Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Philip Ytournel
Foto: Philip Ytournel
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opdragelse: Børn har tanks og atomvåben, du har heste og sabler

At få børn føles nogle gange som at være Polen og blive invaderet af Den Tredje Armé, skriver Lars Dahlager.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forleden kastede min toårige datter Lucy iført pink flyverdragt og elefanthue sig ned på dørtrinet og begyndte at sparke på vores glashoveddør, mens hun skreg med samme perfekte pitch som en luftalarm.

Det var noget med, at jeg havde taget hendes hue af, og hun selv ville tage sin hue af, og det var så fundamentalt et overgreb, at hun ikke holdt op med at skrige i tolv minutter. Jeg timede det. Folk gik forbi ude på stien og skævede til det lille sprællende bundt af optøjer.

Bagefter var jeg mentalt og fysisk udmattet, som kun forældre og måske pædagoger for psykisk syge kriminelle kan være det.

Det sker ret ofte. Det ene øjeblik sidder min kæreste, Anna, og jeg og glæder os over Lucys sproglige tigerspring og seksårige Bettys fantastiske kreative evner ud i at klippe-klistre en prinsesse, der også er en kanin, og vi føler os stærke og stolte. En halv dag efter går vi rundt og råber og skriger ad dem, prøver at få dem til at holde op med at hyle eller lade være med at gå deres vej, når de skal komme, eller vi raser over, at de ikke vil spise noget, de kunne lide i sidste uge, vi servicerer dem om natten med deres demonstrative snøften og tuden og nightterror, og vi råber til hinanden, at »jeg magter ikke mere«, og »nu skal DU være mere fast, du skal være en KLIPPE« og lukker vinduerne ud til naboerne på Margretheholm, så de ikke kan høre sammenbruddet.

Det er ikke rigtig vores skyld. Børn er på mange måder Nazityskland i færd med at invadere Polen. De angriber, når vi sover eller er uopmærksomme eller lige troede, vi havde det så hyggeligt, det er blitzkrig på flere fronter mod distraherede kontormus med hævede fødder, de har panzertanks, dykkende Stuka-jægerbombefly og taktiske atomvåben, vi har heste og sabler.

Man ser krigsofrene rundt omkring i byen føjende deres børn, hvæsende, lokkende, truende og opgivende med flove blikke. En fra min Facebook skrev i en opdatering, at hun ikke havde sovet siden november. I sidste uge sad en far i garderoben i børnehaven og stirrede på sin datter, der nægtede at tage flyverdragt på. Så kiggede han op og spurgte: »Hvornår stopper det?«.

Well, daddy, I wish I knew.

Man kan ikke engang true

I gamle dage kunne man ordentligt true sine børn, f.eks. med at de ikke fik mad den dag eller ikke arvede familiegården og kamelerne eller kom i helvede, eller man kunne lange dem en baghånd, så de trillede igennem lokalet. Man måtte hive dem i ørerne. Det havde forfærdelige afledte konsekvenser for selvværd, tillidsfuldhed og alt det der, men de spiste sgu da grøntsagerne, tænker jeg.

Jeg har læst min ration af guides med ordlyden ’sådan får du dit barn til at spise’ eller ’her er tipsene til kræsne børn’, og der er ikke noget af det, der virker med nogen form for replicerbarhed.

Det virker ikke at lokke, inspirere, plage eller true, det virker ikke at ’inddrage dem i madlavningen’ eller at ’lade være med at gøre deres kræsenhed til fokusset for måltidet’, eller hvad fanden de nu skriver.

Mine børns madpræferencer bliver dannet dagligt i en tilfældighedsgenerator, og i går morges sagde Betty, mens hun lå henslængt på sofaen og nægtede at sætte sig til bords: »Jeg kan ikke lide mad«. Tak for updaten, så ved vi, hvor vi står.

Man kan selvfølgelig forsøge at involvere dem i rationelle fornuftsbaserede dialoger, men børn er ikke fornuftsbaserede væsener, og i virkeligheden kan jeg godt forstå det. De voksnes regler er fuldstændig arbitrære: »Du skal spise et stykke kylling, før du spiser flere kartofler«, »nu er du snart seks, så nu skal du selv tørre dig bagi«, »du må godt se Ramasjang men ikke på iPad’en«, »du skal holde op med at kaste med din hue, »du ved godt, du ikke kan tåle æg«, »du må ikke lege på trappen«, »hvis I skal lege med sæbebobler, må I gå udenfor«, »du må kun høre ’Girls’ én gang til, mor er træt i hovedet«.

Hvad tænker Fido?

Det er jo en lang gang tilfældig nonsens. Det er lidt som den Gary Larson-tegneserie, hvor en mand skælder sin hund ud: »Fido! Jeg har sagt du skal holde dig fra skraldet! Forstår du, Fido? Hold dig fra skraldet, Fido«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og alt, hvad Fido hører, er »Fido, bla bla bla, Fido, bla bla bla bla, Fido«. Sådan tror jeg, børn har det med voksenregler.

Det meste moderne opdragelse er en eller anden uærlig afart af udspekuleret manipulation.

»Jeg har læst«, sagde min kæreste, »at det bedste er, at man altid giver børnene et valg frem for at beordre det til noget. Men valgene skal føre til samme resultat«.  F.eks. skal man sige: Vil du først have den højre sko på eller den venstre? Eller: Vil du selv sætte dig op på stolen, eller skal jeg sætte dig op på stolen? Det virker i praksis lige så anstrengende, som det lyder.

Teknikkerne

Der er naturligvis bestikkelse, modernitetens mest brugte afretningsteknik (sæt dig op i vognen, så får du en riskiks), der er omvendt psykologi (du kan da ikke selv finde ud af tørre dig, kan du?), impotente trusler (nu SKAL DU vælge tøj, for nu kan jeg mærke, at jeg er ved at blive RIGTIG SUR), empatisk indlevelsestricket (jeg forstår godt, at du gerne vil blive længere, men vi skal altså hjem nu), der er afledningsmanøvren (Se, Lucy, en stor hund! En hund!) og der er opdragelsesverdenens eneste tilbageværende taktiske atomvåben, nemlig: Hvis du ikke gør X, Y eller Z, så kan du ikke få lov til at se Netflix.

Fordi Netflix er et grundbehov fra barnets behovspyramide, man kan tage fra dem uden at komme i socialforsorgens søgelys.

Omvendt udgør Netflix også forældrenes pause – der hvor vi frit kan sidde og surfe efter forbrugsskrammel på DBA. Så ligesom alle andre atomvåben falder nedfaldet også på afsenderen.

Man kan også være hård og sige, som jeg gør, når de plager mig om noget: Nej, siger jeg, det kommer aldrig til at ske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det samme, Betty siger, når jeg en gang imellem plager hende, om vi ikke please snart skal se ’Harry Potter’-filmen, altså den første, som en seksårig godt kan tåle. Det var jo derfor, jeg fik børn in the first place.

»Farmand«, siger hun, »det kommer aldrig til at ske«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden