Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

»Angste mennesker er nemmere at kontrollere«



25. juni 2018

Politisk kritik bliver blandet med tonen fra DR’s julekalendre, storbywesterns og Olsen Banden-film, når kunstneren Kirsten Astrup skal på scenen på Roskilde Festival. Værket er en fortælling om et arbejdsmarked og et velfærdssamfund i forandring.




Et arbejdsmarked i forandring, en velfærdsstat under afvikling, og strejker blandt de ansatte hos den danske jernbane.

Der kan virke langt fra de emner til de farverige kabaret-forestillinger, finurlige papmaché-figurer og festlige filmværker, der ofte karakteriserer kunstneren Kirsten Astrups værker, men i sin nyeste udstilling bygger hun bro mellem de forskellige verdener.

Kirsten Astrup er ved at optage en kunstfilm, der handler om den danske jernbane i et historisk, fremtidigt og fiktivt perspektiv - en fortælling der imidlertid handler om meget mere end togstewardessernes arbejdsvilkår.

Den danske jernbanes udvikling er nemlig et billede på de forandringer, arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet undergår, og som Kirsten Astrup mener, der er grund til at være kritisk overfor.

Selvom værket til dels handler om ændringer af arbejdsmarkedet i 1990’erne, så er emnet eviggrønt; det sidste års tid er fortællinger om prækariatet, en ny og voksende samfundsklasse bestående af kort- og højtuddannede løsarbejdere, blusset op.

»Vores arbejdsforhold påvirker vores kroppe, sind og politiske beslutningsgrundlag, og det er ekstremt farligt, når folk er angste. Det gør befolkningsgruppen nemmere at kontrollere, som vi så med Trumps valgsejr i USA - og for så vidt også i 1930’ernes Tyskland«, siger Kirsten Astrup, som optræder med temaet på årets Roskilde Festival.

Kirsten Astrup

»Vores arbejdsforhold påvirker vores kroppe, sind og politiske beslutningsgrundlag, og det er ekstremt farligt, når folk er angste«




Og selvom Kirsten Astrup medgiver, at det måske godt kan lyde lidt tørt og langt fra en solbeskinnet festivalplads med småbeduggede festivalgæster, så lover hun, at værket er lige så underholdende, som det er tankevækkende.

»Jeg går meget op i, at værkerne skal være underholdende, og jeg vil meget gerne forsøge at blande en kritisk politisk stemme med tonen fra DR’s julekalender og Olsen Banden-filmene. Jeg synes, det er interessant at arbejde mellem det folkelige og det elitære. Jeg er ikke interesseret i at lave kunst, der virker ekskluderende for mange mennesker. Det virker forkert, når man har noget på hjerte«, siger hun.

Når Kirsten Astrup skal optræde på festivalens Gloria-scene, vil hun ankomme med de andre kunstnere, der indgår i hendes trup til performancekoncerten. De består af drag-performere, en mezzosopran, skuespillere i togstewardesseuniformer, musikere og papmachéfigurer og ankommer direkte fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde Festivals nye togstation på Camping West, Roskilde Festival Train Station.

»I min kunstneriske praksis er der ikke noget modsætningsforhold mellem at arbejde politisk og æstetisk. Der er den her forestilling om, at kunst, der er meget politisk, også er tør og kedelig. Jeg prøver at maxe ud på begge dele ved at lave noget, der er underspillet samtidig med, at det er karikeret. Jeg synes sagtens, man kan være politisk og have en fest på samme tid«, siger hun.

Kirsten Astrup har tidligere arbejdet med emner som gentrificering, hvordan teknologien ændrer arbejdsmarkedet, privilegier, arbejdsforhold og velfærdsstatens endeligt, og det er de samme emner, der ligger og lurer i værket, når man kigger efter.

Selvom hun er en anerkendt kunstner, der i april fik tildelt det eftertragtede treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, kender hun kun alt for godt til de forhold.

Forholdene, sociologer og økonomer advarer om, at en voksende samfundsklasse nu lever under, ligner nemlig til forveksling kunstscenens, hvor faste ansættelser er sjældne, og den økonomiske usikkerhed stor.

»Udviklingen kommer til at fortsætte, og den kommer til at give flere folk den stilling i samfundet, kunstnerne har haft. De her samfundstendenser rammer måske kunstnerne først, og de er meget mærkbare hos os, men de breder sig til flere og flere«, siger Kirsten Astrup, der er født i 1983.

Den udvikling ligger til grund for flere af tankerne bag det nye værk.

»Det nye værk spekulerer også over, hvordan man kan tænke velfærd løsrevet fra statsapparatet, men det er noget, jeg synes, man skal komme og se mere om på udstillingen«, siger Kirsten Astrup og henviser til et større filmisk værk, hun arbejder på, og som hendes optræden på Roskilde er en del af.

Kirsten Astrup

»Jeg er ikke interesseret i at lave kunst, der virker ekskluderende for mange mennesker. Det virker forkert, når man har noget på hjerte«




Folkeligt og elitært

Kirsten Astrup er gået dokumentarisk til opgaven med at skabe filmen, der kan opleves på Museet for Samtidskunst i Roskilde fra 20. september til 22. december, og som er baseret på research i de danske jernbanemuseers arkiver og interviews med mennesker med relation til jernbanen.

Men fordi hun ofte har kabareten som grundform i sine kunstværker, får værket undervejs en drejning.

»Udstillingen handler om den danske jernbane, men den er også et billede på en arbejdskultur i forandring og handler om politisk kortsigtethed og stigende tendenser til individualisme«, siger Kirsten Astrup, der fortæller, at det endelige værk vil fremstå som en blanding af kabaret, performancekunst, musical og storby-western.

I sin research fandt Kirsten Astrup desuden ud af, at der var kortere fra den historie, hun fokuserede på, til den form, hun ville fortælle den i:

»Da jeg begyndte at researche, fandt jeg ud af, at togstewardesserne begyndte at lave deres egne revyer i forbindelse med nogle strejker i starten af 1990’erne. Det har været fantastisk at arbejde med«, siger hun.

Det gjorde det endnu mere oplagt at arbejde med de humoristiske, tragikomiske og satiriske elementer, der går igen i Kirsten Astrups kunst, og gav hende ikke mindst en masse materiale at arbejde med.

»Det passer perfekt til, at kabareten er min grundform, og så at jeg går meget op i, at der skal være modsadrettede følelsesoplevelser, og at værket skal kunne læses på flere måder. Det er der, det bliver interessant«.

KUNST & AKTIVISME


På Roskilde Festival 2018 bidrager mere end 100 forskelligartede kunstnere, musikere og aktivister fra både den etablerede scene og det spirende vækstlag til det ambitiøse og farverige kunst- og aktivismeprogram.

Programmet inviterer til oplevelser inden for performance, billedkunst, lydkunst, talks og graffiti og undersøger med aktivismen i højsædet, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Dyk ned i programmet her!