Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyv taler ud

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man stikker sin røv frem, så må man osse være indstillet på at få den svitset gevaldigt af nu og da. Så lugter der fælt af flæskesvær, som bag barndommens blyindfattede ruder med en sagte ild i røvskægget.

»Så kan du godt gå ind på dit værelse og først komme ud, når du kan finde ud af at opføre dig ordentligt«. Eller »Sig mig engang, skal du på opdragelsesanstalt?«, spør’ en mor, der er helt rød i kammen over en større eller mindre mindre økonomisk kriminalitet, udført af egen avl.

Jeg ku’ lige så godt gå direkte til sedlerne, for gik man efter mønterne, lød der et alarmerende stort smæk fra guldsmæklåsen

Jeg har lige listet en tikroneseddel ud af hendes røde portemonnæ med guldsmæklås i køkkenskuffen. Hun taler i telefon: »Ja, ja ...ja ...jo, af hensyn til Musse. Ja, jeg er helt med ...Musse ...ja, ja ..jo«.

Jeg ku’ lige så godt gå direkte til sedlerne, for gik man efter mønterne, lød der et alarmerende stort smæk fra guldsmæklåsen, som gjorde, at moderen med de store ører sprang fra telefon til gerningssted i husmorsandaler og forhøjet alarmberedskab for at pågribe den kriminelle mindreårige på fersk gerning. Så jeg går selvfølgelig direkte til sedlerne i det lydløse rum og lister en tikroneseddel med H.C. Andersen, tegnet fra sin bedste side, ud i lyset.

Man kunne så kun gisne om, hvor uhyggelig H.C. ser ud fra sin ikke så pæne side. George Michael havde det på samme måde – og ville bare ikke fotograferes fra sin grimme side. Aner ikke, hvad det var, han forsøgte at skjule. Var hans ene kind hjemsøgt af en scaryhairy edderkop under kind eller bare en vorte med tre stive sorte hår ud af?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg som ung elskede ’Wake Me up, before you go-go’. Nemlig, Whamsedrenge!: Ta’ lige og væk mig, inden du kommer. Man ku’ jo godt falde i søvn under sextransaktionen, hvis den trak ud over rimelighedens grænser, og man har haft en led dag i kontoret. Tilbage til tyven: I modsatte side af tikronesedlen har nogen tegnet en stork, der står og knebrer fortvivlet i sin rede, fordi den ikke aner, hvordan den skal brødføde sine tre grimme ællinger. En ret dårlig joke, der henviser til H.C. Andersens egne lange ben, med sko så store som flodpramme.

Så ku’ jeg nu bedre li’ femkronesedlen med Bertel Thorvaldsen på. Han havde en langt mere sexet udstråling, som han sidder der, hvilende i sig selv, med udsigt til nye marmoreventyr og tre nøgne damer. Man bliver bare smukkere i Italien, omgivet af marmor, i stedet for at være en herregårdsnasserøv, der synes, det er helt okay, at ens gamle mor skal stå med ens dirty kalsonger på vaskebrættet i Odense Å.

Jeg stjæler så de ti kroner, går ud ad havelågen og op ad vejen. På hjørnet ligger ismejeriet med ismejeridamen, der ligner en kuglefisk, fordi hun hver aften synes, det er synd at smide alle de usolgte formfranskbrød ud.

Ding! Ismejeriklokken bimler, og bag disken dukker kuglefisken op og spør’: »Hva’ sku det være, lille Lise?«. Jeg siger stolt: »For ti kroner blandet«.

Så rømmer kuglefisken sig og siger: »Lige et øjeblik«.

Så går hun ud bagved. Hører hende gribe knoglen og sige: »Ja, goddag, fru Rønnebæk. Jeg har Deres datter stående her. Hun siger, at hun skal ha’ for ti kroner blandet? Kan det ha’ sin rigtighed?«.

Lussinger synger: Wake Me up, before you go-go. Man må rette ind, hugges ud i granit, til man kan finde ud af at te sig ordenligt.

Hvem ka’? Jeg ka’. Ikke altid. Er dog holdt op med at stjæle både mænd og hotelbadekåber. Ellers ender man bare som en med blot syv likes, og det kan ingen være tjent med.

Nu går jeg ind på mit værelse og kommer ud igen, når jeg har fundet den bedste side af mig selv.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden