0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

I schweiziske Ticino taler - og lever de - på italiensk: »Klokken er 11.30, det er apero-time«

6. september 2021

Ticino er Schweiz’ eneste italiensktalende kanton, og her er Italien kun en kort køretur væk. Den italienske indflydelse i alpelandet er tydelig. Her er der masser af middelhavs-atmosfære, storslået natur at gå på opdagelse i og kulinariske oplevelser til glæde for smagsløgene, og så byder landets mest solrige kanton også på historiske og kulturelle højdepunkter.

En sortklædt mand løber ud på midten af en enorm betondæmning og klikker en elastik fast på fødderne. Han kigger mod himlen, flakser med armene og springer så fra 220 meters højde ud i ingenting og flyver mod afgrunden.

Scenen åbner James Bond-filmen ’GoldenEye’ fra 1995. Og den gjorde Verzasca-dæmningen i den schweiziske kanton Ticino berømt. Så berømt, at der i dag er lange køer af mennesker uden dødsangst, der vælger at gøre Pierce Brosnans stuntmand kunsten efter.

26 år senere og lidt længere oppe i bjergene i samme dal, ad smalle, snoede veje, gennem mørke tunneller og forbi rusticos, de gamle stenhuse, der stænker grå pletter på ellers frodige, grønne bjergskråningerne, gør to unge mænd sig klar. Kravler op på toppen af en flere hundrede år gammel bro med to buer, Ponte dei Salti, tager et par dybe indåndinger og springer lig James Bond ud i luften og plasker ned i drømmende, smaragdgrønt vand.

Og det forstår man godt. For det indbydende, om end halvkølige vand, lokker på en sommerdag. Også selv om paraplyerne er fremme. Verzasca, som den 25 kilometer lange dal og flod af samme navn, hedder, betyder på en ældre italiensk dialekt grøn. Og smukt grønt er det.

Højt på listen over hovedattraktioner i alpelandet Schweiz’ eneste italiensktalende kanton ligger uden tvivl naturen: floderne, de mange vandfald, som man også kan få som bordherre på nogle af de mange osteriaer, på bjerge – ikke så høje som i kantonen Valais, men høje nok til at imponere – smalle dale og brede dale, søer, og alt fra figentræer og palmetræer til gletsjere.

I nærliggende Locarno, der med sine 15.000 indbyggere er den tredjestørste by i Ticino, som i alt har 350.000 borgere, er husene gule, orange, røde, lyserøde i en skala fra skrigende til mere douce. De kigger mod den nordligste del af blå Lago Maggiore, der lidt længere sydpå ikke længere er en schweizisk men italiensk sø. Schweiziske Ticino ligger nemlig som en lille Toblerone-formet trekant og skærer sig ind i Italien, og både kulturelt og geografisk er der længere til Zürich end Milano.

Her er ikke kun naturoplevelser for adrenalin-junkier. Det er heller ikke svært at få øje på et par vandrestøvler her og et par rygsække der. På vej på eventyr i højderne. Med båd på vandet. Eller på cyklen rundt i landskabet.

Pølse og polenta

Tre cyklister på tur kommer forbi på cykler pakket med cykeltasker og hilser.

»Buongiorno«.

Vi hilser igen og cykler selv over en af de mange broer, der krydser floden Maggia, som slynger sig gennem den brede, flade dal Vallemaggia.

Turen går gennem små landsbyer, hvor billeder og statuer af Jomfru Maria pryder huse og kapeller på brolagte veje, og hvor vandet i små fontæner kommer friskt direkte fra kilden oppe i bjergene. Og forbi små naturlige svømmepøle, perfekte til et dyp på varme dage, sandstrande er her også langs floden.

Her er også osteriaer i snart hver en lille landsby, hvor Americana-druen hænger grønne fra pergolaer i mangt en have, for ikke at glemme et utal af såkaldte grottoer, en Ticino-særegenhed.

»En ægte grotto ligger op ad et bjerg«, fortæller vores guide, før vi besøger Grotto America for en bid frokost og et hvil.

»Men det er blevet trendy at kalde et sted en grotto, selv om det ikke oprindeligt har været en«.

I Vallemaggia er der ikke færre end fyrre af slagsen. Og hvad er en grotto så? Før køleskabe var grottoen det sted, de lokale bønder opbevarede fødevarer som vin, ost og pølser. De er skabt af naturligt nedfaldne klippestykker, der op af en bjergskråning danner et tempereret rum på konstant 9-10 grader med gennemstrømning af kølig luft, hvilket gør det perfekt til opbevaring både i varme somre og kolde vintre.

Da elektriske køleskabe kom til, blev de naturlige flere steder omdannet til spisesteder, hvor der oprindeligt kun blev serveret kolde retter og overvejende råvarer, som stedet selv kunne fremelske. Sådan er det ikke helt længere, de varme retter er på menuen de fleste steder. Råvarerne bliver dog i stor stil stadig produceret, hvis ikke i baghaven, så i regionen. Med en sådan stolthed, at lokalt producerede produkter i supermarkedet markeres med Ticinos blå og røde flag.

En grotto-oplevelse får du for eksempel hos Grotto America, en af de ægte og traditionelle grottoer i Ticino – opkaldt efter de mange tusindvis af fattige og arbejdsløse lokale, der emigrerede til Amerika i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det tyvende.

Skulle det være kanin med polenta? Cremet risotto med luganighetta, en pølse lavet på ged og gris? Eller måske blot en platte med velsmagende charcuterie og frisk, cremet gedeost, måske lavet på mælk fra den race af sorte geder, Nera Verzasca, der er hjemmehørende i Ticino, og kun findes her og i det nærliggende nordlige Italien.

Måske et glas af den berømte hvide merlot? Eller en nocino, en lille valnødsdram på 40 procent til maven efter et gedigent måltid?

Som en helt anden verden

Delikatesserne ligger på række og lokker. Salame citterieo Milano, finicchiona, lardo. Prosciutto di Parma, cotto, crudo, hænger flot fra loftet. I en anden butik i en smal gade, der snor sig igennem den historiske bymidte i Lugano, er det brød og kager som Torta di Pane, der frister.

I flere århundrede var regionen afskåret fra resten af Schweiz af alperne, og derfor har Ticino en stærk tilknytning til Italien, hvilket er tydeligt på især det kulinariske område.

»Det er som en helt anden verden, når du kommer over Alperne. Men vi føler os hundrede procent schweiziske. For de gode italienske ting kan vi dog godt gøre en undtagelse. Dem har vi assimileret«, fortæller Patricia, der er født og opvokset i Lugano.

Lugano er med lidt flere end 60.000 indbyggere den største by i Ticino, og det er her, du finder det mest solrige sted i hele Schweiz: bjerget Monte Bré, der fra 925 meters højde giver en formidabel udsigt over byen, søen og de omkransende pyramideformede bjerge.

»Men folk kommer her især for maden«, siger Patricia.

»Og så kommer de her også, fordi de lokale stadig bor her. Det finder du ikke i for eksempel en by som Barcelona«.

Nogle af de lokale er at finde på Grand Café al Porto med en morgenavis i hænderne og en kop kaffe. Cafeen har glasmosaikker i loftet, store lysekroner og vestbærende tjenere. Cafeen, der i middelalderen var kloster, og senere, i 1800-tallet, blev omdannet til restaurant, har bevaret dele af førstesalen, en tidligere spisesal for klostrets nonner, som det stod i 1500-tallet. Rigt udsmykket med barok-frescoer.

»Kan I se fuglene?«, spørger Patricia.

»Det er svaler, der immigrerer hvert år og flyver kilometer efter kilometer. Ticino er fødested for mange kunstnere, også meget berømte, men de var nødt til at forlade landet, ligesom svalerne, fordi der ikke var penge til kunsten i Ticino på et tidspunkt i historien, hvor de fleste var fattige bønder og fiskere«.

Spisesalen blev også benyttet til et hemmeligt møde under Anden Verdenskrig mellem italienerne og tyskerne og under navnet Operation Sunrise. Et møde, der efter sigende var med til at afslutte krigen.

Det vidste restaurantens ejer ikke dengang i krigens afsluttende år, og det er heller ikke sikkert, gæsterne på den elegante café denne dag ved det. Så det kan man passende tænke på, mens man sætter tænderne i en af husets berømmede kager. En panatone måske, en af specialiteterne, der kan fås med kirsebær om sommeren, figner og chokolade om efteråret.

»Normalt skinner solen her«, fortæller damen, der ekspederer os.

»Men lige nu er det en stor katastrofe overalt. Og i det her vejr er dette bedste sted at være«.

Kunst, kultur og tid til en lille én

Kunstnerne blev ikke væk for evigt. Senere blev Ticino på grund af landskabet, middelhavsklimaet og det godt organiserede samfund et sted, mange kunstnere rejste til og bosatte sig i en periode eller i sidste del af deres liv. Den tysk-schweiziske kunstner Paul Klee er en af dem. Han endte sine dage i Locarno, hvor også den tysk-franske poet og maler Jean Arp holdt til en del af sit liv. Også den nobelprisvindende forfatter Herman Hesse boede en årrække i Ticino.

Det kan godt være, de fleste i dag besøger kantonen for at vandre i bjergene, opleve naturen og nyde maden. Men der er også masser af kunst, kultur og historie for de interesserede og videbegærlige at komme efter. Blandt andet i Lugano på kunstmuseet Museo d’arte delle Svizzera italiana, også kendt som MASI Lugano, der ligger med udsigt over Luganosøen og som fokuserer på samtidskunst. For tiden med en udstilling af den schweiziske kunstner Nicolas Party. Museet åbnede i det nybyggede kulturcenter LAC – Lugano Arte e Cultura i 2015, tegnet af den anerkendte arkitekt Ivano Gianola, og er resultatet af sammensmeltningen af tre mindre Lugano-museers kunstsamlinger.

MASI Lugano er måske stadig et ungt museum, men det er et af de mest besøgte kunstmuseer, ikke bare i Ticino, men i hele Schweiz.

»Før var alle museerne her i byen gamle villaer, der var blevet til museerne. Det er første gang, vi har pladsen til at vise kunst på et sted, der rent faktisk er bygget til at lave større udstillinger. Masi er et friskt museum med et stort potentiale«, siger Francesca Benini, der er kurator ved museet.

»Et interessant karakteristikum ved museet er, at vi har et øje vendt mod Italien og et mod nord. Men vi har endnu ikke en stærk identitet, så vi kan præge retningen, vi gerne vil vokse i«.

»Og for arkitekten, Ivano Gianola, var det meget vigtigt at skabe en forbindelse med landskabet i Ticino. Det er derfor, han har tilføjet store vinduer, så inde og ude på en måde er det samme. Også det grønne og røde marmor minder om landskabet«.

Fra vinduerne på museet kan du se ud over og søen og ned på et hoved, stort som en matrjosjka-dukke. Det røde hoved er en skulptur af Nicolas Party, og ansigtet er vendt mod vandet og bådene, der sejler i rutefart mellem landsbyer, isolerede huse og idylliske grottoer ved vandet.

Det regner. Heldigvis danner byens mange arkader et godt dække. Det var her, under granitbuerne, at fiskerne solgte deres friske fangst dengang Ticino mest af alt var et sted for fiskere og bønder. Nu danner de rammen for butikker, spisesteder og barer.

Patricia skuer fra under en af arkaderne over på uret på Luganos gule rådhus.

»Vi er alle glade for at få en aperitivo. Og det er det helt rette tidspunkt nu. Klokken er 11.30, det er apero-time«, siger hun.

»Det er Italian habits«.