Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Roald Als
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kim Faber: Er det vigtigt at vide, at glentens hale er kløftet og ikke kileformet? Ja!

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi lever jo i de store ords tid. Så jeg kan vel lige så godt baske til den fra begyndelsen og udnævne QI til verdens bedste tv-program – intet mindre.

»QI?«, er der måske nogen, der spørger, »hvad dælen er det?«.

Det er såmænd et quizprogram. Som har kørt på BBC siden 2003 og er en af stationens største succeser nogensinde. Navnet er en forkortelse af ’quite interesting’ og er samtidig en parafrasering over begrebet iq – ’intelligence quotient’. Konceptet er, at en vært – i mange år var det skuespilleren og forfatteren Stephen Fry, og ham vender vi tilbage til lige om lidt – stiller spørgsmål til et panel bestående af fire personer, hovedsageligt britiske komikere, skuespillere, forfattere og den slags.

Men ikke almindelige quiz-spørgsmål, som hvad den højeste bygning i Paris er, eller om anakondaen er en gift- eller kvælerslange. Nej, i QI bliver deltagerne stillet overfor spørgsmål i stil med: Hvad sker der med den burmesiske pytons hjerte, når den har indtaget et måltid? Eller: Hvad betyder den oligodynamiske effekt for et messinghåndtag? Eller: Hvem var den første, der sejlede hele vejen rundt om jorden?

Svarene på de to første spørgsmål er der, hånden på hjertet, nok ikke så mange – heller ikke britiske stand up-komikere - der kender svaret på. Derfor er der da også to måder, hvorpå man kan score point i QI: Enten ved, selvfølgelig, at svare rigtigt. Eller ved at svare interessant. Og det sidste er IQ’s paneldeltagere forrygende gode til. Så gode, at de, og indtil 2015 altså sekunderet af den afsindigt morsomme, selvironiske, begavede og meget britiske Stephen Fry, får kastet sig ud i nogle svar og forklaringer, som efterlader både publikum i studiet og seerne foran skærmen hulkende af grin. Jeg kan faktisk ikke, om jeg så fik en pistol for panden, komme i tanke om noget tv-program, som er sjovere end QI. Og mere begavet.

Det sidste spørgsmål – det med den første mand, der sejlede rundt om jorden, hører til i kategorien, som i QI hedder ’general ignorance’ – almindelig uvidenhed. Det er spørgsmål, som nogen af os – og paneldeltagerne – tror, vi kender svaret på. Og der er selvfølgelig altid en, der plumper i og svarer ’Magellan’, kun for at blive gjort uhjælpeligt til grin af Stephen Fry, eller den ’nye’ vært Sandi Toksvig. For sagen er, at Magellan faktisk døde nogenlunde halvvejs på turen rundt om kloden, og at hæderen derfor retteligen burde tilfalde hans næstkommanderende Juan Sebastián Elcano. Men ham er der i dag stort set ingen, der kender. Med mindre altså, at de ser QI.

Stephen Fry er bøsse, og det ville normalt i denne sammenhæng være en totalt uvedkommende oplysning – hvis ikke det var fordi, at Fry i mange af de programmer, han deltog i, selv koketterede hæmningsløst med sin seksuelle orientering. Igen: vittigt, begavet og selvironisk. Og frivolt. I det hele taget kredses der i QI en del om, hvad der foregår i (og med) forplantningsorganerne og de sidste etaper af fordøjelsessystemet. Programmet indledes derfor altid med, at en alvorlig speakerstemme advarer om, at der i det følgende vil blive både bandet og sværget og talt om emner »of a sexual nature«, og at det derfor vil være tilrådeligt med voksen rådgivning, i fald der skulle være børn, som ser med.

Hvis der i øvrigt er nogen, for hvem en klokke ringer ved navnet Sandi Toksvig, QI’s vært siden 2015, så er den god nok. Hun er datter af DR’s mangeårige korrespondent i London, Claus Toksvig, som døde i 1988. Sandi Toksvig er med andre ord en hel del dansk, og hun var i mange år medlem af QI’s hold af skiftende paneldeltagere, indtil hun satte sig i Stephen Frys stol. Det er altså en stor stol at fylde ud, men det gør hun så godt og elegant, at jeg tror, jeg ender med at holde lige så meget af hende som af Fry.

Nå, nu er det her jo ikke en tv-anmeldelse, så vi må videre. Eller rettere: Tilbage i tiden. Til sidste halvdel af 1960’erne og biologilokalet på Herfølge Centralskole, hvor undertegnede dengang plukkede frugter af kundskabens træ – som man aldrig ville kunne finde på at udtrykke det i Herfølge anno dazumal. Vores biologilærer hed Thygesen, og i dag ville man nok kalde ham ’lærer af den gamle skole’. Dengang kaldte vi ham bare ’skolelærer’. Thygesen lagde vægt på, at vi, tro det eller lad være, skulle lære noget om dyr og planter. Sådan på det helt basale plan. For eksempel, hvad der vokser i Danmark, og hvordan væksterne ser ud.

Derfor blev vi elever på skift sendt ud i naturen – uden for skoletid – med besked på at finde så mange forskellige vilde planter som muligt. Det gjorde vi så dagen inden næstfølgende biologitime, hvor vi præsenterede vores høst for klassen og Thygesen, som hjalp os med at finde ud af, hvad planterne hed, og hvad der karakteriserede dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lyder muligvis røvsygt i dag, i en verden fyldt med ’Game of Thrones’ og ’World of Warcraft’. Og jeg skal da ikke nægte, at vi var en del, der hellere i vores fritid ville have hørt Jørgen Mylius spille pop i radioen end at støve rundt i skov og på mark og lede efter planter. Men vi endte med at blive bidt af det. Blandt andet fordi der – selvfølgelig – gik sport i det.

Derfor ved jeg, at vejbred findes i mange udgaver, blandt andet en lancetbladet. Jeg kan stadig identificere en rejnfan, når jeg møder den (og det gør man jo tit i Danmark) og en gråbynke. Og på en god dag kan jeg kende vild gulerod fra angelik.

Er den slags viden vigtig? Ja, tænk, det synes jeg faktisk. Også – og måske i virkeligheden ikke mindst – fordi det i dag er så fortryllende enkelt at hive sin mobil frem, hver gang der er noget, man ikke ved, og google løs, og jeg gør det selv hele tiden. Men jeg tror, at det er godt for vores hjerner med jævne mellemrum at blive tvunget til systematisk indlæring (jeg havde nær sagt udenadslære). Og i disse fake news-tider er det, tror jeg også, af stor betydning hele tiden at blive mindet om, at vi faktisk har en fælles vidensbase, der består af kendsgerninger, og ikke noget vi mener. For eksempel, at glentens hale er kløftet og ikke kileformet. At hovedstaden i Laos hedder Vientiane og ikke Naypyidaw. At Jimmy Page, før han blev guitarist i Led Zeppelin, spillede i Yardbirds og ikke i Small Faces.

Første trin i at forstå sammenhænge er at vide noget. Og det er sjovt – eller kan være det – at lære ting. Børn elsker at memorere og er gode til det. Prøv på den næste længere køretur med ungerne at slukke deres iPads (jep, naivt, jeg ved det) og forsøg i stedet for i fællesskab at huske så mange amerikanske stater som muligt. Hovedstæder i Sydamerika. Eller floder i Europa. Melodi Grand Prix-vindere. Whatever.

Al videns fader er nysgerrigheden. Og det er derfor, at QI er så fantastisk et tv-program. Fordi det er en ufortyndet hyldest til nysgerrighed og viden og gør det til en leg at blive klogere. Måtte BBC blive ved med at sende det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

PS: Når den burmesiske pyton har spist, vokser dens hjerte med 40 procent. Og den oligodynamiske proces desinficerer et messinghåndtag.

Quite Interesting, ikke sandt?

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden