Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Jeg begyndte at spekulere på, hvorfor jeg var villig til at knokle røven ud af bukserne«



1. juli 2019

Både klode og befolkning er udmattede efter flere årtier med fokus på vækst og forbrug, mener Hannah Toticki Anbert. Gennem hendes kunst vil hun sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi arbejder og forbruger på.




Der er som regel ikke ret meget, der går langsomt eller stille for sig på en musikfestival som Roskilde, hvor musikken brager, alkoholen flyder og festen fortsætter ufortrødent døgnet rundt. Der er efterhånden heller ikke ret meget, der går langsomt eller stille for sig i et samfund, hvor mange mærker angsten for at gå glip af noget og trangen til at præstere.

Det kommer til gengæld til at være en både afdæmpet og langsommelig affære, når kunstneren Hannah Toticki Anbert sender 50 mennesker klædt i gyldne kapper henover teltpladsen på årets Roskilde Festival. De udgør en Stilleparade, og både tempoet og lydniveauet bliver et helt andet, end det, der præger resten af festivalen.

»Stilleparaden er mit forsøg på at skabe et rum, jeg savner, og et, jeg tænker mange mangler, både i samfundet og privat«, fortæller Hannah Toticki Anbert mens hun skænker kaffe op i sit atelier i Kisserup Krat, en lille times kørsel fra København.

Omkring hende hænger nogle af de gyldne, kappe-lignende kostumer, som Stilleparadens performere vil være iklædt, når de bevæger sig gennem festivalpladsens campingområder. Det kommer den til at gøre tre gange i løbet af festivalen, alle før musikprogrammet starter. Lidt under halvdelen vil være performere, der vil lede paraden i stilhed og gå i forskellige formationer, mens resten vil være festivalgæster. De kan slutte sig til Stilleparaden og få et kostume, så længe de accepterer et kriterie: De skal være stille, så længe de går med.

»Roskilde Festival er ikke nødvendigvis et nemt rum at lave performancekunst i, og jeg er spændt på, hvordan publikum vil reagere, og i hvor høj grad de vil lege med. Men jeg håber performerne og gæsterne kan skabe en boble sammen«.

Hannah Toticki Anbert

»Det handler jo egentlig bare om, hvad det gode liv er«




Jagten på det langsomme liv

Det rum, Hannah Toticki Anbert vil skabe på festivalen, har hun til dels også skabt for sig selv.

For et halvt år siden flyttede hun fra en lille lejlighed i København til en gård på landet midt på Sjælland, med sin mand, sit barn og to andre småbørnsfamilier. Byens larm er skiftet ud med stilhed og så engang imellem lyden af syngende togskinner, når toget suser forbi. Deres hus er omringet af landbrug og marker, hvor blomsterne vokser vildt. Og så er her den plads, ro og stilhed, som Anbert kunne mærke hun var ved at få brug for i København, hvor hun delte et atelier med en gruppe kunstnere og ofte følte, hun fyldte for meget med sine skulpturer, kostumer og skitser.

Vennegruppen er nu ved at omdanne gårdens lader til atelierer, men ellers er de faldet på plads. Og i dag er det eneste, der forstyrrer arbejdsroen i Anberts midlertidige atelier, den pågående høne, der flyver ind gennem vinduet og sætter sig på stakken af kunstbøger, der ligger stablet på klaveret,

»Ej, prøv nu at hør her, lille gokker, du skal ikke være herinde«, siger hun og bakser hønen ud af atelieret.

»Når ikke jeg bliver forstyrret af høns, katte, børn eller de grise, vi lige har slagtet, giver det en helt anden ro til at være i arbejdsprocessen at bo her«, fortæller hun grinende.

Hendes atelier er proppet med skitser, kostumer, en symaskine, lidt værktøj, kunstbøger, og så de instrumenter, musikeren hun deler atelieret med, har strøet ud over det hele. Skitserne er primært oplæg til Stilleparadens kostumer, men der er også levn efter den udstilling, Anbert netop har haft fernisering for i København. De to projekter ramlede ind i hinanden, som de altid gør, fortæller Anbert. Men i det mindste har hun haft mere ro til at beskæftige sig med dem, end hun ville have haft, hvis hun stadig boede i byen.

»Der er ikke nogle møder eller udstillinger, jeg lige kan tage hen til, eller andre ting, der trækker med det evindelige spørgsmål om man mon skulle være et andet sted lige nu. Men selvfølgelig er der ting, jeg savner ved at bo i byen, men det med at afskære mig selv fra nogle muligheder føles nødvendigt for at give rum for fordybelsen. Der er luft og stilhed omkring mig, og det gør, at jeg kan have et helt andet fokus og insistere på at være meget mere grundig og langsommelig i min arbejdsproces, end jeg kunne før«.

Afstanden til kunstverdenen i København var længe noget af det, der holdt hende fra at tage springet, men i dag har hun fundet ro i det. Hun er i København to-tre dage hver uge i forbindelse med udstillingsåbninger, møder med sin kostume-skrædder og kaffeaftaler eller rejser. Og så er hun blevet udråbt som en af Europas mest lovende unge kunstnere, hvilket har været med til at sikre hende internationale udstillinger: I 2016 blev hun håndplukket til at udstille med de i juryens øjne bedste afgangselever fra 35 af Europas kunstakademier, og hun vandt udstillingsprisen og dermed titlen som den allermest lovende nyuddannede kunstner i Europa.

»Størstedelen af mit netværk udspiller sig enten online, eller når jeg holder performances eller udstillinger i udlandet«, siger hun. »Og folk har alligevel aldrig tid til at mødes, vi har så travlt allesammen«.

Hannah Toticki Anbert

»Jeg begyndte at spekulere på, hvorfor jeg var villig til at knokle røven ud af bukserne«




Præstation og produktivitet

Hvordan, hvorfor og hvor meget vi mennesker i den vestlige verden arbejder har været et gennemgående tema for Anbert de sidste par år, både personligt og professionelt.

Hendes afgangsværk fra Kunstakademiet var en karaoke-performance, hvor performere sang om ansættelsesvilkår, frynsegoder, produktionsvilkår og lønniveauer til soundtracket fra Dolly Parton og Whitney Houstons tåreperser ‘I Will Always Love You’. Hun har netop haft fernisering på værket ‘TOOLS’, som til dels handler om at navigere i en livsstil og arbejdskultur, der er præget af konstant online tilstedeværelse. I en solidaritetsaktion med alle dem, der ikke altid har råd til at købe kunst, har hun indført en alternativ prissætningsmodel: Hendes værker kan eksempelvis koste 5 % af en månedsindtægt i stedet for et fast beløb, sådan at en direktør og en kassedame sidestilles økonomisk. Og på sin første store soloudstilling ‘Slower and Cheaper’ udforskede hun det moderne arbejdsliv og det arbejds- og forbrugsregime, der er centrale i produktionskulturen.

»Det handler jo egentlig bare om, hvad det gode liv er«, siger Hannah Toticki Anbert.

Hendes interesse for arbejdsmarkedet startede med personlige refleksioner over, hvorfor hun arbejdede så meget, både som kunstner og i lønarbejde bl.a. som udstillingstekniker på Louisiana, hvor hun arbejdede, mens hun studerede på Kunstakademiet.

»Jeg begyndte at spekulere på, hvorfor jeg var villig til at knokle røven ud af bukserne, og jeg var først og fremmest interesseret i hvordan jeg skulle strukturere mit eget liv«, fortæller hun.

Det gik dog hurtigt op for hende, at de overvejelser vækkede genklang blandt andre, både i kunstnerkredse og blandt folk med mere almindeligt lønarbejde. I sin kunst begyndte hun i stigende grad at udforske spørgsmålet om, hvilken rolle arbejde spiller i vores liv.

»Da jeg startede med at beskæftige mig med arbejdsliv havde jeg en følelse af, at jeg virkelig skulle oppe mig for at gøre emnet sexet. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var ramt ned i en bølge af øget interesse for emnet i nogle intellektuelle miljøer, selvom det ikke helt havde ramt kunstverdenen endnu. Der var det endnu ikke blevet til et tema, men det er det i den grad i dag«, fortæller Anbert.

Hun er både gået akademisk, kunstnerisk og følelsesmæssigt til værks, og hun citerer Weber og andre samfundsforskere i højere grad, end hun refererer til andre kunstneres værker.

»Arbejde ses som noget positivt i sig selv, ligesom produktion og produktivitet ses som noget positivt i sig selv, uanset hvad man egentligt producerer. En del af det har kulturelle rødder i den protestantiske kaldsetik og idéen om, at det at knokle er en måde at ære Gud på«, fortæller hun.

I takt med, at religion mistede sin rolle som den bærende meningsgiver i folks liv, begyndte arbejde at spille en helt anden men lige så central rolle, siger Anbert:

»Når religionen siver ud af samfundet, mangler der en anden meningsgiver, og der er arbejde blevet helt vildt vigtigt i forbindelse med identitets-opbyggelse. Selvfølgelig er der forskel på, hvor høj status arbejde har, men arbejde giver i sin grundform adgangsbilletten til at være en del af samfundet og at være en værdig borger. Det tænker jeg har noget at gøre med, at arbejde har fået den her vægt som noget værdifuldt i sig selv«.


Individuel og klimamæssig udmattelse hænger sammen

I takt med, at antallet af stressramte stiger og klimakrisen tager til, er der imidlertid god grund til at kaste et kritisk blik på de mekanismer, mener Hannah Toticki Anbert. For når politikere og erhvervslivet er fokuseret på vækst og borgerne er fokuserede på at skabe identitet ved at producere og forbruge, så skaber det et ikke-bæredygtigt hamsterhjul, som gør det umuligt for alvor at gøre noget ved klimakrisen, mener Anbert:

»Der sker en udmattelse, som er parallel for individer og for kloden. Den har en fællesnævner i produktionskulturen, og hele den måde vi lever og producerer på, for det lægger op til et overforbrug«, siger hun.

Den parallel vil Albert gerne udforske med sin kunst, og hun tror på, at det kan gøre en forskel:

»Kunst har en eller anden form for samfundsforandrende potentiale, lidt ligesom festivaler. Det er en øvelse i, hvordan tingene kunne være anderledes«, siger Hannah Toticki Anbert.

Det er også derfor hun med Stilleparaden vil opfordre folk til at tage den med ro, tænke sig om, og opleve i stedet for at forbruge, feste eller vækste. På festivaller opløses hverdagens rammer, og dermed bliver det måske nemmere at sætte spørgsmålstegn ved dem.

»Jeg oplever festivaler som et afbræk fra præstationskulturen og som et sted, hvor hverdagen, rutinerne og præstationspresset bliver overdøvet af høj musik. Hele idéen med Stilleparaden er at give folk et rum, hvor de kan være stille, og hvor tankerne om, hvordan vi kan gøre tingene anderledes kan lade sig bundfælde«.

KUNST & AKTIVISME


På Roskilde Festival 2019 bidrager mere end 100 forskelligartede kunstnere, musikere og aktivister fra både den etablerede scene og det spirende vækstlag til det ambitiøse og farverige kunst- og aktivismeprogram.

Programmet inviterer til oplevelser inden for performance, lydkunst, skulptur, talks og graffiti. Med aktivismen i højsædet og med fokus på solidaritet reflekterer programmet over, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Dyk ned i programmet her!