Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Sushi? Skal vi have sushi? Sur? Jeg er da ikke sur. Gorm Vølver overvejer en maskeringsteknik for at skjule sine sære grimasser.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mine sære ansigter afsporer samtalen

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har det ikke fra fremmede. Det med at lave grimasser.

Det var altid topunderholdning at følge min mors ansigtsudtryk, især når hun så fjernsyn. Når hendes store helt Poul Schlüter var på skærmen, smilede hun mildt, men i samme øjeblik billedet skiftede til en socialdemokrat eller det, der var rødere, blev ansigtet lynhurtigt lagt i stramme folder med nedadvendte mundvige.

I samme øjeblik billedet skiftede til en socialdemokrat eller det, der var rødere, blev ansigtet lynhurtigt lagt i stramme folder med nedadvendte mundvige

Lyttede hun til et budskab, der behagede hende, kunne hun i sympati bevæge munden, som om ordene var hendes, og var der landskamp i fjernsynet, kunne hun finde på at spjætte med benene i situationer, hvor hun mente, at danskerne skulle sparke til bolden. Selv om hun ikke interesserede sig for fodbold. Og selv om jeg ikke kan mindes nogensinde at have set hende med en bold.

Mine grimasser adskiller sig fra min mors ved at være mere uklare. Diffuse og i et vist omfang misvisende. Jeg overdriver mine grimasser, så mine omgivelser tror, jeg er sur eller vred, selv om jeg ikke er nogen af delene.

Når jeg taler med folk, der siger ting, jeg ikke umiddelbart havde regnet med, ting, der overrasker mig, ser jeg ud, som om jeg lige har været vidne til en katastrofe. Måbende. Med et vantro blik.

»Hvad sker der? Er det så slemt, at jeg synes, vi skal spise sushi? Det er vel ikke en katastrofe?«, siger fruen.

»Nej, nej, jeg havde bare troet, vi skulle have en bøf. Men sushi er fint med mig. Det er faktisk længe siden, vi har fået det«.

»Jamen, så lad være med at se ud, som om hele din verden ramler«.

»Det gør jeg heller ikke. Jeg havde bare indstillet mig på bøf«.

»Men hvis det er så slemt at spise sushi, så lad os bare spise bøf«.

»Nej, nej, jeg er helt klar til sushi«.

»Du ser godt nok ikke sådan ud«.

»Nej, men det er jeg«.

»Nu har jeg helt mistet lysten til sushi, fordi du reagerer sådan«.

»Reagerer, hvordan?«.

»Jamen, stiller op med sådan et ansigt«.

»Glem det, jeg synes, det er en rigtig god idé med sushi«.

Det er sådan, samtalerne kan udvikle sig takket være mine overdrevne grimasser. Og selv om fruen efterhånden har levet med dem i adskillige år, vænner hun sig tilsyneladende aldrig til dem. Slår det aldrig hen og tænker: »Det er jo ikke så slemt, det er bare hans ansigt, der er sådan«.

Når jeg koncentrerer mig, ser jeg ikke ud, som om hele verden ramler. Jeg ser bare sur ud.

»Hvad er du sur over?«, bliver jeg så spurgt.

»Jeg er ikke sur«, svarer jeg.

»Hvorfor ser du så sådan ud?«.

»Sådan ser jeg bare ud. Hold nu op. Jeg er ikke sur«.

»Der kan du høre, nu lyder du også sur«.

Endnu et eksempel på, at min mimik skaber misforståelser, som det kan være svært at udrede.

Jeg har forsøgt at bearbejde grimasserne flere gange. Men uden held. Det er tilsyneladende en så fast del af mig, at jeg ikke slipper af med den.

Måske skulle jeg overveje en ansigtsløftning. En, der er så stram, at den giver mig et permanent smil som det, der sidder på parfumekongen Ole Henriksen, selv om jeg så ville ende i den modsatte grøft:

»Hvorfor er du så glad?«.

»Jeg er overhovedet ikke glad«.

»Jamen, du ser sådan ud«.

»Nå, men det er jeg ikke. Jeg er skidehamrende sur«.

Eller jeg kan bruge samme teknik, som når jeg ser ’Sporløs’ i fjernsynet og ikke vil være ved, at mine øjne bliver våde. Så kommer hånden op og skjuler mit grådlabile ansigt for de omkringsiddende.

Ikke at det hjælper det store. De gennemskuer mig alligevel. Men jeg har i det mindste gjort en indsats.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden