Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Frederik Storm

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter foragter udtrykket 'Har du det godt?'

Jacob Skyggebjerg går i flæsket på endnu et tanketomt udtryk, vi alle bruger.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg mødes med en ven, det kan være en hvilken som helst ven, et sted, hvorsomhelst i verden, og det første, personen gør, er at bringe mig ud af balance. Slå benene væk under mig, som i: Tackle mig, fælde mig der, ned på asfalten, til blødende knæ og en hudafskrabning på albuen. Hvad så, kammerat? For, og det gør sig gældende for en anselig del af mennesker, hvor stor ved jeg ikke, nogen har fundet på, at det skulle være god opdragelse at sige »har du det godt«, når de møder en.

Det er det ikke. Det er ligesom at opdrage sine børn til at prikke tykke mennesker i maven og le, når de møder dem. Man kunne lige så godt spørge: Har du det dårligt?

Måske er det kommet fra England, deres evigt insisterende hadujudu, det er kommet herover med sømænd, eller måske endda vikinger, hvordan går det, har du det godt, og man står og er sådan, skal jeg svare, eller skal jeg ikke svare? Hvad forventes der af mig? Skal jeg lige gennemgå synderegisteret? Eller er det nok med et ja? Eller hvad med et nej? Vil et nej ikke gøre, at man skal til at gennemgå hele sin livssituation? Eller kan man bare sige nej, og så fortsætte samtalen?

Jeg kommer netop til at gennemgå hele min livssituation, når jeg hører det spørgsmål. Inden i hovedet. Jeg tænker det hele igennem, har jeg det godt? Har jeg? Er jeg lykkelig? Er jeg endelig blevet millionær? Er jeg kommet i mål? Får jeg lavet mine lektier? Kan jeg slå armene ud til siderne, ranke ryggen, lægge hovedet bagover, lukke øjnene og snuse ind gennem næsen og sige: Ah, jeg har det godt!

Har du det godt? Jeg kan svare på det spørgsmål tyve gange på en dag. Hvis man er ude. Folk gør det også, når man bare hilser på dem. Inde på Rust. Man kommer forbi en, man har hængt ud med en enkelt gang, man giver lige knuckles, har du det godt? Og så skal man til det igen, selv om man faktisk allerede er gået videre.

Forvirringen. Det spørgsmål. Hvad kan jeg tillade mig at svare? Hvor godt skal jeg have det for at have det godt? Det er simpelthen et alt for stort spørgsmål at smide ind som sådan en lille sidebemærkning, en lille jolle, der sejler i skyggen af hejets færge.

I spørgsmålet kan også ligge en påstand fra afsenderen om, at man har haft det dårligt, og nu vil de høre, om man har det bedre, og der ligger i det hele taget en tvivl om, om man har det godt. Man må jo se nogenlunde mellemfornøjet ud. Hvis det nu lyser ud af en, at man har det godt, hvorfor så spørge?

Folk er i bund og grund slet ikke interesserede i, om man har det godt. Jo, som sådan, men ikke lige nu. Ikke lige her, hvor vi lige mødes, et tilfældigt sted, sæt selv billede på, vi skal videre, mødes med nogle andre, og de vil også spørge, om vi har det godt. Så kunne vi stå i en rundkreds og fortælle hinanden, hvordan vi har det.

Det ville give mening, men det gør vi ikke. Det er ikke det, det handler om. Det kunne handle om, at folk gerne vil have det ud af verden, så de ikke skal spørge på et senere tidspunkt, et tidspunkt, hvor det faktisk giver mening, om man har det godt, men det tror jeg heller ikke.

Jeg tror bare, det er dårlig opdragelse.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden