0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Det kan godt være, det er kirurgerne, som laver vores børn. Men det er sygeplejerskerne, som sørger for, at de ikke falder fra hinanden«

16. november 2020

Laura har tilbragt en stor del af sit fire år lange liv på hospitalet væk fra en hverdag med både mor, far, lillesøster og legekammerater. Men hun savner sygeplejerskerne, når hun er hjemme.

»Vi har tre familier«, siger Sandie Tøttrup på vej op ad trappen til førstesalen i familiens hjem i Rask Mølle i det landlige Østjylland.

»Familien herhjemme, den på Skejby og den på Rigshospitalet«.

Sandie Tøttrups fireårige datter Laura er hjertebarn. Hun var ikke mere end to dage gammel, da hun første gang blev opereret for en forsnævring. Som treårig blev hun diagnosticeret med galdevejsatresi, en medfødt mangel på galdeveje. Og i december 2019 fandt man ud af, at hun var nødt til at få en ny lever, hvilket hun fik i maj i år. Om en uge skal hun igen under kniven og have åbnet en forsnævring i tarmsystemet.

»Hun ser lidt farlig ud nu. Hun har et ar, der går herfra og hertil«, siger Sandie Tøttrup og tegner med sin finger en linje fra navlen og op til brystet og en den anden vej hen over maven, så der dannes et kryds.

»Når hun er færdig, har hun nok otte små ar fra dræn ud over det store kryds«, siger hun og kigger ind på datterens værelse. Her løber Laura fra skabet fyldt med prinsessekjoler og hen til et lille telt udsmykket som isbod, hvor hun ivrigt forsøger at få fotografen med ind for at lege købmand.

Selv om Laura har været igennem mere sygdom i sine fire leveår, end de fleste når på en livstid, er det eneste, der vidner om, at hun lige nu er i behandling efter en levertransplantation, at et dræn nu titter frem fra under blusen efter løbeturen op til husets første sal og rundt i det store værelse for at fremvise alt sit legetøj til de nyankomne.

»Det er på grund af alle sygeplejerskerne, at hun er, som hun er i dag«, siger Sandie Tøttrup og nikker mod sin datter, der energisk dirigerer legen på værelset og hviner henrykt, når hendes opfordringer til at kilde hende bliver fulgt.

»En ting er, at de forkæler børnene helt vildt, men de går til børnene på en helt unik måde«, siger hun.

  • En legeverden

    At have et sygt barn er en udfordring for hele familien og forbundet med mange bekymringer og afsavn for både børn og forældre.

    Lauras mange indlæggelser har blandt andet betydet, at Sandie Tøttrup har været meget væk fra den toårige lillesøster Thilde. Savnet er stort, og havde det ikke været for afdelingens sygeplejersker, er hun ikke sikker på, hun kunne klare det, fortæller hun.

    »Jeg græder tit rigtig meget, men sygeplejerskerne er så gode. De kan se på mig, når det hele er ved at være for hårdt«.

    »De er der hele tiden - for både Laura og os. Og når vi for eksempel skal over på det ‘store’ sygehus, så er det eneste Laura kan snakke om, at hun skal over og besøge Isabella, der er sygeplejerske på Riget«, siger Sandie Tøttrup og ryster smilende på hovedet.

    Siden Lauras levertransplantation, har hun ikke rigtig været ude blandt andre børn, så tiden med sygeplejerskerne er for hende blevet en legeverden. Og hun svarer derfor også hurtigt på spørgsmålet om, hvor hun bedst kan lide at være.

    »Herhjemme og på hospitalet. På hospitalet leger jeg«, siger hun og kravler op på en lille gyngestol for at nå den Peter Plys-bog, hun gerne vil have læst højt.

    Og selvom hun er glad for alle sygeplejerskerne, er hun ikke i tvivl om, hvem den allersødeste er.

    »Lotte er den sødeste«, siger hun.

    Reaktionen, når en fra den udvidede familie stopper på en afdeling, vidner da også om, at de er blevet mere end bare plejepersonale.

    »Vi græder, når en sygeplejerske stopper. Vi har lige været igennem en kæmpe tudetur, fordi en af vores sygeplejersker, Anja, skulle stoppe«, fortæller Sandie Tøttrup og tilføjer.

    »Vi græder allesammen. Også sygeplejerskerne«.

    Med smil, sæbebobler og bamser

    En af de sygeplejersker, der er blevet en del af Laura og hendes families udvidede familie er Kathrine Marie Skovsbøll, der er sygeplejerske på Børn og Unge Afsnit 2 på Skejby Sygehus.

    Hun valgte at blive sygeplejerske på Børneafdelingen, fordi arbejdet med børnene er utroligt givende, fortæller hun. Og selvom arbejdet kan være hårdt, er der altid masser af smil.

    »Det er spændende at arbejde både med børnene og deres forældre. For her på afdelingen er det ikke kun patienten, man behandler. Det er hele familien«, siger Kathrine Marie Skovsbøll, imens hun forsøger at finde en ordentlig siddestilling på den træstub i et af afdelingens Lego-legerum, der gør det ud for en stol, imens vi snakker.

    Når hun møder børnene på afdelingen for første gang, er hun meget bevidst om, at de kan være både bange og utrygge ved situationen. Og derfor forsøger hun altid at gøre mødet så rart som overhovedet muligt, fortæller hun.

    »Det første møde er super vigtigt, fordi det er her relationen skabes«, siger Kathrine Marie Skovsbøll og fortæller, at hun så vidt muligt forsøger at inddrage børnene i, hvad der foregår, når de kommer fra operation og op på afdelingen, hvor hun arbejder.

    »Det er jo dem, det handler om. Det er dem, der er hovedpersonen«, siger Kathrine Marie Skovsbøll og fortsætter:

    »Der er ikke to børn, der er ens, og der er ikke to børn, der reagerer ens. Så nogle dage skal man måske have fat i nogle sæbebobler og andre dage klistermærker eller bamser. Det finder man ud af, når man møder barnet og ser, hvordan de reagerer på den situation, de er i«.

    Og netop det, at alt foregår i børnehøjde, har en stor betydning, fortæller Sandie Tøttrup.

    »De går ind i børnenes hjerter med træsko på og aflæser lynhurtigt, hvad det er for et barn, de har med at gøre. Og så præsenterer de sig altid først for barnet, så de får oplevelsen af, at det er dem, der er i fokus«.

    Og på mange måder kan man sige, at dele af forklaringen på sygeplejerskernes popularitet hos børnene ligger i Kathrine Marie Skovsbølls svar på spørgsmålet om, hvad der gør en god arbejdsdag.

    »Jeg har haft en rigtig god dag, når jeg kan gå hjem med et smil på læben, fordi jeg har fået mine patienter til at smile, selvom det har været en hård dag for dem behandlingsmæssigt. Jeg synes, at det er dejligt, når man kan skabe noget glæde, selvom situationen er træls«, siger hun og smiler med, hvad udsendte journalist kun kan tolke som stolthed.

    Hvis Theo og Thea kan, kan jeg også

    I kontakten med børnene bruger Kathrine Marie Skovsbøll og hendes kollegaer forskellige redskaber – blandt andet bamserne Thea og Theo, som hovedsageligt er nogen de børn, der er blevet opereret, får. Bamserne bruger sygeplejerskerne blandt andet til at vise børnene, hvad der skal ske.

    »Jeg bruger den til at skabe en relation og give trøst og nærvær, og når der er noget, der er svært. For eksempel, hvis barnet skal have lagt et drop og stikkes, så er det Theo eller Thea, der får lov at prøve det først«, fortæller Kathrine Marie Skovsbøll.

    Hun fortæller, at når børnene ser, at Theo og Thea godt kan klare for eksempel at blive stukket, så er der stor sandsynlighed for, at børnene siger: »Hvis Theo kan, så kan jeg også«.

    Hjemme hos Laura har de adskillige Thea- og Theo-bamser. I en stor kurv på hendes værelse ligger der tre krammebamser, og inde i hendes seng på forældrenes soveværelse ligger endnu en Thea. Det er hendes første krammebamse, som hun fik bare få dage gammel.

    »Den er nem at kende i forhold til de andre, fordi den er blevet krammet så meget, at den er blevet lidt fladere og pelsen lidt mørkere og hårdere«, siger Sandie Tøttrup, mens hun vender den højtelskede bamse i hænderne.

    Også Lauras lillesøster Thilde har en Thea-bamse, som Laura har givet hende. Faktisk har hun to, for hun har en derhjemme, som hun sover med hver nat og en hos sin dagplejemor, som hun sover middagslur med og leger med.

    »Lillesøster bruger sin Thea-bamse som kompensation, når Laura er væk på hospitalet«, siger Sandie Tøttrup og fortæller, at de bløde isbjørnebamser, der som de indlagte børn er udstyret med et patientarmbånd, er med til at skabe en tryghed i situationer, der ellers kan være utrygge.

    Og så er der en anden ting med Theo og Thea.

    »Det er en hemmelig klub, plejer vi at sige. Når man har fået en Thea eller en Theo, er man med i en hemmelig klub«, fortæller Kathrine Marie Skovsbøll med et skævt smil på læben.

    »Vi fortæller børnene, at hvis de ser nogen ude i byen med sådan en bamse, så ved de, at de er med i den samme klub, for det er jo ikke sådan en bamse, man bare kan gå ned og købe i legetøjsbutikken, så der er noget specielt i at have sådan en«.

    Om en uge skal Laura igen op på hospitalet. Og selvom hun hader at blive stukket, glæder hun sig til at se sygeplejerskerne, fortæller hun.

    »Så skal vi lege med Lotte«, siger hun, før hun trygler udsendte journalist om en kombineret kilde- og svingtur.

    Bamsen bliver en vigtig ven

    Theo eller Thea har kram nok i sig til at følge et barn gennem både korte og lange sygdomsforløb. Krammebamsen bliver en ven i det ukendte, når den gennemgår det samme som barnet.

    Læs mere her
    Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
    Du er her
    Vil du have adgang?
    NEJ
    JA
    Vil du tillade dataindsamling?
    NEJ
    JA
    Køb abonnement

    Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

    Du kan altid trække dit samtykke tilbage.