Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fredag den 13. er forpestet med mig

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi skal tale om mig. Igen. Fordi jeg er mit eget yndlingsemne. Jeg er en kæmpeegoist, og det er ikke i orden, men for sent at lappe på. Hvordan er egoisten? Hvad laver hun? Hvad spiser hun? Og hvordan ku’ det gå så galt?

Giv agt, det er fredag den 13., måske ikke lige dagen, hvor man skal begynde at ommøblere sin person. Personligt har jeg tænkt mig at holde sengen. Hele dagen. Meeenn, hva’ så, skal du ikke uden for en dør? Altså jeg skal til pilates, fordi min krop er som en gammel rusten cykel, hvis jeg ikke gør det.

Jo mere jeg sveder, jo mere stinkende bliver jeg

Så ta’r jeg min rumlige og pissedyre Stella McCartney sportstaske, og i den smider jeg min sorte tricot som strammer min buddingebody op til tight og engang har tilhørt Gerard Depardieu, men den gør det altså lidt træls for mig at trække vejret, så det er ret idiotic, da vejrtrækningen netop er hovedingrediensen og essensen i pilates. Det er, som om jeg er indviklet i elastikker over det hele, og jeg sveder fælt og synes osse, at jeg lugter ret så råddent, faktisk.

Nå, men hele dameholdet sniksnakker om deres nye hofter, håraffald, hjertestartere, citronfromage, abstrakte skavanker, udslet, sygehusvæsenet og alt dets væsen, og man hvæser over ventetiderne, og nogle på holdet er tilmed døde under ventetiden, men så er der bare blevet mere plads til os andre i øvelokalet, og det synes kæmpeegoisten er supernice. Vi kværner videre om upassende interkontinentale problemos, og det er bare med at stramme op i bækkenbunden, så hele understellet ikke lige pludselig pladasker ud i øvelokalet, og livmodere og æggestokke ligger hulter til bulter i en pærevælling a la Michael Kviums indvoldsinstallation på Arken.

Så ankommer vor træner. Han er fra Japan, og det er ret dejligt, at han er så udansk. Han er aldrig brovten, bagstiv eller bavianagtig. Han vibrerer med sin japanske næse, som om der er noget, han ikke lige kan definere, i luften. Så er vi i gang. Man skal lave den sædvanlige impact, og jeg ved, efter seks år stadig ikke, hvad det er, og nu er det lissom for sent at spørge, men det fede ved denne sport er, at man som med så meget andet her i livet kan fake – och ih, så mycket falskhed, finns där här ... i både Vanløse, Paris og Rom.

Hvorfra var det, vi kom? Ingen mennesker er vel født falske? Eller født til at lyve, så det står ud af ørerne? Jeg blev som barn udnævnt til lyveprinsesse. En titel, jeg var ret glad for, og lidt kongelig har man lov til at være. Bare man kan holde sig selv ud. Det kan jeg næsten ikke i denne pilatestime. Jo mere jeg sveder, jo mere stinkende bliver jeg. Nu begynder mine livmoderkammerater osse at sige, at her lugter ramt og klamt, og om vi ikke kan smække alle vinduerne op.

Nogle gange må man bøje sig for flertallet og forlade lokalet i erkendelse af, at det er en selv, der er problemet, og at man forpester luften for de andre. Jeg går ud i omklædningsrummet, går i bad, vasker mit håraffald, skammer mig, for what the fuck er det for en stank omkring mig og min person?

Dybt deprimeret går jeg hjem, pakker den døddyre Stella McCartney sportstaske ud. Halløj, der ligger sørme en eksploderet mozzarellaost i et hemmeligt rum. Plastikposen måtte til sidst bukke under for presset fra den indespærrede og gærede mozzarella i lage, og som jeg nu tydeligt husker, at jeg købte i september og ikke kunne finde, da jeg lige stod og skulle bruge den. Aner ikke, hvorvidt jeg skal fortælle mine hofteopererede medpilater den ildelugtende sandhed. Fredag den 13.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden