0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Emils ungdom var vildere end din: Fra riots og stoffer til plantebøffer og produktionsansvar

26. januar 2021

En ungdom præget af kriminalitet og en sydende oprørstrang ledte Emil William Götze til graffiti, nattemiljøet og 20 dage som varetægtsfængslet. Men hvordan fik den nu 26-årige Vesterbro-dreng vendt bøtten og blev medstifter af Planteslagterne?


Første gang, jeg møder Emil William Götze, er over telefonen. Inden da har jeg læst lidt om hans fortid som ungdomskriminel, men i dag er det en velforberedt og imødekommende ung mand, jeg får i røret. Så meget for fordommene.

I løbet af samtalen kommer det blandt andet frem, at han er 1,95 høj. Så da jeg ugen senere møder ham selv, venter jeg en døråbning mørknet af hans omrids. I stedet står Emil let tilbage fra døren og byder velkommen med en hvalpeagtig gestus.

På den måde er han fuld af modsætninger. Han har et crew cut og tusser over hele kroppen, men bor i en lejlighed på Østerbro med sin jurist-kæreste. Og da han skal stille op til foto, peger han hen på den sorte PK22-stol i hjørnet og sætter sig – ikke NBA-style med spredte ben, albuer på knæene og flettede hænder – men med benene pænt over kors.

I det hele taget er der noget ufærdigt og uskyldigt over ham. Og det til trods for den vilde tur, han har været på.

En grøn start

Når Emil William Götze fortæller om sit liv, er det et dundrende jordskred af ord, minder og refleksioner. Som om det længe har ventet på at vælte ud.

»Min mor blev vegetar tilbage i 80’erne«, starter han.

»Hun blev hurtigt træt af brun sovs og frikadeller, og så var hun model og ville være tynd. Det har præget min opvækst helt sindssygt. Jeg husker blandt andet, at jeg ikke måtte få komælk og blev drillet med min rismælk i skolen. Dengang var det jo ikke så normalt«.

I dag er han selvudnævnt »hverdagsveganer«, men hader egentlig den slags kategoriseringer.

»Jeg spiser bare alt med måde, primært vegansk, men også med plads til skaldyr. Man er vel gourmand …«.

Emil William Götze voksede op med en storesøster og begge forældre, men da han var 9-10 år, blev de skilt, og faren flyttede ud. »Først da fik jeg kød, fordi min far serverede det. Det var fra én af de store burgerkæder, og jeg husker tydeligt, at jeg var syg i fire dage efter,« fortæller han.

Oprindeligt boede familien på Enghavevej, og da faren flyttede ud, fik han en lejlighed i Saxogade. Han var arkitekt, men under finanskrisen gik det hele ned, så Emil William Götze mistede lidt kontakten med ham og fik den først igen senere. “Der var mange ting, han ikke kunne overskue dengang, men i dag har jeg et tæt forhold til ham,« siger han.

Oprøret i 7. klasse

Dengang kunne Emil William Götze ikke finde sig tilrette nogle steder. Siden han var 2 år havde han været døv på det ene øre og senere blev han også diagnosticeret ordblind. Så skolen var ikke hans stærkeste kort. I stedet prøvede han sig frem på alle mulige andre fronter. »Min mor var en spirituel hippie-type, så jeg startede ret tidligt med at eksperimentere og gøre, hvad jeg havde lyst til. Alt det min storesøster fik lov til, måtte jeg også, selvom jeg var to år yngre. Så jeg deltog i riots og G13 (forsøg på at besætte Grøndalsvænge Allé 13 i København i 2007, red.) i en alder af 13 år«.

Det endte med, at Emil William Götze gik glip af det meste af 7. klasse, mens han havde travlt med at være punker, gå til torsdagsdemoer og besætte huse i Berlin.

»Da jeg skulle afsted til Berlin, kom min papfar med mig til bussen og gav mig 500 kroner til mad. Han sagde det aldrig til min mor, så hun vidste ikke, hvor jeg var og endte med at melde mig savnet til politiet«, husker han.

Efterskoleroden

I 2008 blev Emil William Götze sendt på efterskole, eller det vil sige efterskoler, for han gjorde en dyd ud af at blive smidt ud. Det blev han tre gange på et år, først i Nordøstjylland, så på Samsø og endelig på Vesterbro.

»Min mor og far vidste slet ikke, hvad de skulle gøre. Jeg kunne mærke, de gav lidt op på mig«, forklarer han.

På Samsø fik han status som »the cool kid« fra storbyen, som kunne købe hash med fra Christiania til nogle af de andre elever. Han blev også venner med to drenge, som malede graffiti, og det førte ham i en ny retning. Da gik han fra at være punker med piercinger og hjemmelavede tatoveringer til at lave graffiti.

Graffiti på hjernen

På trods af et massivt fravær og dårlige karakterer lykkedes det Emil William Götze at gennemføre 9. klasse. Samtidig var han med til at starte et grafitticrew, og drengene derfra er hans tætteste venner i dag.

»Vi er 10 drenge fra dengang. Alle har været ude i noget skidt, men er blevet til noget stort. Som for eksempel min bedste ven Andreas Drusse – vi kalder ham Dr Druzz –han blev uddannet tømrer allerede som 18-årig og er nu stylist i musikbranchen for blandt andet Medina«.

Emil William Götze gør ophold et øjeblik:

»Det er nok, fordi vi startede så tidligt med balladen, at vi nåede at finde på noget bedre med vores liv« siger han eftertænksomt.

Han er blevet sigtet utallige gange for hærværk, men blev altid frikendt på grund af manglende beviser.

»På et tidspunkt fyldte graffitien så meget, at jeg ikke kunne være social med almindelige mennesker. Jeg kunne end ikke snakke med en pige«, fortæller han.

Samtidig fik han arbejde som stikirenddreng på Pusher Street. Men en dag var der en pusher, der trak ham til side og sagde: »Hør Emil, se dig omkring. Vi er nogle tabere uden fremtid, og du er kun 16 med hele livet foran dig. Hvis du stadig ikke ved, hvad du laver som 35-årig, så kom tilbage. Men ellers ikke«.

»Det har jeg aldrig glemt«, siger Emil William Götze og fortsætter:

»Ofte er kriminelle gode til at trække folk ned for at holde dem i miljøet. Hvis man siger, man vil ud, så skal man pludselig arbejde penge af, som man ikke skylder og ellers får man bank. Men heldigvis var jeg ikke så langt inde i det, så jeg kunne godt stoppe«.

Siden blev Emil William Götze mæt af graffitien og de konstante anholdelser. I stedet begyndte han at gå i byen i København, hvor han eksperimenterede med stoffer og mødte en masse mennesker. Efter den lidt indelukkede tid i graffitimiljøet trængte han til at komme ud, så han festede fra onsdag til lørdag i flere år i træk.

En voldelig drejning

Men så gik det hele over gevind.

»En dag, da vi fejrede min vens 18-års fødselsdag, blev han overfaldet og banket, så jeg konfronterede overfaldsmændene. De overfaldt mig, og så slog jeg et glas i hovedet på én, så jeg næsten slog øret af ham. Bagefter valgte jeg at blive på gerningsstedet, fordi jeg tænkte, det var mig, der havde gjort det rigtige og forsvaret min ven. Men sådan så politiet ikke på det«.

Det endte med, at Emil William blev varetægtsfængslet, mens Politiet ventede på en tilståelse.

»Jeg kom ind i en celle i Vestre Fængsel, hvorfra jeg kunne se mit hjem. Det var det værste. Jeg græd så meget der. Jeg havde ellers trukket stikket til det kriminelle på det tidspunkt. Tidligere var det altid en joke blandt vennerne, at vi kunne gøre, hvad vi ville, inden vi blev 18. Og nu var jeg selv blevet 18«.

Efter 20 dage tilstod Emil William Götze, og 45 minutter efter blev han frigivet, fik en bøde og 60 timers samfundstjeneste.

»Først da jeg var ude, kom øjeblikket, hvor jeg tænkte: »Hvad har du gang i Emil? Du skal ikke løbe fra problemer, hvis du har lavet lort i den, skal du stå til ansvar og ikke skubbe problemet over på andre«. Det har gjort mig til den, jeg er i dag«, konstaterer han.

Mens vi endnu er i kærestens 2-værelses på Østerbro, bemærker jeg henkastet, at det er en pæn lejlighed. Lidt uventet svarer Emil William Götzes: »Tjoh, men den er alt for lille. Jeg har fem sække tøj i kælderen og mere under sengen«. Han er nemlig lige lidt mere tøj-interesseret end gennemsnittet.

Så tager vi en rundtur i hans garderobe, hvor han nævner priser, brands og designer-collabs, som havde han agentur på varerne. På soveværelset står hans show-pieces linet op på en hylde: »De her er mine yndlingssko - det er Clarks*Aimé Leon Dore«, siger han, og peger på nogle grønne ruskindssko. »Jeg er meget stolt af, at jeg fik fat i et par og havde dem på juleaften«.

Selv tilskriver han sin interesse for tøj (og ure og biler) til dengang han var “gade” og statussymboler betød alt. Selvom han ikke længere tjener hurtige penge, sætter han stadig pris på godt design og byttede for nylig sin brugte Mercedes til en limited edition dynejakke fra North Face.

Fra natteliv til tidlige morgener

Efter fire år i sus og dus ville Emil William Götze ud af nattelivet. Gradvist arbejdede han sig ind i madverdenen og endte i et cateringkøkken, hvor han startede fra bunden med at skære grøntsager. Det gik så godt, at han hurtigt steg i graderne og fik en ledende stilling med ansvar for alle vegetar- og veganer-kuverter. Så fra at have festet til den lyse morgen, mødte han nu på arbejde kl. 6 og havde et kæmpe ansvar.

Efter flere år i cateringbranchen mødte Emil William Götze sine to nuværende virksomhedspartnere Emil Andersen og Henrik Christensen. Sammen ejer de i dag Planteslagterne, der laver 100% plantebaserede alternativer til kød og fisk. Med navne som ‘Dunsen’, ‘Dilddellen’ og ‘Rødbedebøffen’ leverer de uhyre velsmagende bud på grøn convenience, en bølge der virkelige har taget fart i de seneste par år. Særligt efter de seneste kostråd fra Fødevarestyrelsen opfordrer til at spise mere grønt og bælgfrugter og max 350 gram kød om ugen. Men hvordan startede virksomheden?

»Jeg fik først kontakt til drengene via min kærestes bror, som havde hørt, at de gerne ville lave noget plantebaseret. Så jeg lavede mad til dem, og allerede samme dag oprettede vi cvr-nr og stiftede Planteslagterne. Emil (Andersen, red.) kom med en masse erfaring fra Mærsk og Henrik havde et fødevareagentur med alle salgskanaler, så vi kom hurtigt i gang«, fortæller han.

På et tidspunkt flytter vi interviewet ud til Kødbyen for at se Planteslagternes testkøkken. Og her er det som om, alt falder på plads. Emil William Götze tager briller på, begynder at stable Condibøtter op og hans hænder finder ind i en selvsikker rytme ved skærebrættet. Det er tydeligvis her, han hører hjemme.

Til daglig har han ansvar for produktudvikling og produktion. Han udvikler nye opskrifter, tester og skalerer dem til storproduktion og holder kontrol med dem, de har outsourcet produktionen til rundt omkring i Danmark. Og det er ikke nogen lille opgave.

»Når du arbejder med grønt, er det ikke bare lige at vende ting sammen. Det er supervigtigt at være skarp på processer og rækkefølger, så produktet spiller hver gang«, siger han og forklarer, at Planteslagterne bruger friske grøntsager og krydderurter, så det kræver en del justering i forhold til årstider og holdbarhed.

»Det er et kæmpe ansvar. Vi sælger både til måltidskasser, foodservice og detail, så hvis noget fejler, falder det tilbage på mig. Men jeg kan mærke, at jeg vokser meget med opgaven«.

  • Fars i støbeskeen

    I øjeblikket går de tre partnere spændt rundt og venter på deres næste produktlancering i februar: En fersk, plantebaseret fars, som giver en ny grad af frihed til dem, der gerne vil eksperimentere med det grønne køkken. Men hvad byder 2021 ellers på?

    »Efter farsen vil jeg gerne bruge tid på at gøre vores produkter endnu bedre. Jeg er nemlig meget kritisk. Når så produktionen spiller 100%, vil jeg udvikle en fersk pølse«, siger han.

    Den samme forbedringstrang går igen, da han anretter en tallerken til os i testkøkkenet: Først lidt gylden flækærtepuré i en dynge, så nogle bagte blå kartofler, så kålsalat med blåbær og pære, så tre plantebøffer på et sirligt krøllet stykke bagepapir og forskellige toppings. Han træder lidt tilbage fra tallerkenen, kniber øjnene sammen og vipper hovedet frem og tilbage. Så dykker han ind igen med nogle græskarkerner.

    Tiden hos Planteslagterne har også gjort ham mere ansvarsbevidst.

    »Jeg har genfundet fokus på mig selv og min sundhed. Dengang jeg gik i byen, vejede jeg 125 kg., men i dag er det 92 kg. Jeg ryger ikke mere, står op kl. 5 hver dag, træner og spiser plantebaseret. Det har givet et kæmpe overskud. Og så har jeg fundet en drivkraft: Hver dag får jeg lov at lave noget, jeg synes er fucking fedt«.

    Plantebaseret og 100% økologisk. 100% nydelse.

    Artiklen om Planteslagterne er sponsoreret af Simple Feast, som ønsker at hæve barren for det plantebaserede måltid. Og sætte fokus på de kræfter på madscenen, der har samme mission. Simple Feast laver måltidskasser med retter, som udvikles af tidligere Michelin-kokke og af helt friske råvarer. Lige nu sparer du 600 kr. på de første 6 kasser. Brug koden “MUMS”

    BESTIL HER


    Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
    Du er her
    Vil du have adgang?
    NEJ
    JA
    Vil du tillade dataindsamling?
    NEJ
    JA
    Køb abonnement

    Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

    Du kan altid trække dit samtykke tilbage.