Hvad er dette?

»Folk tror ikke længere, vi sætter vores liv på spil for sjov«

22. oktober 2018

Skibumserne er blevet professionelle, verdensmesterskaberne vælter sig i sponsorer, og omverdenen er begyndt at forstå, at verdens bedste freeride-skiløbere ikke bare er vovehalse, der sætter livet på spil i eventyrets navn.

Porten består af to rødmalede pæle, der er hamret sammen så den danner en to meter høj trekant. Foran bærer den et lille skilt: Freeride, står der.

På den ene side af porten er bjergsiden; på den anden er der ingenting. Bjergsiden styrter stejlt, grænsende til lodret, nedad, og hvis man skulle vælge at hoppe gennem porten, ville man de første mange sekunder blive trukket af tyngdekraft og ikke båret af bjergside.

For foden af bjerget ligger byen Fieberbrunn - det tager en lille halv times tid at komme fra svævebane-stationen i byen og op til bjergtoppen, som ligger over 1.600 meter over havets overflade, men markant kortere tid at komme ned, hvis man hoppede gennem porten.

Til spørgsmålet om, hvorvidt porten er fejlagtigt placeret, griner freerideren Markus Kogler og forsikrer, at det rent faktisk er et af startpunkterne for de mange mennesker, der kommer til bjergbyen Fieberbrunn i de østrigske alper for at freeride. Faktisk er det et af de lavere punkter – bag os ligger bjerget Wildseeloder på over 2.100 meter, som er hans foretrukne freeride-sted.

Freeride kaldes også offpiste (og enhver mors mareridt) og dækker over skiløb eller snowboarding i uberørt, dyb sne udenfor de afmærkede og kontrollerede pister, de fleste af os færdes på.

Med op til 80 kilometer i timen og risiko for at starte laviner suser freeriderne ned ad bjergsider, der ikke bare skal være stejle men også fyldt af bjergrigt terræn, så der er klipper at hoppe ud og lave tricks fra.

Det terræn excellerer Fieberbrunn i, og siden 2004 har byen været en af Europas hovedstæder for freeriding. Det år startede Markus Kogler og hans venner en af Europas første konkurrencer for freeridere, og det har været med til at tiltrække freeriders fra hele verden. Mens byen tidligere var en skiby blandt mange, så har freeride-konkurrencen været med til at få Fieberbrunn til at skille sig ud blandt regionens mange skidestinationer.

»Stort set hele området har gode bjerge og god sne, men Fieberbrunn har terrænet til freeriders«, fortæller Markus Kogler.

»Stort set hele området har gode bjerge og god sne, men Fieberbrunn har terrænet til freeriders«

Da han startede den første konkurrence med sine venner var det til en vis hovedrysten blandt byens lokale, hvoraf mange betragtede freeride-genren som farlige drengeløjer. Nu, hvor konkurrencen tiltrækker nogle af skiverdenens bedste skiøbere, største sponsorater og stor mediedækning, er de mere lydhøre.

»Man skal være ret sikker, når man hopper ud over en klippe«

Efteråret er ved at sænke sig over København, og med det kortere dage, koldere temperaturer og udsigten til en lang og kold vinter. Det bringer brok op i de fleste, men ikke Johan Duus.

»Jeg får en helt ny energi, når vejret bliver koldere. Vinteren trækker hårdt i mig«, fortæller Johan Duus grinende.

Han er regerende Danmarksmester i freeriding, og den titel vandt han i Fieberbrunn tidligere på året. I februar skal han afsted igen for at forsvare sin titel, og han lægger ikke skjul på, at det er et af årets højdepunkter.

Han tilbringer hvert år omkring 10 uger med at stå på ski, og resten af tiden arbejder han med at uddanne skiinstruktører for virksomheden Snowminds og træne kroppen, så den er klar til vinterens strabadser på pisterne og ikke mindst uden for dem.

»Det handler mest af alt om at gøre kroppen stærk. Man kører i et minut, hvor ens lår syrer fuldkommen til, så det skal de kunne bære. Og så skal man have gode muskler til at tage fra, hvis man styrter«, fortæller han om styrketræningen op til skisæsonen.

Der er imidlertid ikke meget andet, man kan gøre for at forberede sig på freeride-konkurrencerne. I Fieberbrunn foregår det for det danske mesterskabs vedkommende i vinterferien i februar, hvor danske freeriders og deres venner invaderer den lille by.

I ugerne op til freerider Johan Duus, så meget han kan, og på konkurrencedagen gælder det om at vælge en god rute. Det sker ved at stå for foden af det bjerg, konkurrencen foregår på, og ‘læse’ bjerget. Deltagerne studerer terrænet for at finde punkter, de kan navigere ud fra, og klipper og buler, de kan lave tricks på. Og så skal de have styr på de såkaldte no fall zones, for hvis man falder der, bliver man ved med at vælte.

»Man skal være ret sikker på, at man ved, hvad der ligger på den anden side, før man vælger at hoppe ud over en klippe«

»At vælge en rute er en af de største udfordringer, for noget af det sværeste er faktisk at finde vej. Man skal være ret sikker på, at man ved, hvad der ligger på den anden side, før man vælger at hoppe ud over en klippe«, fortæller Johan Duus.

Han har stået på ski, siden han var barn, men interessen for freeride opstod først for 4-5 år siden.

»Når man når bunden, kan man stå og kigge op på bjerget, og se hvordan ens sving har malet landskabet. Det er der ikke ret meget, der kan måle sig med«, siger Johan Duus.

»Når man når bunden, kan man stå og kigge op på bjerget, og se hvordan ens sving har malet landskabet. Det er der ikke ret meget, der kan måle sig med«, siger Johan Duus.

»Folk tror ikke længere, vi er sindssyge«

Freeride-scenen har udviklet sig enormt de seneste 20 år.

Den første konkurrence for freeriders opstod i 1996 i Verbier i Schweiz, hvor en gruppe snowboardere besluttede at afholde freeride-konkurrencen Verbier Extreme.

I 2004 inviterede de skiløbere til at deltage i konkurrencen, men først i 2008, mere end ti år efter den første freeride-konkurrence, opstod det egentlige verdensmesterskab, Freeride World Tour. Det består af en række konkurrencer på berygtede bjergsider verden over, der udover Fieberbrunn i Østrig blandt andet ligger i Canada, USA, Japan, Frankrig, Schweiz og Norge.

Østrigske Markus Kogler har i fire år konkurreret på verdensplan. Han lærte at stå på ski omtrent samtidig med, at han lærte at gå, og allerede som barn kørte han offpiste på bjergsiderne udenfor hans barndomshjem i Fieberbrunn.

Siden han i 2004 startede freeride-konkurrencen i Østrig har han fulgt scenens udvikling tæt, og han fortæller, at især to tendenser gør sig gældende: For det første er scenen blevet mere professionel, og for det andet betragter omverdenen ikke længere freeriders som selvmordstruede.

»Den største forskel, der er sket, er at folk ikke længere tror, vi er idiotiske drenge, der sætter vores liv på spil for sjov«, fortæller Markus Kogler.

Han er sikkerhedschef for alle de kvalificerende freeride-konkurrencer i Østrig og har en butik for foden af svævebanen i Fieberbrunn, hvor han underviser i freeride og udlejer udstyr. De seneste år har han oplevet, hvordan omverdens syn på scenen har ændret sig. I Fieberbrunn har der de 14 år, konkurrencen har varet, kun været to alvorlige styrt – når der afholdes konkurrencer på pisterne er det tal meget, meget højere.

»Især her i Fieberbrunn kan jeg mærke, at vi får mere og mere respekt. De lokale ved, at det kun er de allerbedste skiløbere, der kan freeride, og de kan se, at vi har styr på sikkerheden«.

»De lokale ved, at det kun er de allerbedste skiløbere, der kan freeride, og de kan se, at vi har styr på sikkerheden«

Johan Duus har også oplevet scenen udvikle sig og blive mere professionel. Der er flere penge at hente i præmiepenge og sponsorater, og de freeriders, der deltager i World Tour-konkurrencen lever fuldtid af at stå på ski eller snowboarde. Det kan Johan Duus ikke endnu.

»Der er desværre rigtig stor forskel på niveauet. Nogle enkelte danskere har forsøgt at kvalificere sig, men jeg har ikke prøvet det. Jeg er faktisk for bange«, fortæller Johan Duus med et grin.

»At konkurrere på det plan kræver, at man gør nogle ret vilde ting – klipperne er større, man skal køre endnu mere med hovedet under armen, det gælder om at lave de vildeste tricks, og det indebærer, at man er villig til at tage en større risiko, når man kører. Jeg tror egentligt godt, at jeg ville kunne være med rent teknisk, men mentalt ville jeg være for bange for fald og genoptræning til at ville kunne konkurrere«.

Lavine-udstyret skal være i orden

Styrt er en af de risici, man støder på, hvis man vil freeride, en anden er laviner. Når freeriders kører på nyfalden sne, er der en vis risiko for at udløse laviner, og derfor skal der være styr på sikkerheden.

»Når man freerider, skal man køre med en skovl i tasken, så man kan skovle sig fri fra sneen, en lavinebipper, som er et søge- og sende-redskab, der gør, at folk kan finde en, hvis man bliver fanget, og så en ABS, et airbagsystem i en rygsæk, man kan udløse, hvis man er midt i en lavine – så trækker man i en snor fra rygsækken, som udløser en kæmpe ballon, så man kan komme over lavinen«, fortæller Johan Duus.

Selvom han altid har haft sikkerhedsudstyret i orden, har han indtil for nylig ikke skænket det mange tanker. Men for ikke så længe siden så han en af sine venner blive fanget af en lavine, da han var på Island for at freeride, så nu er han blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt sikkerhedsudstyret er og ikke mindst, at man ved, hvordan man skal bruge det.

»Min ven blev fanget i en kæmpe stor lavine, der drev ned sammen med ham. Vi var alle sammen klar og vidste, hvad vi skulle gøre, så alt gik godt. Men vi fik et kæmpe chok, som stadig sidder lidt i kroppen«, fortæller Johan Duus.

På trods af risikoen for styrt og laviner er Johan Duus stadig forelsket i freeride-sporten. Han bliver stadig høj af at stå alene på en bjergside og gøre sig klar til at freeride ned ad den.

»Man føler, at man ejer hele stedet«

»Det er en helt speciel følelse at stå på et bjerg, efter at man har taget den tidligste lift og er vandret et stykke gennem morgenluften, kigge ned ad dens side og ikke kunne se et eneste spor i sneen. Man føler, at man ejer hele stedet«, siger han og fortsætter:

»Så kører man ned ad den, når det er bedst i noget let, let, let sne helt uden ujævnheder, så man kan køre med virkelig høj fart uden at skulle tænke over, hvor man skal svinge. Og når man når bunden, kan man stå og kigge op på bjerget, og se hvordan ens sving har malet landskabet. Det er der ikke ret meget, der kan måle sig med«.