Arkivtegning: Jørn Villumsen

Arkivtegning: Jørn Villumsen

Bagsiden

Ord-ret: Mine mu-slimhinder er tørret ind

Bagsiden

Mine mu-slimhinder er tørret ind, jeg kan sgu ikke klare mere. Jeg er et vrag, men modsat ’Titanic’ sejler jeg stadig rundt, vel at mærke i min egen sø. Og nu vi snakker om søer, så kan jeg ikke længere bestille en flæskestegssandwich på Nørrebro Runddel uden at vurdere, om jeg er i risikozonen for et eventuelt terrorangreb. Jeg gør jo bare det, jeg altid har gjort, men vanen tro er blevet til vantro, og jeg kører i en lang bue uden om religiøse symboler. Jeg tør ikke en gang køre ind i et T-kryds mere; jeg foretrækker rundkørsler. Jeg er brændt sammen som en gammel spand, hvilket minder mig om, at jeg har tænkt mig at tage navneforandring fra David til Datsun, jeg tænker, det er sikrere, og hvem vil mistænke en udgået japansk bil for at have jødiske rødder? Ja, jeg ved godt, det lyder krøllet, og tingene kan selvfølgelig også blive for krøllede, ikke mindst når ens datter vil være popstar til fastelavn og frisuren pludselig er alarmerende tæt på en rabbiner, jeg engang har kendt. Derfor foreslog jeg hende også bankrøver i fuld maskering, hun foreslog, jeg skulle holde min kæft og kaldte mig en gammel skildpadde, hvilket, syntes jeg, var en glimrende idé, men Ninja Turtles er desværre yt, så kompromiset blev ninja popstar, selv om lyden er noget mere indelukket, så er risikoen heldigvis mere udelukket.

Mine mu-slimhinder er tørret ind, jeg kan ikke gøre for det, men sådan er det bare, der var engang, hvor jeg elskede Hodja fra Pjort og flyvende tæpper, nu kan jeg ikke se en tæppehandler, uden at jeg nervøst spejder mod himlen for at se, om der ikke skulle være et persisk silketæppe på vej ind i Bella Sky. Men der er ikke noget, der er Bella mere og slet ikke Bella Notte, nu er det 1.001 Bella Nottes eventyr, og hvorfor skulle forfatteren til Hodja absolut hedde Kierkegaard, og er det en tilfældighed, at det hedder tæppebombning, jeg mener, det kunne da lige så godt hedde plaid-bombning eller måtte bombardement? Hvilket får mig til at tænke på, om ikke Dynamit Harry i virkeligheden hed Dynamit Hassan. Intet er som før - ikke engang Sunni og Shia, I ved, den med I’ve got you, babe. Nogle gange har jeg bare lyst til at drikke mig plakatfuld. En stor bourbon on the rocks. Det er bare ikke is, der er i mit glas længere, men Ishøj. ’Is’. Et ord, jeg i øvrigt har forbudt min datter at stave derhjemme. I.S. efterfølges nu altid af kage. Jeg ved godt, at jeg er blevet mærkelig, men hellere bizar end basar. Og hvorfor bo i Ishøj, når man kan få Thulebasen? Der bor et menneske, der er om ikke ejegod, så Tyregod, And you never walk alone. Sammen med 742.095 finder man grænsen, for når muslimer kan sige bang, kan vi sige bom.

Mine mu-slimhinder er tørret ind, det er min datters tuscher desværre ikke, og hun tegner hele tiden sin far i profil, og fra profil til profet er der ikke langt. Derfor har jeg også fjernet Charlie fra tv-pakken og skiftet min Jyllands-Post ud med en vandpost. Hvorfor tegne Abdullah, når man kan tegne abstrakt, jeg siger til hende »lav en Richard Mortensen eller Ejler Bille«, men min datter tegner bare en bille, og så er vi lige vidt. Var det så bare en kedelig Bille som August eller Joen, men næ nej, det skal absolut være en disse forbandede biller med prikker på, en mariehøne, som partout skal flyve op til Vor Herre og bede om godt vejr. Hvorfor fanden skal Gud blandes ind i alting? Der er sgu da så mange andre steder, man kan bede om godt vejr! Ens kone for eksempel, det gør jeg hele tiden – dog uden større held, men alligevel. Jeg vil allerhelst gemme mig i et skab, men hvad nu hvis det viser sig at være et præsteskab fyldt med ayatollaher fra Iran med beriget uran? Mine venner siger, at jeg totalt overreagerer og bare skal fatte sammenhængen, men en ting er at fatte, en anden er en fatwa. Derfor er alle rim uønskede i mit hjem, medmindre de sidder udenfor på ruderne i frost; man ved aldrig, hvad den slags digte kan føre til. Jeg ved godt, jeg lyder som en rigtig kartoffeldansker, men heller rösti end Rushdie.

Mine mu-slimhinder er tørret ind, og jeg kan mærke en begyndende halsbetændelse, når jeg taler. Jeg er ellers en ægte demokrat ligesom Jimmy Carter, men hvad med Naser Khader, der har en fortid som radikal muslim, og nu er han så blevet konservativ? For bag enhver muslim gemmer der sig en nazist, Beirut er udskiftet med Bayreuth, og Aladdin flyver ikke længere tæppe, men Messerschmidt – og den er altså sværere at feje noget ind under. Tamiler eller taburetter, velfærd er blevet til adfærd, flygtning til flytning, så mens nogle indvandrer, er der nu andre, der truer med at udvandre. Humanismen er nu sløret og på tilbud. For hvem ka’? Burka. Men hvad enten du er indenfor eller udenfor, så er det svært ikke at være snæversynet, når sprækken ikke er større. Det er, som om der er en skærm mellem mig og verden, og selv om den med tiden er blevet flad og i 42 tommer, så fås virkeligheden ikke i 3D. Jeg kan hverken finde hoved eller hale mere, for hovedet bliver skåret over for åben skærm, og halen tager jeg mellem benene, når Mellemøsten bliver serveret som mellemmad. Engang var et medie jo bare en underlig mand fra Silkeborg, der kunne hypnotisere folk til at holde op med at ryge, i dag står mediet midt i stuen og kan hypnotisere alle, og selv om jeg ikke ryger, kan jeg stadig se ilden fra alverdens uhyrligheder, og det er stærk tobak. Og jeg ved, at hvis jeg bliver ved med passivt at inhalere røgen, så dør jeg, og så er det vel ligegyldigt, hvad jeg tror på, for der er ikke noget at tro på længere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce