Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Roald Als
Foto: Roald Als
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Leg med 'poselukker' var katastrofal

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Altså, jeg skal jo nok have mig en af de der fidget spinnere. Det andet – at sidde og pille ved ting, som jeg finder på bordet – er jeg holdt op med. Det er simpelthen for dyrt, og det skaber kun gråd og tænders gnidsel.

Jeg kunne ikke rigtigt identificere den tynde, runde metaldims, jeg fandt på bordet hjemme hos min ældste yndlingsdatter, Julie. Dimsen var for lille til at være ståltråden fra en champagneprop, så jeg opfattede den mere som en poselukker eller noget i den retning, da jeg uden at tænke nærmere over det tog den op i hånden og begyndte at vride den rundt og rundt, imens vi sad og sludrede i den hyggelige andelslejlighed på Nørrebro, hvor Julie bor sammen med sin kæreste Jacob, som er fynbo, ingeniør, sejler og en rigtig, rigtig god fyr.

Det var først, da jeg smed poselukkeren på sofabordet og rejste mig for at tage hjem, at katastrofen gik op for mig. Julies blik stivnede, da hun så den mishandlede metalgenstand på bordet, og straks efter vældede tårerne op i hendes øjne.

»Hvad er det, du har gjort?«, sagde hun med den dybt ulykkelige stemme, som kun kvinder mestrer, og som kan give voksne mænd livsvarige traumer.

Det viste sig, at poselukkeren slet ikke var en poselukker, men en tynd sølvring, som Jacob havde foræret hende, og som hun naturligvis var meget glad for.

Ja, faktisk var det to tynde sølvringe smedet sammen til én med et tredje stykke sølv, hvilket altså i mit dumme hoved var blevet til en slags poselukker, da jeg åbenbart heller ikke kan kende forskel på sølv og ståltråd.

Jeg kan ikke mindes, at jeg har kvajet mig så eklatant i familiesammenhænge, siden jeg massakrerede Fruens noget anæmiske stokroser med motorplæneklipperen i den tro, at de var ukrudtsplanter. Eller siden dengang for mange år siden, da jeg vaskede min yngste yndlingsdatters yndlingstrøje af mohair på så høj temperatur, at den krympede til halv størrelse, hvorefter jeg lige tørretumblede den for en sikkerheds skyld.

Det sidste var dog ikke så galt, at det ikke var godt for noget: Bagefter passede trøjen fint til flere af hendes dukker, og i en periode var den udstillet på væggen i vaskekælderen til skræk og advarsel for urutinerede brugere.

Nå, men jeg måtte naturligvis undskylde mange gange for min klodsethed efter at have krøllet Jacobs kærlighedsgave sammen til ukendelighed, og efter et års modningstid har episoden nu indtaget sin plads i familiehistorien. Det indgår i fortællingen, at kunsthåndværkeren, der havde lavet sølvringen, morede sig kosteligt, da Julie kom for at købe en ny (på min regning, selvfølgelig) og fortalte hende, at jeg havde forvekslet hendes kreation med en poselukker.

Og hænderne? Dem holder jeg i ro, indtil jeg får købt en fidget spinner.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden