0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Byens bedste gartnericafé, mikrobryggeri og kajak-klub: Tag til Roskilde og hold weekend

16. juni 2021

Roskilde er meget mere end sin historie, sin domkirke og sin festival, selvom alle dele gennemsyrer livet i byen. De har nemlig efterladt en følelse af fællesskab, der er synlig alle steder fra vikingeskibs-bådelauget til mikrobryggeriet og gartnericaféen, der drives af frivillige.

Vikingeskibene ligger og vugger i havnen, men det er ikke dem, der løber med opmærksomheden denne lørdag morgen i Roskilde. Fra bådebroen, de ligger ved, hopper folk nemlig i havnen til hujen og latter fra dem, der stadig står på broen. Mange af dem har fuldskæg, og det hele foregår på Vikingeskibsmuseets grund, men der er ikke tale om en forestilling. De badende har nemlig orange redningsveste på, der bryder med skibenes mere nedtonede nuancer, og de svømmer alle hen til en neonfarvet redningsflåde, der helt sikkert ikke fandtes i vikingernes tid. De er en del af Vikingeskibsmuseets Bådelaug, og den årlige sikkerhedsøvelse, som de er i gang med, er en forudsætning for at forblive aktive medlemmer i klubben.

»Jeg kalder det at gå til Havhingst«, siger Torben Pedersen, der står på kajen lidt fra bådebroen og betragter øvelsen med et par af laugets andre medlemmer. »Det er lidt ligesom at gå til badminton, vi sejler bare i vikingeskibe«.

Torben Pedersen er tidligere formand for laugsrådet og skal ikke i havnen i år, men ligesom laugets 180 øvrige medlemmer kan han sejle med Havhingsten en gang om måneden og med de mindre vikingeskibe et par gange om ugen. Det er der mange, der gør, for lauget er et socialt samlingspunkt for dets mange medlemmer.

Vikingelauget sejler primært i Roskilde Fjord, hvorfra også vikingerne stævnede ud fra, når de skulle ud i verden på deres togter. Men for de fleste er det den rolle, lauget spiller i deres hverdag, og ikke den rolle, vikingeskibene har spillet i Danmarks historie, der gør, at de er villige til at kaste sig i den iskolde havn iført fuld påklædning og redningsveste, så de kan blive ved med at gå til Havhingst.

»Det er ikke et forsøg på at kopiere historien, selvom der selvfølgelig er noget schwung over at sejle i vikingeskibe, for som jeg plejer at sige, så er det Danmarks svar på pyramiderne og Mærsks egentlige begyndelse«, siger Torben Pedersen. »Men vi er slet ikke vikingetossede. Det handler ikke om, at klæde sig ud eller drikke mjød. Det er fællesskabet, der er omdrejningspunktet«.

Historien er gammel, museet er moderne

Af en holdsport at være er det at gå til vikingeskib en dyr en af slagsen. For mens det kun koster 1000 kr. per år at være en aktiv del af lauget, så koster bådene, lauget sejler i, omkring 8-10 millioner kroner. Det er Vikingeskibsmuseet, der stiller skibene dem til rådighed, og dets bådebyggere, der bygger dem. Når de lader en flok glade amatører - som laugets tidligere formand Torben Pedersen kalder lauget - sejle i de dyre skibe, så skyldes det ikke kun, at laugsmedlemmerne til gengæld svinger tjærekosten og på andre måder hjælper med at holde skibene ved lige. Det skyldes også, at de frivillige ved at bruge skibene kommer på sporet af skibenes historie på en helt håndgribelig måde.

»Det er det, man kalder eksperimentel arkæologi«, siger bådebyggeren Asger Rørdam, da han tager en pause fra byggeriet på det vikingeskib, der står på pladsen. »Vi finder ud af ting om fortiden ved at bruge dem i dag«.

Han fortæller, at man ved at bruge bådene aktivt eksempelvis kan finde ud af, hvad et stykke fundet værktøj hvis funktion arkæologerne hidtil ikke har kunne tænke sig frem til skal bruges til, fordi man sejler i båden og der pludselig opstår et behov. På samme måde har lauget fundet ud af, at masterne helst skal være kortere end man troede, fordi det er bedre, når man sejler, og det kan få historikerne til at undersøge, hvor lange masterne egentligt var. Det er en af grundene til at han er glad for at de skibe, han bygger på, rent faktisk kommer til havs, og at de ikke bare betragtes som replika af historiske objekter:

»De oprindelige skibe, som står ovre i museumshallen, må man selvfølgelig ikke røre, men det er dejligt, at de ting, vi bygger, bliver brugt«, siger Asger Rørdam.

Netop det er hjørnestenen af Vikingeskibsmuseets filosofi, og ikke kun, når det kommer til arkæologernes arbejde og bådelaugets brug af bådene. Som besøgende på museet er den tankegang - at puste nyt liv i den ældgamle historie - synlig på hele museet.

For nok er skrogene af de vikingeskibe, der står i museumshallen, tæt på at være tusind år gamle, men der er intet støvet over museet. Med sine rå betonlofter og store vinduespartier ligner det mere et toneangivende kontemporært kunstgalleri end et museum dedikeret til historien. Vikingeskibenes skrog er ikke rekonstrueret med træ, men med elegante stålkonstruktioner. Der er udstillinger som Stig Ombord, der med interaktive elementer placerer publikum i et vikingeskib og både giver en søsyge og lyst til at stikke til havs. I museumsbutikken er den moderne keramik og de skandinaviske modebrands bedre repræsenteret end de få mjødkrus og vikingehjelme. Og nok er museets cafe, Café Knarr, inspireret af vikingetiden, men det er et nynordisk menukort, man mødes med.

På Vikingeskibsmuseets område på havnen står bådebyggeren Asger Rørdam og hamrer på et stykke træ. Det skal være en del af det vikingeskib, han for tiden arbejder på med de andre bådebyggere. Museets gæster kigger nysgerrigt til, mens bådebyggerne hamrer, sliber og tømrer sig frem mod et sejldygtigt skib, og på den anden side af skibet gør en flok børn bådebyggerne kunsten efter i det lille værksted. Her kan de kan bygge noget mindre versioner af de traditionelle træskibe, og det er populært blandt børnefamilierne.

»Det der med, at man også kan lave noget, og at man ikke bare går og kigger, det virker rigtig godt«,siger Christian Lorentz-Petersen, der går rundt på museet med sin kone Marie og deres tre børn, Liv, Valdemar og Arthur. »Børnene kan rigtigt godt lide, at de kan bygge skibene selv«.

De to ældste børn har travlt med at se, om deres kreationer kan holde vand, og de farer frem og tilbage mellem værkstedet og den lille pool, bådene testes i. På den anden side af værkstedet ligger Havhingsten og de nordiske træbåde, som museets gæster snart igen - sejlturene blev sat på pause af corona-restriktionerne men genoptages, når sommerferien starter - kan ro ud på fjorden i. Fra Vikingeskibsmuseets store vinduer er der udsigt over et idyllisk villakvarter og fjorden, som er så blank, at både museet og byen spejles i den. På samme måde bruger byen og historien hinanden som et spejl, der gør begge dele mere levende.

Danmarks historie aktiveres i domkirken

Hvis folk, der ikke har et forhold til Roskilde, skal nævne tre ting, de forbinder med byen, vil det for de fleste nok være festivalen, domkirken og, for dem der lyttede efter i skolen, vikingetiden. Selvom væsensforskellen mellem de tre fyrtårne i Roskildes historie umiddelbart kan virke betragtelig, så væves de konstant sammen i byen af dens borgere i dens hverdag.

Domkirken, eksempelvis, ligger og troner med udsigt over hele byen. Den er omkring 800 år gammel, og i 500 af dem har den været en international attraktion, der har tiltrukket turister fra nabolande som Tyskland og Sverige men også fra fjernere himmelstrøg i Asien og Amerika. Det er her, Danmarks konger og dronninger er begravede, og der er så mange kongelige og adelige grave, at der også er gravsten i gulvet. Nogle af gæsterne forsøger forgæves at gå udenom, men Sara Peuron-Berg, kirkens formidlingsansvarlige, tøver ikke, når hun skrider henover dem i sine hæle. For hende er kirken er nemlig ikke bare et kulturhistorisk monument, der er på UNESCOs Verdensarvsliste, men også en levende bygning, der bruges af byens borgere og er linket til dens andre historiske og kulturelle fyrtårne:

»Vi er ikke interesserede i, at alt skal gå i stå. Vi kunne sige, at man ikke måtte gå på gulvet, hvor der er ligsten, eller at vi skulle lukke kirken for at passe godt på den, men hvad er kulturen, hvis ikke du kan interagere med den? Det er en del af kirkens DNA, at den er levende«, siger Sara Peuron-Berg.

Hun står på en af kirkens balkoner og skuer ud over det store rum. Mens det hvælvede loft giver rummet en stemningsmættet, højtidelig atmosfære, så er gulvene er slidt blanke af brug.

»Det gør det til en endnu mere unik bygning, at det både er en kulturattraktion og en levende kirke, for den er bygget for 800 år siden, men den bliver stadig brugt af sognet i dag. Det findes jo stort set ikke ellers. Det er en fungerende middelalderbygning«.

Kirken bliver brugt af de lokale til alt fra konfirmationer og bryllupper til sommerkoncerter, julegudstjenester, og så af en hel håndfuld kor. Sara Peuron-Berg bor selv i København, og for hende er det bemærkelsesværdigt, hvor aktivt foreningslivet i Roskilde er, og hvor stor en rolle kirken spiller i det.

»Det, jeg synes er ret fedt ved Roskilde, er, at der er en direkte tråd fra historien op til nu, fra de gamle legender ude i Lejre og herop til kirken, fra rocklegenderne ude på festivalpladsen og til RAGNAROCK og Musicon«, siger hun med henvisning til det rockmuseum, der ligger i byens nye, kreative bydel.

Hun fortæller, at der er et meget tæt samarbejde mellem de forskellige institutioner, og at musik især fylder meget. Det er ikke kun på grund af festivalen, men også på grund af kirkens orgel og mange populære kor. De er med til at hive kirken op i nutiden, så hverken den eller byen bliver en støvet, historisk kulisse, siger Sara Peuron-Berg:

»Korene er en forankring i lokallivet, for de unge går her fra de er helt små, til de bliver store. På den måde er historien levende, og det er vigtigt. Roskilde må ikke blive en fastfrosset renæssance-ting eller en støvet vikingeby. Vi vil bruge kulturarven og tage den videre ind i fremtiden«.

Festivalen brander byen

Det er ikke kun Roskildes historie, der til tider kan true med at overskygge byens mere nutidige aktiviteter. Roskilde Festival, der har fundet sted på dyrskuepladsen syd for byen siden 1971, er også så stort et brand, at mange overser den by, der lægger navn til festivalen. Men selvom en del festivalgæster ikke ser mere til byen end dyrskuepladsen og stationsbygningen, så er der god grund til at komme på besøg resten af året.

»Når nu vi ikke kan komme på festival, så er det her en lille trøst«, siger Ditte Ganer-Kaasgaard, som sidder i haven bag Musicon Mikrobryggeri og drikker øl med to veninder, som hun plejer at tage på festival med.

Mikrobryggeriet ligger i den nye bydel Musicon, som ligger mellem Roskildes centrum og festivalpladsen. Med sine containere, berlinerbænke, lyskæder og tilsandede gulve er der festivalstemning over stedet, og det er en af grundene til, at venindeflokken tit tager turen til kvarteret, selvom kun en af dem bor i nærheden.

»Det er hyggeligt, at her er så uformelt. Det føles lidt som at være på festival eller i Berlin«, siger Ditte Ganer-Kaasgaard.

Det var netop intentionen, da Peter Jelsted i 2018 åbnede mikrobryggeriet, der også er en ølbar, i kvarteret. Han startede med at sælge øl til rockmuseet RAGNAROCKs gæster fra en lille stand foran museet, cirka der, hvor hans ølbar og mikrobryggeri i dag ligger.

»I starten var det hårdt at tiltrække folk, for der var der ikke så mange boliger eller andre steder, man kunne gå ud i kvarteret«, siger Peter Jelsted.

Siden da har bydelen, som også er hjem til Roskilde Festival højskole, en skaterpark, en petanque-bane og flere andre uddannelser, imidlertid udviklet sig hastigt. Kranerne danser stadig over bydelen, hvor der er ved at blive opført lejligheder, og der rykker flere og flere aktører ind i de industrielle lokaler.

»Men nu er det en kreativ bydel med en kaffebar og caféer, og vi arrangerer koncerter og stand-up for at få endnu flere til at komme herud. Her skal være liv og glade dage«, siger Peter Jelsted.

På et af Roskildes hovedstrøg ligger den tidligere privilegerede kongelige gæstgivergård Prindsen, som har været lige så kendt for sine kongelige besøgende som de berømte gæster, der har valgt at overnatte her og ikke i et telt på Roskilde Festival. Hotellet er hjem til det klassiske brasserie Florentz. Det har Martin Mikkelsen drevet med sin kone Malene de sidste seks år.

»Vi har drevet Florentz i seks år, min kone Malene og jeg. Inden da var jeg i vinbranchen i 15 år, hvor jeg blandt andet solgte vine til restauranter. Det kan man nok godt mærke hos os. Vi fokuserer på gode vine og klassiske brasserie-retter, men vi skal også ramme Roskilde, så studerende kan også bare komme forbi og få drinks og pomfritter«.

Gartneri-café med hjælp fra frivillige

Fra Roskildes domkirke er der udsigt over fjorden og havnen, ligesom de to tårnes karakteristiske spir kan ses fra størstedelen af byen. De er også synlige, når man spadserer fra havnen til café-gartneriet Sct. Hans Have, enten via de stier, der følger fjorden, eller gennem Sankt Jørgensbjerg-kvarterets kringelkrogede gyder, hvor de stråtækte bindingsværkshuse og ranke stokroser dominerer gadebilledet. Det er her i kvarteret, at Sankt Hans Hospital - der i dag går under navnet Psykiatrisk Center Sct. Hans - i flere hundrede år har behandlet patienter, der lider af psykiske sygdomme.

Det er i hospitalets tidligere gartneri-bygninger, at Sct. Hans Have nu ligger. Når man ankommer på en weekenddag summer stedet af liv og mennesker. Der er kø til den lille café, hvor man kan købe kager, frokostanretninger og kaffe, og hvert eneste bord under vinrankerne i drivhusene er optagede. Alligevel sænker der sig øjeblikkeligt en helende ro over en, når man vandrer rundt blandt tomatplanterne, krydderurterne og tallerkensmækkere, som man kan købe med hjem.  Det er ikke tilfældigt. Sct. Hans Have er nemlig ikke bare en af Roskildes mest populære og pittoreske caféer og planteskoler. Det er også en terapeutisk have, hvor patienter fra Sct. Hans’ retspsykiatriske afdeling, psykisk sårbare unge og frivillige mødes i et inkluderende arbejdsfællesskab.

»Vi vidste fra starten, at vi ville bruge stedet på en måde, der tog udspring i, hvad det oprindeligt har været, og at fokus skulle være på mental sundhed«, fortæller Stine Goltermann, som er en af stedets initiativtagere.

Sct. Hans Have åbnede i 2014, og siden da har det været en rekreativ have. I hverdagene arbejder patienterne, jobsøgende og omkring 70 frivillige i gartneriet og bærhaven, og i weekenden er der åbent for gæster, som kommer for at købe planter, gå til yoga og gong-meditation, eller bare tage en pause blandt planterne med en hjemmelavet limonade og et stykke kage. På travle sommerdage er der mere end 500 gæster, og det kan kun lade sig gøre at give dem og det inkluderende arbejdsfællesskab en god oplevelse, fordi der er så mange frivillige, som også hjælper til.

»Da vi startede stedet havde min mand og jeg en idé om, at vi skulle gøre det hele selv. Jeg fatter ikke, hvad vi tænkte, vi må have haft urealistiskt høje tanker om egne kompetencer og evner«, siger Stine Goltermann, der er uddannet arkitekt, grinende.

»Heldigvis skete der det, at der ret hurtigt mødte mange frivillige op. Vi mødte meget hurtigt stor opbakning til vores idé om at lave en have med et særligt fokus på mental sundhed, hvor man mødes og hjælpes med at bygge det op«.

Til at starte med kom de fleste frivillige fra Roskilde, men i dag kommer mange kørende langvejs fra for at hjælpe til. Det skyldes ifølge Stine Goltermann dels, at Sankt Hans har været en by i byen, som folk har haft lyst til at bakke op om, men også, at der er et stærkt foreningsliv og en særlig fællesånd i byen.

»Jeg ved ikke, om Roskilde Festival har været med til at skabe en kultur, hvor man er fælles om meget, eller om det har noget med byens størrelse at gøre, men vi har i al fald mødt en hel vanvittig lokal opbakning helt fra starten«, siger Stine Goltermann. »Folk er kommet til os med et ønske om, at ville være med. Det er som om, her er en lyst til at indgå i noget større og bidrage til noget fælles«.

Samlingspunkt i årtusinder

Tilbage på havnen er Kajakmanden Birger, som de lokale kalder Birger Elmedal, ved at sætte et hold kursister på vandet. De er ved at stævne ud i Roskilde Fjord i farverige kajakker, der stråler om kap med Havhingstens bådelaugs orange redningsveste. Havnen er travl her til morgen, for selvom den egentligt er en del af museet, så er den fuld af liv. Det er en af grundene til, at Birger Elmedal driver sin kajakvirksomhed herfra.

»Jeg kan godt lide miljøet på havnen, både på grund af historien og de gamle vikingeskibe, men også bare fordi her er masser af liv«, siger han. »Der er en hel masse klubber og laug og foreninger. Der er god stemning, det er bare en mavefornemmelse«.

Selvom han i 18 år har udlejet kajakker til lokale og turister, så holder han stadig selv af at ro ud på fjorden selv. Det gør han typisk om morgenen, og helst på en hverdag.

»Der kommer flere og flere mennesker i nationalparken, men ude på fjorden er man alene«, siger Birger Elmedal. »Det er helt specielt«.

Han vandrer rundt på havnen, hvor der også er en tipi, som han holder arrangementer og workshops i med sine kompagnoner, og hilser på folk. I dag er havnen særlig travlt, for her er også et træf for broholmer-hunde og deres ejere, og Havhingstens bådelaug, som er ved at afslutte sikerhedsøvelsen. Torben Pedersen står på bådebroen med de andre medlemmer, som er ved at være tørre efter turen i havnen. Som tidligere formand for laugsrådet kan han nikke genkendende til, at der er noget særligt over Roskilde.

»Jeg er egentligt ikke spirituelt anlagt, men der er et eller andet ved Roskilde. Det har altid været et samlingspunkt for mennesker«, siger Torben Pedersen. »Folk rejste hertil fra Jelling, der er Sagnlandet i Lejre, vikingehavnen lå her, og nu er der Roskilde Festival og hele foreningslivet. Byen kan noget underligt. Den får folk til at samles«.