Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Mette Dreyer

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gudrun Marie Schmidt: »Jeg elsker Marionetteatret. Hvert eneste år tænker jeg over, hvor stor en gave det er«

Det er først rigtig sommer, når Politikens kulturjournalist Gudrun Marie Schmidt har været i Marionetteatret i Kongens Have med sine børn.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er nogle ting, der helst skal ske for mig i ugerne op mod sankthans, før jeg føler, det rigtigt er blevet sommer. Jeg skal helst bevæge mig småfuld og festklædt gennem byen i en lys nat fuld af solsorte og den der vandblå himmel, hvorimod træernes blomster og blade står skåret som mørke silhuetter, når man læner nakken tilbage, og livet er uendeligt. Sådan en tur havde jeg sidste fredag sammen med min ven Joakim. Så den ér klaret.

Jeg skal også helst have plukket hyldeblomster i store plastikposer og bringe hvide skyer og sorte perlebiller med hjem i lejligheden, hvorefter jeg kommer i tanke om, at jeg igen i år ikke har mere citronsyre og må lede på hylderne i tre forskellige supermarkeder, før jeg finder et sted, hvor det ikke er udsolgt, og så – så – hjem og måle sukker af og skære citroner og lægge blomster i blød, indtil jeg kan få noget af det bedste fra min barndom: Den syrligtsøde smag af sommer i et glas saft.

Sidste år rapsede jeg blomsterne fra vores nabo, Kommunehospitalet, sammen med min syvårige datter. Vi var kommet for sent i gang, igen, og det var realistisk set den eneste chance for at nå at få det lavet, og hun syntes, det var lidt pinligt, og det var det også – som når min far tog os med i S-toget, da vi var børn, uden at have købt billet – og mens vi saksede, lød en vred mandsstemme pludselig: »Hvad laver I?«.

Og så var det selvfølgelig min storebror, der bor i nærheden, som utroligt nok kom tilfældigt forbi og ville forskrække os. Hvilket han gjorde. Og de blomster var i øvrigt sikkert forurenede af gadens biler, men hvem er på den anden side ikke det? Og nu er jeg for sent i gang igen.

Jeg vil også helst nå at bade i havet inden sankthans. Jordbær. Den spændte følelse af sol på huden. Og efter jeg har fået børn, er der kommet en ting mere på listen. Jeg skal helst have været i Marionetteatret i Kongens Have med mine børn mindst én gang, for det er en af de dejligste ting, jeg ved, og her har jeg siddet sommer efter sommer i mange år på en af de grønne bænke med et barn på skødet, holdt om de små, tykke ben og hvisket om den røde rumraket og den hvide hund og pigen, der skal på stranden med sin mor, og om giraffen, der pludselig sender strinter ud over børnene på første række, og om røgen, der stiger op, og den lille mand i pyjamas, der også er en stor – rigtig, levende – mand, og om de sorte hænder, der styrer dukkerne og deres verden, lydløst, mens magien udfolder sig for vores øjne.

Jeg elsker Marionetteatret, og hvert eneste år tænker jeg over, hvor stor en gave det er, at små børn kan gå igennem lågerne til haven og se dukkerne danse ganske gratis to gange om dagen hele sommeren igennem. Vi har siddet der, når det var så varmt, at vi måtte gå igen, vi har siddet der, når det var koldt og blæsende, og vi har siddet der, når det småregnede. Tre børn har jeg haft på skødet dér foran scenen, først en søn, så en datter, så en søn mere – det var ham, der optog pladsen forrige søndag og som spurgte, lidt højt, om højhuset på scenen egentlig var en meget lang fjernbetjening. Men opslugt.

Imens min otteårige datter sad på sit eget sæde ved siden af, snoede sin lange hestehale om fremtiden og for første gang så ud til at kede sig. Hvornår skal vi hjem. Hvornår er det færdigt. Jeg er sulten. Nu er det noget andet, der trækker i hende, alt hendes eget og alt det, der er på vej, det mærkede jeg tydeligt der på den mørkegrønne bænk med de trodsige øjne. Åh. Og min ældste søn vil slet ikke med længere. Og det vil jo alt sammen sige, at der kommer en sommer, hvor jeg ikke længere har et lille barn at dele oplevelsen med, og det kan jeg allerede nu godt være trist over at tænke på.

Men så må I andre jo gøre det i stedet for mig. Tag i Kongens Have med et sæt små brune ben, find den grå pavillon og modtag en af sommerens fineste gaver. For så er det … sommer.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden