Foto: Philip Ytournel
Bagsiden

Klumme: Jeg, en sorteringspsykopat

»Hvis jeg opdager, at min mand har smidt en plastikbakke eller en rådden tomat i den almindelige skraldespand, har jeg svært ved at holde et udbrud tilbage«.

Bagsiden

Jeg har fået en hobby. En nydelsesfuld hobby, som kan dyrkes dagligt uden særlige hjælpemidler, og som foregår hjemme hos mig selv.

Og så er den endda sponsoreret af Københavns Kommune.

Der er tale om affaldssortering.

Hvor vi tidligere havde én skraldespand til husholdningsaffald, én til aviser, en til haveaffald og en boks til farligt affald, er havegangen nu fuld af plastikspande. De gamle står der stadig, men de har fået selskab af beholdere til hård plast, metal, pap og – min personlige favorit – bio, som er kompost. Kommunen udleverer små grønne poser af majsstivelse, som vi har i køkkenet så det kan sorteres allerede under madlavningen.

For mange vil kommunens affaldssortering blot være en mulighed for at gøre det lidt bedre for miljøet, og det er klart, at det også spiller en rolle hjemme os os. Det er et lille skridt, men jeg har læst at hver EU-borger producerer næsten 500 kilo affald om året, så det betyder alligevel noget, at tingene ryger i de rigtige bunker.

Og for alle os med en stærk glæde ved systemer og ordentlighed, er det meget mere end det:

Glæden ved at samle en favnfuld tomme tomatdåser, en papæske fra ris, en plastikbakke fra hakket kød og den lille grønne pose med gamle brødstykker og havregrynsresterne fra morgenmaden og lade hver enkelt ting dumpe ned i sin egen container kan ikke overvurderes.

Hvis jeg opdager, at min mand har smidt en plastikbakke eller en rådden tomat i den almindelige skraldespand, har jeg svært ved at holde et udbrud tilbage.

Vi har kun haft dem i et halvt års tid, skraldespandene, så de er stadig blanke og nogenlunde rene og lukker med et lille smæld. Jeg har fundet ud af, at man kan bestille ekstra tømninger på nettet, hvis spandene bliver fyldt op for hurtigt i forhold til kommunens tømningsplan – jeg tænker på, om vores matrikel vil kunne aflæses som en ekstra tung udgiftspost i kommunens årsregnskab, eller om de lukker ned for muligheden, når de opdager hvor mange ekstrature de kører til netop vores matrikel.

Mens naboerne brokker sig over de mange skraldespande med låg i brune nuancer, som fylder deres havegange, nikker jeg forstående, men ønsker mig i det skjulte endnu flere muligheder for at sortere.

Mælkekartoner for eksempel. De er lavet af pap, men belagt med plast indeni, så de er forvist fra pap-containeren og ryger i stedet i den store med restaffald. Det gør næsten ondt på en affaldssorterings-entusiast.

Vi har sommerhus i Sverige og dér har de indrettet systemet efter folk med min tilbøjelighed. Eller også er det en som mig, der har indrettet systemet. I hvert fald er der en container til mælkekartoner, én til elpærer, en til plastemballage, gennemsigtigt glas og en anden til farvet, glas og det stopper ikke dér. Det er et slaraffenland.

Men man bliver også forvænt. Engang tog vi direkte fra en ferie i det affalds-pertentlige Sverige til Sicilien i Syditalien, hvor de har en noget mere laissez faire holdning til det.

På den støvede sicilianske grusvej stod der nemlig kun én gul container. Det føltes nærmest som et overgreb. Vi forhørte os hos den lokale købmand, om der i det mindste var et sted til vores glasflasker – »no no no«, sagde han, viftede afværgende med armene og pegede ud på den stinkende gule spand nede på vejen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der gik et par dage, hvor affaldet ophobede sig i køkkenet i vores lille, lejede sommerhus, og så overgav vi os og smed det i den gule.

Og det er så dér, at jeg af og til kan tabe modet. For nytter det egentlig noget? Gør det en forskel, om jeg smider gulerodsskrællerne i bio eller restaffald, når sicilianernes flasker, madaffald, konservesdåser – ja, sikkert også batterier (gys) ender i den samme container.

Sandheden er, at jeg ikke ved det, og måske har jeg slet ikke lyst til at vide det.

For selvom systemet og sorteringsdelen udgør en stor del af fornøjelsen, er det jo miljøaspektet, som giver det hele mening. Jeg nærer ingen forhåbninger om, at mine syv affaldscontainere bremser klimaforandringerne, alligevel giver det en tilfredshed at vide, at tingene ikke bare kværnes sammen i en stor grød, men måske endda bliver genbrugt eller komposteret, eller hvad der nu sker.

Så det tror jeg på, mens jeg sorterer videre og holder fast i den ro og meningsfuldhed, som det giver mig i hverdagen.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden