.

»Selv om vi også mener, at steder som Nordhavn og Dronning Louises Bro er helt off, så er vi også nogle af de unge, der larmer. Vi spiller bare ikke lortemusik«, siger han grinende og fortsætter:

»Men jeg forstår godt, at det kan være irriterende. Det er jo ikke dem med et nyfødt barns skyld, at barerne lukker kl. 24. Det er selvfølgelig forfærdeligt for dem, hvis der sidder nogen og brager igennem hele natten. Men jeg mener, at der er mange måder at sige det på«, siger han og fortæller, at de aftenen forinden var samlet en masse venner på Østerbro.

»Kl. 22 kom en fyr ned og sagde, at han ville ringe til politiet, hvis ikke vi slukkede og smuttede inden for fem minutter. Vi havde i forvejen tænkt os at smutte, så det var fint. Men vi undrede os over hans måde at sige det på. Vi begyndte så at pakke vores ting sammen – rydde op og samle pant og sådan – og pludselig kunne man bare høre ham råbe: »Politiet er på vej!«, fortæller han.

Nogle gange kan man som ung hurtigt glemme, at man ikke er i centrum for det hele, erkender Gustav Kjær Rasmussen. Men han mener også, at det desværre lidt gælder fra begge sider, at folk har svært ved at se tingene fra flere perspektiver.

»Det er tit, man kommer til at spille sin musik højere, end man havde ment. Og når folk så minder en om det, så skruer man selvfølgelig ned. Men det er som om, det sjældent bliver en mulighed. Det er fra 0-100. SLUK. Og jeg tror, at mange af konflikterne kunne være undværet, hvis man i stedet forklarede sin situation«, siger han og fortsætter:

»Hvis der var nogen i min gård, jeg gerne ville have til at skrue lidt ned, så ville jeg aldrig vælge den aggressive approach. Det forværrer ligesom tingene, når nogen ikke føler sig retfærdigt behandlet. Det gælder begge veje. Jeg tror, det handler om at finde frem til nogle kompromiser, som ikke bare handler om nul lyd«, siger han, mens hans berusede sidestykke mener, at det mere handler om »at uddanne pøblen til bredere musiksmag end Gilli og Jamaika«.

Gustav Kjær Rasmussen griner og tilføjer så, før vi forlader den forbandede ungdom i parken:

»Det er en joint effort. Og det må være muligt at finde en mellemvej, så vi alle kan nyde sommeren i byen«.

God fest, Danmark.

Hos SOUNDBOKS har vi udarbejdet en guide til den festlige ungdom, som vi håber kan vise vejen mod et fælles ansvar. Den indeholder blandt andet nogle opfordringer samt en række tips, der skal hjælpe og inspirere de unge til den gode fest. En fest, hvor du føler friheden og nydelsen i at høre musikken på din SOUNDBOKS, dog uden at andre er tvangsindlagt til støj eller tilsvinede omgivelser.

Tjek guiden her
Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.