Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Philip Ytournel
Foto: Philip Ytournel
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kontormand med hemmelig identitet: Der kom en bold. Jeg sparkede til den. Det skulle jeg ikke have gjort

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu er det ikke, f ordi jeg går rundt og drømmer om at være en anden, end jeg er. Det er nok også for sent. En sjælden gang kan det dog ske, at jeg ganske kortvarigt falder ud af rollen som lettere apatisk kontormand med 9-17-arbejde og bliver en langt mere handlekraftig person.

Men det går som regel hurtigt over igen.

Som her i sommer, da jeg sjoskede hen over Rådhuspladsen og lignede alle de andre kontormænd med briller og skuldertasker. Lige indtil der pludselig landede en fodbold for fødderne af mig og aktiverede mine reflekser fra tiden som tung højre back i Skalborg Sportsklub for omkring 100 år siden.

Skalborg Sportsklub havde hjemmebane på Aalborg Dyrskueplads, så det meste af efterårssæsonen fedtede vi rundt i så store mængder mudder og kolort, at vi ligefrem havde lagt spillestilen an efter det. For eksempel afleverede vi aldrig langs jorden, men sørgede for at slå nogle ordentlige langdistanceafleveringer gennem luften. Long balls, som afdøde landsbøgetræner Richard Møller Nielsen så mindeværdigt kaldte det på et pressemøde i England.

Og det var lige præcis sådan en dunderaflevering, jeg lagde an til, efter at jeg havde konstateret, at bolden, der stod og hoppede foran mig, kom fra en indhegnet bane i den anden ende af Rådhuspladsen, hvor der var gang i en gadefodboldturnering for hjemløse eller transkønnede.

Pludselig var jeg ikke længere en lettere apatisk kontormand med 9-17-arbejde. Jeg var fodboldspiller på højt niveau, og en følelse af lykke (blandet med en vis overraskelse) strømmede igennem mig, da jeg med vristen fik et helt perfekt træf på bolden, så den fløj afsted. Desværre fløj den ikke så langt, før den med fuld kraft ramte tre intetanende turister, der åbenbart havde gået ved siden af mig i den tro, at jeg var kontormand, og ikke fodboldspiller. Turistfar fik bolden hårdt i røven, hvorefter hans turistsøn blev ramt i ryggen, inden bolden rikochetterede op i baghovedet på turistmor, så hendes hår stod lige op i luften.

Det tog de ikke ret pænt, men heldigvis var turistfamilien så chokeret over den uventede beskydning, at de ikke nåede at følge efter mig, da jeg lynhurtigt forvandlede mig til kontormand igen og småløb over fodgængerfeltet, som om jeg skulle nå et vigtigt møde.

Men tag ikke fejl, vi kontormænd har skam temperament. Der findes ting, som kan bringe vores kontorpis i kog. Selv kan jeg for eksempel hidse mig op over bilister, der kører langsomt i midtersporet på motorvejen, fordi de skal ramme en forgrening 17 kilometer længere fremme, eller hvorfor fanden de nu ligger der og forsinker os andre.

Som yngre kontormand var jeg på vej hjem fra arbejde ad en ellers øde og mørk Holbækmotorvej, da der dukkede sådan en bilist op foran mig. Han/hun kørte cirka 70 kilometer i timen ude i midtersporet i en lille, hvid bil. Helt upåvirket af, at der ikke var andre trafikanter i syne.

Tilfældigvis havde den daværende bagsideredaktør netop den dag foræret mig et blåt blinklys af plastik fra ’Tiger’ til minde om min fortid som kriminalreporter. Et par dage senere fik butikken en henstilling fra ordensmagten om venligst at fjerne den pågældende vare fra sine hylder, men jeg nåede altså at få mit eksemplar, og da jeg kørte op bag den lille, hvide bil, der sneglede sig afsted i midtersporet, glemte jeg, at jeg bare var kontormand.

Pludselig var jeg færdselsbetjent på en mission for at opdrage andre bilister, så jeg hev blinklyset op af tasken, aktiverede det og plantede det i forruden.

Synet af det blinkende blå lys på den buldrende mørke motorvej havde en forbløffende virkning på den anden bilist. Han/hun trak ind til siden uden den mindste tøven og har næppe vovet sig ud i midtersporet siden.

Selv skyndte jeg mig at slukke det blå blink og smide det ned i tasken, inden jeg overhalede den frygtsomme, lille bil og speedede kraftigt op. Vi kontormænd vil jo gerne hjem og have vores nattesøvn.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden