Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rasmus Bech: Revolutionen er på vej

Spørgsmålet er bare, hvem der skal sætte gang i revolutionen.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den nye uges første dag. S-tog til tiden, vognene er fyldt.

Fyldt med – stilhed. Vi sidder som suppehøns på stribe. På de mest umagelige sæder i den offentlige transport. Designet af en kraftidiot, der ikke kunne beslutte sig for, om der skulle være plads til to eller tre. Altså nogle sæder, som derfor – og også af andre grunde – må påtage sig rollen som alle rygskaders moder.

Nu er ordet revolution helt forsvundet ud af kampbogen, og det hvisles kun stille mellem stramme læber, hvis kystbanetoget er forsinket

Der sidder vi så i stillekupeen og er kolossalt stille. Apatiske, frygtsomme og desillusionerede. Alle vi lønslaver for ridefoged Løkke.

Vi stirrer ud af vinduet – eller ned på iPhonens lysende skærm, der er smækfyldt med dårlige og nervenedbrydende nyheder. Uden tanke på, at uden for det rullende togs komfortsvage tryghed ulmer revolutionen.

Hvabehar? Revolutionen? Ulmer? Her? I Danmark?

Ja, for satan! For det går jo ad helvede til alle steder i vort muslim- og shariatruede samfund. I bunden, i midten og i toppen. Ingen steder er der noget at glædes over. Vi er alle pressede, kuede og undertrykte.

Så derfor er valget klart. Revolution, oprydning og storvask.

Men hvem skal sætte gang i revolutionen, tænker jeg, mens toget rumler af sted fra Køge?

Tidligere kunne man nogenlunde regne med kommunisterne, når der for alvor skulle rulle hoveder eller dingles fra lygtepælene – det er jo 100-års jubilæet for den russiske debutrevolution. Og senere var det Venstresocialisterne og Enhedslisten, der var garanter for blod i rendestenene og almen ligdingeling, når det endelig skulle dages for brødre, søstre og kammerater.

Men efterhånden som revolutionens frontkæmpere har fået villaer, frugttræer og lækre penthouselejligheder samt hang til gode vine og skiferier, er trangen til voldsomme og blodige omvæltninger blevet mindre.

Og nu er ordet revolution helt forsvundet ud af kampbogen, og det hvisles kun stille mellem stramme læber, hvis kystbanetoget er forsinket, køen i Irma er for lang eller tjeneren har leveret en fiskefilet i stedet for fois gras terrine.

Hvem skal så gå forrest i kampen mod Lamborghini-regeringen, der vil skabe et endnu mere klasse- og pigtrådsdelt samfund efter den amerikanske lykkemodel?

Og hvem skal danne værn mod mørkets fyrster, de grådige og griske bankdirektører, der gerne vil kaldes samfundets støtter, men som i profittens tjeneste kaster sig ud i hvidvaskning af alle slags grumsede penge?

Er det fagforeningerne, er det sygeplejerskerne og tjenestemændene, som mener, at de er en del af et fællesskab, som passer på hinanden – langt væk fra den regering, der forgylder de få, der sidder inde bag ruden i den nyindkøbte Mercedes?

Måske, måske. »Vi er ikke alene«, siger de vellønnede fagforeningsbosser – og da vi ruller ind på Hundige Station, har jeg fået Sebastians gamle sang på hjernen.

Men hvem skal støtte fagforeningerne, når revolutionen bryder ud? Filminstruktøren Lotte Svendsen er parat. Den gamle bz’er er lidt skuffet over de kaffelattebårne unge, der halser gennem studierne for at ende som tjenstivrige redskaber for magtapparatet. De unge skulle hellere, sagde hun i radioen, besætte nogle af de lækre, tomme københavnske velhaverlejligheder uden bopælspligt – og ikke ænse justitsbødlen Søren Pape, hans overarbejdspoliti, deres tåregas og glubske hunde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvem vil støtte Lotte Langstrømpe?

De skaldede og tatoverede med kamphundene, spørger jeg mig selv, da vi gør holdt på Dybbølsbro Station – og hvad vil alle dem med de rædselsfulde tatoveringer i øvrigt gøre den dag, hvor det ikke længere er moderne at ligne en mislykket plakat på en lygtepæl?

Og er det i øvrigt ikke bare en lille smule synd for vor rige og flittige landsmænd, der efterhånden ikke kan finde en eneste ø i Caribien, hvor de kan gemme sig selv og deres penge for det genopstandne og snagende danske skattevæsen, der har meget at indhente?

Måske kan de forulempede millionærer søge trøst og hjælp hos Politiken, hvor vi altid lytter til de krænkede og mobbede.

»Næste gang Københavns Hovedbanegård«. Jamen, så bliver revolutionen tidligst i næste uge, nåååhh nej, der er jeg på ferie i Norge.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden