Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mette Dreyer
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skinnefedtere søges

Jes Stein Pedersen: Jamen, så smør dog for hede hule hell hole! Smør og kør, smør og brems, smør, smør, smør, så man kan tale sammen på stationen, så man ikke får tinnitus, når man har bæreposer i begge hænder og ikke kan nå at stikke fingrene i ørene!

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg blev engang noget så irriteret på en daværende teateranmelder på Berlingeren, fordi vedkommende brokkede sig over lidt forsinkelse på Kystbanen. Jeg så hendes lille pip som en fornærmelse mod alle dem, der virkelig har noget at slås med og kunne ikke tage alvorligt, at hun harcelerede mod lidt knas på linjen op til villaen mod nord.

Men nu har jeg erkendt, som man altid gør, når man selv er irriteret over noget, at togdriften i København vitterlig er et af universets største problemer.

Problemet er Banegraven på Vesterport Station, det eneste sted, hvor industrisamfundet stadig fungerer, som dengang man kørte med damplokomotiver. Jeg taler, hvis de ellers kan høre mig for larmen, om den skingre diskant, som togene ved Vesterport Station udskriger så højt, at ingen der jævnligt opholder sig på stationen slipper for høreskader. De skurrende, metalliske skrig fra friktionen mellem skinner og toghjul er så infernalsk, at turister må tro, vi har et skibsværft en dragegrotte eller filmoptagelser til en ny omgang ’Mad Max’ i Banegraven.

Jeg har gennem årene spurgt adskillige medarbejdere fra DSB, om der ikke er noget at gøre ved det, og selv om vi, siden jeg spurgte første gang, har set opkomsten af en ny verden med internet og smartphones og elektriske biler, og de snakker om hyper-loops mellem San Fransisco og LA, så er svaret altid nej nede på perronerne.

Sidste gang lød det cirka sådan:

»Det er kurven, ser du. Skinnerne buer på en måde, så hjulene ikke kan undgå at støde på dem og så har du lyden, too bad«, men så tilføjede skinnemennesket: »Det er faktisk kun smørelse der kan gøre det«.

Jamen, så smør dog for hede hule hell hole! Smør og kør, smør og brems, smør, smør, smør, så man kan tale sammen på stationen, så man ikke får tinnitus, når man har bæreposer i begge hænder og ikke kan nå at stikke fingrene i ørene.

Jeg ser for mig snilde Storm P-maskiner, hvor koste underkastet en særlig fjederanordning med få minutters mellemrum svupper frem og tilbage mellem oliespand og skinne.

Jeg ser for mig frivillige pendlere, som iført neongule smækker på skift har tjansen med fedtekostene ude på banelegemet. Jeg forestiller mig, at ’skinnefedter’ bliver et højt betalt job for særligt uddannende, der må kort sagt ske noget!

Hvis jeg forekommer at være en smule i affekt, er det ikke, fordi mine åh så skrøbelige trommehinder ikke kan tåle lidt indkommende lyde fra verden udenfor kraniet, men fordi den fine mekanik i mine indre ører for længst er slidt ned, så høreskaden er permanent. Jeg har haft min Vesterport-tinitus i femten år, og bruger aldrig den med, at man kan lægge beskeder efter hyletonen på min telefonsvarer, for hyletonen går aldrig væk, og det er fordi ingen har gjort noget ved miseren på Vesterport Station.

Så her sidder jeg her i kupeen med min hyletone og læser om togteknik. Jeg forstår, at man bremser toge ved hjælp af trykluft som ledes ind i bremsecylindre, der trykker bremseklodser mod hjulenes løbeflader eller klemmer bremsebelægninger mod særlige bremseskiver, som er monteret på hjulakslen eller på selve hjulet. Jeg forstår ligeledes, »at bremsning af jernbanemateriel grundlæggende foregår som friktionsbremsning«. Og konkluderer på den baggrund, at fremførsel af jernbanemateriel i Banegraven grundlæggende foregår som friktionskørsel. Og gentager, at man vedvarende hævder, at der absolut intet er at gøre mod den drakoniske larm, fordi ’skinnerne buer’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men her er det så, at jeg har fundet en interessant pressemeddelelse fra DSB på nettet. Den er fra 18. maj 2004. Den handler om, at trafikken bliver gennemført med færre tog end normalt, fordi man har haft en ulykke, der skyldes, at »toget kørte med en forkert type bremsesand«.

Bremsesand! Jeg anede ikke at den slags blev brugt i dette årtusinde. Men det fremgår af pressemeddelelsen, at »sandet bruges som ekstra gardering til den mekaniske bremse« og, at det dengang i maj 2004 viste sig, at en del S-toge ved en fejl havde fået påfyldt en type sand, der normalt bruges på ældre tog, men »at alle tog med forkert sand taget ud af drift«.

Her er det så jeg spørger: Når man kan bruge noget så arkaisk som sand (!) i bremserne kan man vel også bruge olie på skinnerne, eller er det bare mig, der udover lyd har jord i hovedet?

(Skrevet i toget, hvor man har god tid, fordi DSB sommerkøreplaner varer lige til påske).

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden