Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Altmodisch, bagsideklumme
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

Altmodisch, bagsideklumme

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg daffer ingen steder, jeg spadserer hen i kolonialhandlen

Hvorfor bruger du sådan nogle mærkelig ord, bedstefar? spørger Henrik Palle og svarer selv: Det er for bedre at kunne fortælle dig om verden.

Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du skriver altmodisch! Sådan sagde en person til mig for ikke så voldsomt længe siden, og jeg var efterfølgende i syv sind desangående. For jeg er jo udmærket klar over, at jeg har gjort en dyd ud af dyrkelsen af visse for nogle fortidige elementer. Jeg går med habit, skjorte, slips og frakke. Bærer blød hat og skindhandsker. Skriver med fyldepen. Holder af sigtebrød.

Men er det så dårligt? Er man fanget i en fortidens dynd, som langsomt, men sikkert hiver én ned i mørket tomme for tomme? Er man romantiker, som husker på alt det gode fra fortiden og ikke minusserne? Er man bare et midaldrende pjathoved, der nægter at acceptere, at tiden går? Eller er man måske et menneske, der stolt står ved den tid, man er runden af og dannet i, og som ikke lefler for alskens nutidigt glar, man i virkeligheden ingen aktier har i?

Ung i kulørte sko

Man kender jo godt de der i omgangskredsen, der forsøger at være ung med de unge. Som med samme tvangsmæssige elan som en laps i F. Scott Fitzgeralds forfatterskab ideligen promenerer kondisko, der er en tand for kulørte, og som i sine tidstypiske støjudelukkende hørebøffer lufter toner fra de helt rigtige rapsangere. Som har henlagt følelsen frustration til fordel for det mere epokalt korrekte noieren, og som kun spiser fiskefrikadeller, ifald de er serveret med ironiens distance eller en eller anden krydderurt, der er håndhentet på en afsides del af Amager Fælled.

Denne type mennesker har man muligvis, om ikke andre steder så dog i sit stille sind, trukket en smule på smilebåndet over og med en outdated anglicisme tænkt: »Act your age«. Men samtidig er det ikke så sjældent også iblandet en vis beundring. For hvor er det dog pokkerme flot sådan at blæse den fysiske alder en lang march og henholde sig til, at man er så ung eller gammel, som man føler sig. Mennesket har måske nok årringe som træer, men i modsætning til disse opadstræbende og ekstremt immobile vækster muligheden for at skifte både blade, bark og blomster.

Bundet til gåsebryst

Men så er der jo også den anden position, der holder sindssvagt meget fast på, at mennesker over en vis alder bør se ud som og opføre sig lig deres bedsteforældre, måske lige undtagen stanglorgnetter, fadermordere og spirella til damerne.

Det er jo ej heller et efterstræbelsesværdigt rum at placere sig selv i. For vælger man den dyre retromodel, er man jo bundet til gåsebryst og medaljer søndag eftermiddag, uendelige variationer over treklangen stegt fars, kartofler og grønt samt lament over moderne fjernsynsformater og længsel efter Otto Leisner. Det holder på en eller anden måde ikke vand at drømme sig tilbage til ’Tippejob’, når der er kommet en ny sæson af ’Vikings’; at fjernsyn ikke nødvendigvis var bedre i forne tider, kan man forsikre sig selv om ved først at se et par afsnit af ’Gøngehøvdingen’ og så den første sæson af ’Game of Thrones’. Foretrækker man førstnævnte, bør man seriøst overveje professionel hjælp – eller bare købe en flaske drikkelig portvin, finde det bedste hæklede tæppe frem og så kaste sig over denne uges krydsogtværstillæg i ugebladet Søndag.

Skal vi hoppe?

Men for nu at vende tilbage til sproget. Er det gammeldags at sige spadsere? Man kunne sagtens vælge at betegne den omtalte aktivitet som ’at gå’, måske ’vandre’, sågar ’daffe’. Ja eller ’hoppe’, som en sød ung ekspeditrice hos Nørgaard på Strøget sagde om enhver form for fysisk bevægelse involverende mennesker. Det står da en fuldstændig frit for, men der er nu noget adstadigt og værdigt over at spadsere. På en eller anden måde er det vulgært og kedeligt at gå, mens spadseren fordrer en vis dannelse, omfatter måske indforstået passiar. Til gengæld er det lovligt ophøjet at omtale det som vandre, når nu man skal ned og hente en flaske tonicvand til den longdrinks, man agter at indtage som en form for sundowner, mens man tilbereder middagen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og ud af intet: kolonialhandel. For fanden mand. Godt nok er der ikke mange af dem tilbage, om nogen overhovedet. Men ordet, det står jo den onde lyne mig og dirrer i luften med et helt univers bag sig. Sild i tønde, kandis i bøtter. Stænger af fed, polynesisk vanilje i lufttætte glas. Øller ordnet efter sort og mærke på hylder, og nedenunder dåser med konserves: wienergryde, oksehalesuppe, bøffer med løg og skipperlobeskoves. Og duften: Æbler fra kasser under disken, tobaksrøg fra baglokalet. Alt det kommer der altså ikke, når man fattigt fremstammer Føtex Food eller Fakta.

Som Søren Rislund engang sagde: Det er sgu da sjovere at sige konfektureudsalg end slikbutik.

Men det var nok altmodisch. Måske ligefrem også kålhøgent. Til gengæld er den gode nyhed: Du kan være, hvem du vil, i denne omgang. Hvis du er villig til at blive taget på ordet.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden